Reportage
Den 9. marts har Socialistisk Ungdomsfront (SUF) og Kommunistisk Parti (KP) inviteret til debatmøde om USA’s imperialistiske fremfærd på verdensscenen. Det foregår i foreningshuset Sundholm 8 på Amager. I panelet sidder Niklas Zenius Jespersen fra Enhedslistens Internationale Udvalg, Torkil Lauesen fra Internationalt Forum, Asger Haugbøl fra SUF og Lotte Rørtoft-Madsen fra Kommunistisk Parti.
Foto: Henning Husum
Mødesalen er så godt som fyldt, da aftenens to unge værter, Alfa Buchard Hansen fra SUF Amager og Laurits Langballe fra KP Amager, giver ordet til Enhedslistens Niklas Zenius Jespersen.
Niklas Zenius Jespersen
Han konstaterer, at siden Anden Verdenskrig – og i endnu højere grad siden Sovjetunionens kollaps – har USA været den største imperialistiske magt. USA vil gøre alt for at udvide og fastholde sin position og udøve økonomisk, politisk og militær kontrol for at sikre profit og ressourcer, herunder markedskontrol for landets virksomheder.
Også indenrigspolitiske forhold i USA spiller ind på, hvordan USA agerer lige nu. Epstein-filerne spiller en rolle, ligesom forsøg på at påvirke de kommende parlamentsvalg i USA og pres fra eksilcubanere i Det Republikanske Parti. Men de spiller først og fremmest en taktisk rolle, og hovedsagen er, at USA altid har været imperialistisk – uanset om demokraterne eller republikanerne har siddet på magten.
Ikke desto mindre er der en forskel på den måde, USA tidligere har ageret på, og hvad vi ser nu. Jespersen mener, at USA er svækket, primært på grund af en voksende krise i kapitalismen, og derfor bevæger vi os mod en multipolær verden, hvor USA må kæmpe mere brutalt for at bevare magten, og andre stormagter forsøger at få en vis kontrol.
Men, som Jespersen konstaterer med Rosa Luxemburgs ord: “Kun den, der bevæger sig, mærker sine lænker”.
I mange år var der således nogenlunde fred mellem landene i Latinamerika, fordi USA dominerede, og når én magt dominerer, er der ingen grund til at føre krig. Når flere magter konkurrerer, bliver der grundlag for krig og andre forsøg på kontrol.
Jespersen kan oplyse, at Enhedslisten også ser kritisk på dansk imperialisme – og på russisk og kinesisk. Imperialisme har været tydelig i grønlandskonflikten, hvor der har været rivalisering mellem EU og USA. Der har også være rivalisering med Kina, fordi den smeltende havis omkring Grønland åbner nye handelsruter. Klimaproblemerne er der tilsyneladende ikke så megen bekymring om, tilføjer han spydigt.
Men vigtigst af alt vil Enhedslisten støtte op om klassekampen og støtte dem, der bliver udsat for imperialistisk aggression.
Lotte Rørtoft-Madsen
Lotte Rørtoft-Madsen fra Kommunistisk Parti er den næste taler. Hun konstaterer, at mødet er meget relevant. Vi lever i en alvorlig tid, situationen er den mest kritiske i flere årtier med en truende verdenskrig. Der er krige og konflikter på flere kontinenter. En samlet imperialistisk strategi bliver udfoldet fra flere sider med sanktioner, handelsblokader, toldkrig, politisk afpresning, militær indgriben, oliekontrol og kontrol over betalingssystemer. Trump er blevet eksponent for den strategi, men bag ham står trilliarder af dollars.
