Tilskuere i Det Tredje Rige: Medskyld kræver ikke aktiv ondskab
Krigen i Gaza bør få os til at reflektere over, hvad et tilskuersamfund er. Hvordan samfund og individer kan blive medansvarlige for ondskab, når blikket vendes den anden vej. Bogen "Bystander Society" (Tilskuersamfundet) handler om tyskernes passivitet over for jødeforfølgelserne i 1933-1945, men dens aktualitet er tydelig, skriver Arne Lund.
|
I Tyskland boede der før 1933 en halv million jøder ud af en befolkning på 65 millioner. De tyske jøder var velintegreret, antallet af blandede ægteskaber var højt. Mange jøder havde assimileret sig og opfattede sig først og fremmest som tyskere, dernæst som jøder, hvis de da overhovedet tænkte i de baner. Flere havde trukket sig fra den jødiske kultur eller var konverteret til kristendommen.
Dette til trods så var der i samtiden en stigende antisemitisme, der opstod, efter at jøderne omkring 1860 havde fået fulde borgerrettigheder. Modviljen mod jøderne affødte antisemitiske foreninger og partier, der så jøderne som en trussel. Som konkurrenter inden for eksempelvis medier, finans, forskning, kunst med videre. Især efter Første Verdenskrig blussede jødehadet op, da jøderne fik skylden for det tyske nederlag.
Fra midt i 1920’erne tog antisemitismen til, især efter børskrakket i 1929, som jøder også blev gjort ansvarlige for. Chikane og diskrimination, boykot af jødiske forretninger og virksomheder bredte sig, det samme gjorde verbale og fysiske angreb.
Fra tilskuer til gerningsmand
Den engelske historiker, Mary Fulbrook, flytter i bogen “Bystander Society” (Tilskuersamfund) fokus fra gerningsmændene, nazieliten og ofrene til den brede befolkning. Hun undersøger, hvordan flertallet tilpassede sig, blev en del af et eskalerende system af kollektiv vold, for til sidst, og for manges vedkommende, at blive gerningsmænd.
Hendes grundige gennemgang af tilskuerrollens mange stadier giver mulighed for at skelne mellem passivitet, mere eller mindre frivillig medvirken og påtvungen konformitet. At kunne identificere de forskellige niveauer af valgmuligheder, der var tilgængelige for mennesker inden for vidt forskellige sociale, geografiske og politiske rammer. Belyse det, der begyndte som treven modvilje og på ganske få år førte til massemord.
Det er nyttigt at fokusere på tilskuerne – dem, der holder deres meninger for sig selv, det tavse flertal.
Fulbrook koncentrerer sig om samfundets “mudrede midte”. Folk, der hverken var glødende nazister, modstandere eller direkte ofre for nazismen. De, der tilpassede sig de nye tider, og som kom gennem de 12 år uden de store kontroverser med myndighederne. Og dem var der trods alt mange af. Ikke, at de ikke blev mærket af diktaturet, af krigen og af Tysklands nederlag. Men de holdt sig for sig selv, klarede dagen og vejen. Tænkte, “at hvis ikke jeg blander mig, så er jeg heller ikke medansvarlig for noget.” Konformiteten og passiviteten bidrog til systemets funktion.
Fulbrook nedskyder denne naivitet: I et diktatur som Hitlers kan ingen forblive neutrale. Passiviteten og den tilstræbte neutralitet er en stillingtagen, som diktaturet nyder godt af.
George Orwell skrev i et essay fra 1940: “Pacifisme i en tid med fascistisk aggression kan ikke være neutral […] i praksis hjælper den fascisterne, fordi den svækker modstanden mod dem.”
