Udtalelse
Berlin Internationale Filmfestspiele, også kendt som Berlinalen, var igen i 2026 en stor oplevelse. Det var som altid spændende at se verden i filmenes mangesidige kalejdoskop.
Der er krig, og så er der krig, og så er der de krige, der er baggrund for de krige, vi har nu. Der er mænd, der marchere og mænd, der marchere og mænd, der marcherer. Der er dem på bare tær med machete, og der er dem der smider bomber fra himmelen med gas og forbrændinger til dem på jorden. Der er de, der flygter fra krigene og de, der bliver. Og så er der dem, der prøver at lave film om alle de krige, og det der ligger bag – og det er som oftest de, der flygtede (som laver filmene, red.)
Foto: K Thastum
Der er også dem, der fører krig imod sig selv og drikker sig ihjel, eller de der som kvinde udgiver sig for at være en mand for at klare livet og vejen, mens de rige spiller golf på 40 golfpladser på Filippinerne, udstyret med hver sin lille Filippinske caddie.
Tja, så er det godt, at vi har er superhelt i den chilenske filmen Matapanki der slår hovedet af den amerikansksindede præsident. Eller Gugu i filmen Feito Pipa der befrier sin demente mormor fra plejehjemmet.
Priser og hæder
Ved Berlinalen blev priser i form af de begærede sølv og guldbjørne uddelt, mens der i ungdomsafdelingen 14+ blev uddelt glasbjørne. Herudover var der en pris til den bedste debutfilm, en dokumentarfilmpris og en serie priser fra de uafhængig jurys.
Det blev guldbjørn (Berlinalens hovedpris for bedste film, red.) til den tyrkisksproget dramafilm “Gule Breve” af İlker Çatak (også omtalt her). De to sølvhovedpriser gik til den engelske dramafilm “Dronningen til Søs” af Lance Hammer og den tyrkisk-kurdiske dramafilm “Frelse” af Emin Alper.
Foto: Dirk Michael Deckbar
I Generation 14+ vinder den skønne brasilianske dramafilm “Feito Pipa” af Allan Deberton. “Kronikker fra belejringen” af palæstinensisk-syriske Abdallah Alkhatib, der prøver at beskrive livet i Gaza under besættelsen, vinder prisen i klassen for debutfilm.
Priser blev også givet til to bemærkelsesværdige dokumentarfilm der gjorde særligt indtryk på mig ved årets festival.
Retten til historien
En film, der kan opleves som en blanding mellem en fysisk oplevelse og et manifest, er bestemt en af de store oplevelser på festivalen i år.
Veteranen i New Black Cinema (bølge af film produceret af sorte filmskabere, red.) Haile Germina, der er født i Etiopien og emigrerede til USA i 196, har med “Sorte Løver, Romerske Ulve” skabt et uforglemmeligt værk. Dokumentarfilmen tager udgangspunkt i Italiens angrebskrig mod Etiopien i 1935 og den følgende kolonisering af landet. En hele ni timer lang film, der mere fremstår som et slags manifest over Etiopiens frihedskamp end som en film.
Som afroamerikansk filmskaber kan jeg ikke lade være med at se Tutus kamp ud fra mit eget lands historie med racemæssig undertrykkelse.
Sam Pollard, filminstruktør
Tilbage i 1896 vandt den etiopiske hær en krig over Italien, der ville kolonisere det store østafrikanske land på Afrikas Horn. I 1922, da Mussolini kom til magten i Italien, var det første han ønskede endelig at indtage Etiopien og hævne datidens nederlag. I 1935 angreb hans tropper landet i en frygtelig krig, hvor de end ikke veg tilbage for brug af giftgas; lufttropper med giftgasbomber imod barfodede krigere med macheter.
Haile Germia skaber i sit lange værk et monomentalt manifest og et opgør med de mange stereotype opfattelser af den ofte fortiede, men ikke mindre nærværende konflikt og den senere såkaldte “befrielse” fra englænderne. En Etiopisk stemme imod koloniseringens livsløgne.
Filmen er sammensat af klip fra film skabt af den fascistiske propagandamaskine, inden og under krigen i 1935, enkelte og meget stærke musikklip med etiopiske frihedssange og gruppen Aschalew Fetene, interview med tidligere etiopiske frihedskæmpere og deres efterkommere og klip fra teaterstykker af filmmagerens far.