NATO og EU er blevet gjort til USA’s vasaller, fordi de er bundet til USA via et fælles forsvar. Rørtoft-Madsen minder om USA’s udenrigsminister Marco Rubios tale til Sikkerhedskonferencen i München i februar, hvor han blandt andet bemærkede, at i fem århundreder før afslutningen af Anden Verdenskrig ekspanderede Europa og dannede store imperier overalt i verden. Den fortid skulle Europa ikke skamme sig over, men være stolt over, og som fælles arvinger til den vestlige civilisation skulle USA og Europa i fællesskab forsvare disse værdier, lød det fra USA’s udenrigsminister.
Rørtoft-Madsen understreger, at forsvaret af de vestlige værdier verden over betyder trusler mod suveræne stater, krænkelse af national suverænitet, undergravning af folkeretten og FN-pagten og en overgang fra en USA-dikteret regelbaseret verdensorden til en USA-dikteret junglelov. Det har også betydet oprustning og forstærket atomafskrækkelse.
Hun mener, at årsagen til USA’s desperate ageren i dag er, at USA er på vej ned, og vi er på vej ind i en multipolær verden, som sætter en ny dagsorden. Hvad en multipolær verden er, kan diskuteres. Hun forklarer, at nogle betegner det som en konkurrence mellem forskellige magtpoler, men set fra det globale syd er det en stræben efter lighed mellem nationer, som giver dem retten til selvstændigt at udvikle deres lande og tage afsked med neokolonialisme. Men det er ikke let. USA er stadig militært stærkt, hvilket vi ser af de mange krige. Lotte Rørtoft-Madsen opfatter det som imperialisme på steroider.
Rørtoft-Madsen peger på, at krigen i Iran er en uretfærdig krig, hvis vi ser på USA og Israels rolle som aggressorer, fordi den ikke er rodfæstet i international ret. Derimod må Irans modangreb mod amerikanske og israelske militære mål betragtes som retfærdige, fordi Iran forsvarer sig i en angrebskrig. Paradoksalt nok har den danske regering ensidigt fordømt Iran og står dermed på aggressors side. Det fremgår af et Danmarks indlæg i FN’s sikkerhedsråd.
Torkil Lauesen
Torkil Lauesen kommer fra paraplyorganisationen Internationalt Forum. Han er mødets tredje taler og gør os indledningsvis klart, at han ikke taler som repræsentant for Internationalt Forum. Det, han siger, står for hans egen regning.
Lauesen ser USA’s militære interventioner de seneste år og den geopolitiske uro som et tegn på, at USA er svagt, og at Vesten har mistet sin økonomiske overlegenhed.
USA har siden begyndelsen af det 20. århundrede været den førende imperialistiske magt, i og med at det afløste det britiske imperium. USA blev den største industrielle producent omkring år 1900. USA brugte denne magt til at transformere kolonialisme til neokolonialisme efter Anden Verdenskrig, ligesom det introducerede neoliberalismen med globalisering og fokus på profitmaksimering. Millioner af arbejdspladser blev flyttet til det globale syd, hvor lønningerne kun var en brøkdel af, hvad de var i nord.
Men USA’s magtposition er truet. Tredjeverdenslande som Kina spiller en stadig større økonomisk rolle. Således tredivedoblede Kina sit bruttonationalprodukt fra 1978 til 2015. Dets industrielle produktion har for længst overhalet USA’s målt i mængder, og inden for det seneste årti også målt i kvalitet. Produktionskapaciteten og markedet er politisk styret med gode resultater, og Kina er i dag førende på en række teknologier, herunder 5G-netværk, megacomputere, kunstig intelligens, sol- og vindenergi, el-biler, batterier, højhastighedstog og robotter. Efter 150 års dominans af det imperialistiske center først i Europa og siden USA, er Kina – en tidligere tredjeverdensnation – nu blevet verdens førende økonomiske magt.
Lauesen mener, at dette økonomiske magtskifte er baggrunden for opbruddet i den gamle politiske verdensorden. De gamle magthavere i Vesten kan ikke mere regere verden på den gamle måde, fordi de ikke dominerer verdensøkonomien. Følgelig er de forvirrede og paranoide og mangler ideer og visioner for fremtiden, men de er farlige, fordi de stadig har militær magt.