Da naboerne forsvandt
Begrebet “tilskuer” er imidlertid ikke en statisk størrelse, men et produkt af historiske, økonomiske og politiske vilkår, der ændres efter ydre omstændigheder og forhold. Fulbrook vender tilskuerbegrebet om og spørger: Hvordan reagerede tyskerne ud fra, hvad de oplevede og erfarede, når deres naboer forsvandt. Når jøder ved højlys dag blev drevet gennem byens gader for at blive “genbosat østpå”. Og hvem var de nye naboer, der flyttede ind i jødernes tomme huse og lejligheder, gik i deres tøjl og så videre. Snart viste det sig, at det var medlemmer af nazipartiet.
Nysgerrighed er almen menneskelig, men ikke her. Ingen spurgte. Når myndighederne eller partiet, hvilket var det samme, havde besluttet det sådan, så var der nok en grund til det, og så holdt man mund, hvis man da ikke ville have ubehageligheder. Frygten var overalt. Blot få år efter magtovertagelsen havde Hitler skabt et stikkersamfund, hvor børn angav deres forældre, kollegaer og venner ligeså.
Som i det små, således også i det store. Bogen forbinder på fremragende vis samfundets mikro- og makroniveauer. Individuelle erfaringer sættes ind i bredere samfundsmæssige rammer. Solidt og nuanceret gøres der rede for, hvordan et moderne samfund gradvist bevæger sig mod massevold.
Bogens tyngdepunkt er Tyskland som et overvejende tilskuersamfund frem til krigsudbruddet i 1939. Beskrivelserne af, hvordan tilskuere bliver til gerningsmænd, stammer fra Baltikum, hvor den store tysk-baltiske koloni med støtte fra baltiske antisemitiske frivillige med flere begik nogle af de voldsomste overgreb, jøderne blev udsat uden for kz-lejrene. Balternes jødehad og brutalitet overgik tyskernes, og i en del tilfælde endog SS’ernes. På grund af balternes blodige indsats blev over 90 procent af alle jøder i Baltikum myrdet.
Antisemitismen var europæisk, racismen universel
Den evige undren over, hvordan Tyskland og dele af Europa – et kontinent med en rig århundredlang kultur – på få år kunne forfalde til det rene barbari, lader Fulbrook ligge. Antageligt fordi det vil sprænge bogens fysiske rammer?
De tyske jødeforfølgelser skal tidsmæssigt ses i sammenhæng med, at raceadskillelse blev praktiseret i USA samt i de kolonier, europæiske lande havde. Forestillingen om racehierarkier lå til grund for de europæiske imperier, og derfor fik den tyske antisemitisme heller ikke den store opmærksomhed de første år efter Hitlers magtovertagelse; “det var jo blot sådan, det var”, tænkte mange.
Folk kunne udadtil acceptere regimet, men der var flere, der skjulte jøder. Især i storbyerne var der mod og vilje til – med livet som indsats – at danne underjordiske netværk, skjule jøder og andre forfulgte. I Berlin overlevede 1200 jøder nazitiden, i Hamburg og Frankfurt 3-400.
Bogen anklager ikke folk, fordi de var passive, den forklarer og beskriver de forskellige faser for uvidenhed og passivitet. Kombinationen ligegyldighed, magtesløshed og angst formede folks handlinger. En konformitet der ledte til “den funktionelle medskyldighed”, der bidrog til at fremme den nazistiske politik.
Bogens kilder
Bystander Society bygger på et omfattende kildemateriale, personlige vidnesbyrd, erindringer, dagbøger, breve og så videre. Det giver en tæt og kraftfuld manifestation og gør det muligt at følge, hvordan holdninger ændrede sig gennem 30’erne.
Især én kilde har været Fulbrook til stor nytte. I 1940 indkaldte Harvard-forskere bidrag fra 250 tyskere, der var flygtet fra nazismen. Flest jøder samt ‘ariske’ antinazister. Beretningerne skaber et billede af hverdagslivet, mens nazismen voksede sig stor. De vidner om dybe menneskelige tragedier, svigt, fejhed og en knugende ensomhed ledsaget af en voksende angst hos de jøder, der gradvis blev isoleret i samfundet. De landflygtiges individuelle erfaringer sættes med få ord ind i samfundsmæssige rammer, og der redegøres nuanceret for, hvordan et samfund gradvist kan forfalde til massevold.