Jeg bliver næsten hypnotiseret i dette meget barske, men enestående værk.
Den kronologiske gennemgang af begivenhederne er underlagt en enkelt bastromme, der følger filmens ni timer, og klipningen, der bruger gentagelser og gentagelser, der kan minde om klipningerne i den berømte russiske Sergei Eisensteins film.
I sin intro til filmen siger den 80-årige instruktør Haile Gerima om sit livsværk, som han har arbejdet på i 30 år:
– Dette er ikke en historiefilm, men en film lavet til mit folk for endelig at prøve at se tingene fra vores side. En film om en krig vi ikke selv kunne fotografere og dokumentere, så min opgave til mig selv har blandt andet været, hvordan jeg kunne beskrive frihedskæmpernes historie, når de billeder, jeg havde til rådighed fra krigen 1935, kun bestod af propagandafilm fra Mussolinis fascistiske regime.
Sorte Løver – Romerske Ulve vinder Berlinale Kamera-prisen for sin film.
“Siden 1986 har Berlinale uddelt Berlinale Kamera-prisen for at hædre personer og institutioner, der har ydet et særligt bidrag til filmkunsten, og som festivalen føler sig tæt knyttet til”, skriver Berlinalen.
Et varmhjertet portræt
TUTU af Sam Pollard England fra USA er en levende og rund dokumentarfilm om den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu (1931-2021), der var en vigtig forkæmper for afskaffelse af apartheid.
I sin rolle som udvalgt af kirken var det ikke så let for de sydafrikanske apartheid-magthavere at skyde ham af pinden eller at sætte ham i fængsel på Robben Island, som man gjorde med Nelson Mandela. Tutus måde at optræde på og hans argumenter var svære at komme op imod, og da han modtog Nobels Fredspris i 1984 var det endnu sværere.
Filmen tegner et varmhjertet portræt af Tutu, og om hvordan det lykkes for ham at navigere igennem Sydafrikas barske historie. Samtidig med at han bevarede sig selv, sit positive livssyn og sine slående argumenter i behold, leverede Tutu levende og vigtig modstand imod det racistiske arpartheid-styre og var med til at start det nye Sydafrika op. Vi møder ham både som offentlig og som privat person, og vi møder bagkvinden bag Tutu; hans kone Nomalizo Leah Shenxane, der støttede ham hele vejen igennem.
Samtidig med at vi ser Desmond Tutu i sine private omgivelser – hvor journalisterne Roger Friedman og Benny Gool i over 20 år fik lov at være ”fluen på væggen” og optog Tutu med sin familie og menighed – ser vi en kronologi i billeder og filmklip fra apartheidstyrets tid – fra de sidste år med styret, over de frygtelige krige og barske udslettelser i de sydafrikanske Homelands, videre over Nelson Mandelas indsættelse til sandhedskommissioner, der var en dialogbaseret bearbejdning af den barske fortid, hvilket blev skabt efter apartheidstyrets fald… Så det er barske løjer.
Filmens fortælling er en spændende rejse, der bestemt kan anbefales.
Instruktøren Sam Pollard fortæller:
– Som afroamerikansk filmskaber kan jeg ikke lade være med at se Tutus kamp ud fra mit eget lands historie med racemæssig undertrykkelse. Parallellerne mellem Sydafrika og USA er klare, og alligevel minder Tutus rejse os om, at selv i lyset af systemisk had kan tro og håb være oprørske handlinger. Hans latter, hans barnlighed, og det at han aldrig gav op og blev bitter, blev hans mest radikale værktøjer.
Dokumentarfilmen TUTU vinder Fredsfilmprisen 2026. Denne pris “uddeles hvert år til film, der udmærker sig ved et stærkt fredsbudskab og en kunstfærdig æstetisk udformning af deres temaer”, skriver Berlinalen.
Filmen kan ses på den danske dokumentarfilmsfestival CPH:DOX den 18. og 21. marts i København.
Vigtig dialog om filmene og verden
Berlinale inviterede igen til diskussioner og udveksling, og som altid er dette møde godt. Det er godt at sidde i tætpakkede biografer, hvor vi kan snakke om alt det med hinanden og med filmmagerne, snakke om filmene og det vi har set i dette kollektive årlige møde om liv kærlighed, historie og had.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