Asger Haugbøl
Den sidste af de fire taler kommer fra Asger Haugbøl fra SUF. Han taler også på egne vegne.
Haugbøl udtrykker sin enighed med de andre og opsummerer, at han også fornemmer at leve i en opbrudstid, hvor meget er skiftet i løbet af de sidste 10 år.
Han har lagt mærke til, at vi er på vej ind i en verdensorden, hvor begreber som internationale institutioner, international lov og bilaterale relationer ikke længere præger den måde, magthaverne taler på. I stedet er den imperialistiske opsplitning af verden i undertrykkende og undertrykte nationer blevet meget tydelig. Ingen gider lægge skjul på, at USA og Europa er vigtige, mens de såkaldt ”brune” lande i eksempelvis Latinamerika og Mellemøsten kan betragtes og behandles som tredjerangslande, uden at der er behov for retfærdiggørelse.
Haugbøl mener, at en central spiller i dette opbrud er Israel, og at den 7. oktober 2023 kan betragtes som skæringsdag. Han nævner den totale ligegyldighed, som Israel har udvist over for at skulle retfærdiggøre sine aggressioner. Også i forholdet til USA og Europa spiller Israel en særlig rolle i at undergrave international ret, herunder FN, som de vestlige magter ellers tidligere brugte til at projicere deres imperialistiske magt.
Haugbøl mener, at Israel også har fået trukket USA med ind i den aktuelle krig mod Iran. Som dokumentation for den opfattelse henviser Haugbøl til en udtalelse fra USA’s udenrigsminister Marco Rubio, der erklærer, at Israel har trukket USA med ind i krigen mod Iran. Haugbøl tilføjer, at krigen ikke er i USA’s interesse, da det skader USA’s forhold til de arabiske golfstater.
Fra problem til handling
Efter panelets oplæg er der mange spørgsmål fra deltagerne i salen. Af hensyn til artiklens længde er de valgt fra. I stedet ser vi på paneldeltagernes forslag til løsninger og handling.
Antiimperialisme i Danmark
Niklas Zenius Jespersen fra Enhedslistens Internationale Udvalg lægger ud med at pointere, at den vigtigste kamp mod imperialisme og kapitalisme er at afskaffe det i ens eget land. En del heraf består i at bekæmpe USA-baser i Danmark og at bekæmpe Danmarks deltagelse i imperialistiske krige enten direkte, hvor Danmark leverer soldater, eller indirekte, hvor Danmark leverer infrastruktur til krigsførende lande som USA.
Vi skal også bekæmpe Danmarks egen imperialisme i Grønland og danske virksomheders imperialistiske kontrol i andre lande, hvor for eksempel shippinggiganten Maersk er et eksempel på Danmarks medvirken til global imperialisme.
Vi skal opbygge antiimperialistiske bevægelser og i den forbindelse samarbejde med venstrefløjen og arbejderbevægelser, studenterbevægelser, antikrigsbevægelser i Danmark og andre lande.
I vores samarbejder skal vi være reelt solidariske. Internationalt skal vi være opmærksomme på hverken at være bedrevidende eller underdanige og tavse.
I Danmark skal vi samarbejde på tværs af venstrefløjen og arbejderbevægelsen. Vi skal relatere til dansk politik og lade antiimperialismen relatere til folks hverdag, lyder det fra Jespersen.
Antiimperialisme kort fortalt
Lotte Rørtoft-Madsen fra Kommunistisk Parti mener, at for at opbygge et antiimperialistisk arbejde i Danmark må vi først og fremmest finde ud af, hvad antiimperialisme er. Vi skal finde ud af, hvad hovedmodsætningen i verden er.
