Med bannere mødtes aktivister fra Bro til Palæstina mandag eftermiddag foran Finansforbundets hovedkvarter i København.
Missionen var klar: Fagtoppen skal stå til ansvar for, at danske lønmodtageres pensionsmidler i ATP bliver brugt til at finansiere våbenproducenter, der leverer isenkram til Israels folkedrab på palæstinenserne.
En magtfaktor i dansk finans
Finansforbundet er ikke hvem som helst i den danske fagbevægelse. Forbundet organiserer i dag hele 8 ud af 10 ansatte i den danske finanssektor – fra rengøringspersonale til aktiedealere. For få år siden blev forbundet en del af det faglige fællesskab i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), hvilket har givet dem en central placering ved bordet, hvor de store beslutninger træffes.

Netop denne position forpligter, lød det i en tale under aktionen:
– Vi er mange i finanssektoren, der ikke vil finde os i, at Finansforbundet accepterer, at vores indbetalte ATP-pensionsmidler fortsat bliver investeret i våbenfabrikker.
Fordoblet investeringer
Kritikken bunder i konkrete tal. Ifølge den appel, der blev overrakt til forbundet, har ATP i 2025 fordoblet sine investeringer i den danske våbenproducent Terma til næsten 2 milliarder kroner. Samtidig er investeringerne i de internationale våbengiganter Lockheed Martin, General Dynamics og Northrop Grumman steget med cirka 350 millioner kroner.

Dette er virksomheder, der er dybt involveret i produktionen af F-35-kampfly og de såkaldte “2000 pund bomber”. I appellen understreges de menneskelige konsekvenser: Over 70.000 mennesker er blevet dræbt i Gaza – herunder et stort antal børn – ofte som følge af bombardementer udført med netop F-35-fly.
“Det er uforeneligt med FN-konventionerne, EU’s bestemmelser om våbeneksport og med ATP’s egne principper for ansvarlige investeringer,” lyder det i appellen fra Bro til Palæstina.
Formand på anklagebænken
Finansforbundets formand, Dorrit Brandt, valgte at møde demonstranterne personligt på pladsen med kaffe og snacks. Men selvom dialogen var høflig, var budskabet fra de fremmødte ikke til at tage fejl af. Dorrit Brandt sidder nemlig ikke blot i spidsen for 60.000 finansansatte, men også i både bestyrelsen og repræsentantskabet i ATP samt i forretningsudvalget i FH.

Med talen blev der rettet en direkte kritik mod formanden:
– Tror du virkelig – Dorrit – at arbejderne i det her land synes, det er i orden, at du bruger vores penge til krigsforbrydelser? Krigsforbrydelser, der slår palæstinensere ihjel i Gaza og på Vestbredden. Vi sætter dig og Finansforbundet på anklagebænken.
Kampråb og klar besked
Under dialogen på pladsen forklarede Dorrit Brandt, at hun ikke kunne udtale sig på vegne af ATP’s samlede bestyrelse.
For demonstranterne ændrer det dog ikke på kravet: Finansforbundet må bruge sin indflydelse i både ATP og FH til aktivt at stoppe investeringerne i Terma og de internationale våbenproducenter.
Aktionen sluttede med kampråb og en klar besked om, at presset på fagtoppen fortsætter, indtil pensionsmidlerne trækkes ud af folkedrabet.
Det har ikke været muligt for Arbejderen at forelægge kritikken for Dorrit Brandt, idet hendes mailadresse ikke er oplyst på Finansforbundets hjemmeside. I stedet har Arbejderen forelagt kritikken af Dorrit Brandt for Finansforbundets presseansvarlige, der ikke er vendt tilbage på Arbejderens henvendelse.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