I 1939 skrev Sebastian Haffner “En tyskers historie”. Haffner var jurastuderende, da Hitler kom til magten. Da naziregimet ødelagde det demokratiske retssystem, skiftede han til journalistik, men flygtede til England i 1935 sammen med sin jødiske kæreste. I sine erindringer skriver han om, da hans jødiske kolleger på advokatkontoret blev tvunget væk af Hitlers SA-stormtropper få måneder efter magtovertagelsen.
“Hvad skulle jeg gøre? Bare ignorere dem, ikke lade dem forstyrre mig. Jeg bøjede hovedet over mit arbejde. En SA stillede sig op foran mit skrivebord. ’Er du arisk?’ Før jeg nåede at tænke, havde jeg sagt: ’Ja.’… Et øjeblik for sent følte jeg skammen, nederlaget. En anden gang, på et kursus for jurastuderende, blev jeg tvunget til at heile og synge nazisange. ’Dette tæller ikke. Det er ikke mig.’ Men alligevel heilede også jeg i omkring tre minutter.”
Haffners beretning illustrerer det bedrag, som mange, der ikke støttede naziregimet, brugte for at overleve, ledsaget af en ofte ubærlig skam.
Var Tyskland et konsensusdiktatur?
Var Tyskland et konsensusdiktatur, som det kan være nærliggende at konkludere? Nej, skriver Fulbrook, det var det ikke. Nok nød naziregimet betydelig folkelig opbakning omkring det folkefællesskab (Volksgemeinschaft), nazisterne stræbte efter.
Men modstand var der nu alligevel – på trods af det greb regimet havde om befolkningen. Der var alt for mange afvigelser, den stille opposition, små sabotagehandlinger og “benspænd” – til at man kan tale om konsensus. Den indre modstand er efter 1945 ikke blevet værdsat. “Kun” generalernes attentatforsøg mod Hitler 20. juli har fået opmærksomhed.
Det er nyttigt at fokusere på tilskuerne – dem, der holder deres meninger for sig selv, det tavse flertal, og hvad de ellers kaldes, og som direkte eller indirekte styrker regimet. Vigtigst er det dog at holde fokus på naziledelsen og de bagvedliggende kræfter.
Fulbrook formidler klogt og gribende beretninger om at leve med fascismens opstigen – både som jøde og som såkaldt “arier”. Jeg savner dog, at hun inddrager dele af nazismens socioøkonomiske sider, men det er en mindre indvending, for de kan findes andre steder.
Det er fristende at drage sammenligninger mellem aktuelle begivenheder og Nazityskland. Det sker ganske kort i forordet, men ellers er det op til læseren at finde de nutidige paralleller.
Bogen er både et skrift om en mindre kendt side af Nazitysklands historie, men den er også et varsel om noget, der er ved at tage form i vor tid, og som truer med at accelerere. For at kunne modvirke dette er det nyttigt at vide, hvordan en tilskuermentalitet opstår, og hvad den i givet fald kan udvikle sig til.
Styrken ligger i at vise, hvordan medskyld ikke nødvendigvis kræver aktiv ondskab, men at den kan vokse frem gennem tilpasning, tavshed og socialt pres.
Bystander Society er relevant, fordi den rejser ubehagelige spørgsmål om ansvar, moral og handlemuligheder i et samfund og i en verden, hvor uretfærdighed og overgreb er på fremmarch.
Bogen er skrevet for et publikum med et vist kendskab til nazismen og Det Tredje Rige. Et stort note- og litteraturregister fuldender bogen.
Mary Fulbrook: Bystander Society: Conformity and Complicity in Nazi Germany and the Holocaust, Oxford University Press, 2023, 500 sider – hos Saxo: 235 kroner.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
25. marts 2026 | 09:35