Dette fremgår af Kommunistisk Partis principprogram. Heri står, at den vigtigste modsætning på verdensplan for nærværende er mellem de kræfter, der ønsker at opretholde den transatlantiske imperialistiske bloks hegemoni på den ene side, og de kræfter, der søger en multipolær verdensorden på den anden. Dette er et orienteringspunkt for, hvordan Kommunistisk Parti mener, man kan operere antiimperialistisk.
Dette arbejde har to sider. Den ene er solidaritet med verdens folk, der kæmper mod undertrykkelse og udbytning, krige og interventioner og for deres ret til at bestemme egen udvikling og ret til eget land. Den anden side handler om at tage kampen op mod vores egne herskerklasser, altså kampen her i Danmark.
I Danmark lever vi i et af imperialismens kernelande, der har manifesteret sig som en stærk allieret med USA. Derfor er det indlysende, at vi skal udøve antiimperialisme her i Danmark.
Vi står i fællesskab over for at skulle besvare nogle spørgsmål: For det første, hvordan kan vi bygge en bred front mod krig og intervention. Her kan vi lade os inspirere af palæstinabevægelsen.
For det andet om, hvordan vi fællesskab kan rejse en antiimperialistisk opinion i Danmark. Hvis den findes i dag, er den selektiv: Vi kan godt være mod USA, når det handler om Grønland, mens vi er for USA, når det handler om eksempelvis Iran eller Venezuela.
Endvidere skal vi finde ud af, hvilke skridt, vi kan tage for at forhindre, at Danmark deltager i krige, militæroperationer eller regimeskifte rundt omkring i verden. Hvis vi kan forhindre Danmarks deltagelse, er vi konkret med til at mindske det rum, som imperialisterne har at agere i. Det kan være under den gamle parole: Ikke en øre, ikke en mand eller kvinde til den borgerlige hær.
Endelig er der en aktuel meget vigtig kamp at tage her i Danmark: Kampen mod USA-baser, understreger Rørtoft-Madsen.
Hård tid for antiimperialismen
Torkil Lauesen fra Internationalt Forum lægger ud med at konstatere, at den antiimperialisme, som vi kendte i årene 1968-70, forsvandt i 1980’erne, men at den nu er retur i Danmark og de øvrige vestlige lande på grund af Palæstinas kamp, der kan jævnføres med krigen i Vietnam i 1970’erne.
Lige nu er der også en bølge af proimperialistisk højrenationalisme i Danmark, der er klar til at forsvare Danmarks position i verdenssystemet. Men disse højrenationalister er forvirrede over, at USA har valgt at gå enegang og ind imellem også vender sig mod Danmark. De håber, at den strategi skifter, når Donald Trump forsvinder, men i mellemtiden må de søge styrke ved at opruste og opbygge en EU-hær.
Lauesen vurderer, at fronterne vil blive hårdt trukket op i takt med uddybningen af de økonomiske kriser og klimakriser.
I Vesten må det forudses, at antiimperialismen vil være en minoritet, men vi skal naturligvis støtte det globale syds kamp mod imperialisme og bekæmpe militariseringen af vores eget samfund. I sig selv er den multipolære verden ikke socialistisk eller antiimperialistisk, men den skaber en åbning, fordi den afbalancerer den stærkestes magt, og fordi de nationale socialistiske kampe er vigtige for at bevæge sig mod en bedre verdensorden.
Lauesen frygter, at antiimperialisme og antimilitarisme vil komme under pres i de kommende år. Det er stadig tilladt at begræde de dræbte og sårede i Palæstina, men hvis vi begynder at støtte modstanden, vil det blive betegnet som støtte til terrorisme til trods for, at folkeretten og FN gentagne gange har udtalt, at det er legitimt at støtte kamp mod en besættelsesmagt – også med væbnet magt.
Hvis vi vil bekæmpe militariseringen af vores eget samfund, tror Lauesen, at det i de kommende år vil blive betragtet som landsforræderi. Så vi skal forberede os på, at det ikke vil blive en let opgave at være antiimperialist i Danmark.
Mange danskere støtter imperialisme
Asger Haugbøl fra SUF konstaterer, at ideelt set ville vi have en antiimperialistisk arbejderbevægelse, som kunne strejke eller forhindre den krigsmaskine, som Danmark er en del af, i at fungere, men reelt har vi det ikke. Vi skal selvfølgelig stadig prøve at få arbejderbevægelsen med, men den kamp vil tage megen energi, og Haugbøl er bange for, at det vil være frugtesløst.
Danmark er præget af en proimperialistisk ideologi blandt andet som følge af vores tæthed med USA og de gevinster, som vi har opnået ved at være en del af USA’s imperialistiske projekt. Så vi vil se store dele af den danske befolkning støtte op om imperialismen og imperialistiske holdninger.
For at ændre det må vi appellere til befolkningsgrupper, som ikke eller i mindre grad nyder godt af de imperialistiske gevinster eller måske ligefrem selv er påvirket af de imperialistiske krige og handlinger. Navnlig kan man prøve at mobilisere og organisere ungdommen og miljøer, der er udsat for racisme, eksempelvis dem der står eller har stået i spidsen for Palæstina-solidaritetsbevægelsen.
Palæstina-bevægelsens virksomhed har primært udmøntet sig i demonstrationer, som magthaverne har kunnet ignorere. At der er gået titusindvis af mennesker og demonstreret foran Christiansborg, har ikke ændret noget særligt ved dansk politik – måske er der blevet skruet lidt ned for retorikken.
For at styrke kampen kan vi lade os inspirere af grupperinger uden for denne demonstrationsform eller se på lande uden for Danmark. Det kan være Palestine Action, der har gennemført aktioner som nedlukningen af Elbit Systems i Storbritannien og også har aktioneret i USA. I Danmark kunne for eksempel Maersk være et mål, påpeger Haugbøl.
Solidaritet med Palæstina
Paneldeltagernes forslag til løsninger og handling giver anledning til en række nye spørgsmål og kommentarer fra deltagerne. En af de problemstillinger, der afføder megen diskussion, er Asger Haugbøls synspunkt om, at Palæstina-solidaritetsbevægelsen mangler gennemslagskraft. Her bliver der peget på, at bevægelsens demonstrationer har skabt en kæmpe opinion og en bevidsthed om, hvad israelsk imperialisme går ud på.
Haugbøl medgiver, at Palæstina-bevægelsens demonstrationer har haft enorm effekt på opinionen, men at danskernes holdning ikke er farlig og nemt kan ignoreres af politikerne. Og i valget mellem at tækkes opinionen eller at bevare en god relation til Israel og USA har vi set, hvad der vinder: relationen til Israel og USA. Demonstrationerne lægger efter hans mening beslag på en masse kræfter, som kunne have været bedre brugt andre steder, for eksempel til eskalerende aktioner med inspiration i Andreas Malms bog “Sådan sprænger man en rørledning i luften”.
Men de brede demonstrationer og de direkte aktioner bør ikke opfattes som modsætninger, lyder indvendingen fra salen. Der er tværtimod en gensidig frugtbar forbindelse mellem dem. Således er der mange i Palæstina-solidaritetsarbejdet, der arrangerer de store brede demonstrationer, der også er med ved blokaderne og bakker op i solidaritet, ligesom det også har betydning for dem, der deltager i blokaderne, at de ved, at de støttes af den brede bevægelse, lyder det fra salen.
Ud over denne debat er der lige tid til en overordnet drøftelse af, hvad vi kan gøre for at komme videre i bestræbelserne på at skabe og styrke antiimperialistiske netværk, og hvad vi kan gøre for at sikre, at der ikke kommer atomvåben til Danmark. Men så er tiden løbet ud, og efter to en halv time med lærerige og indlevende oplæg, spørgsmål og kommentarer må de to moderatorer afslutte mødet og sige tak til deltagerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
