Bøger og filmatisering
At den sidste uge af en valgkamp også er den mest voldsomme er en sandhed, som de fleste, der har beskæftiget sig med politik, ved. Fløjlshandskerne er fuldstændigt fjernet, og alle partier kæmper om opmærksomheden, samt at skille sig så meget ud fra de andre som overhovedet muligt.
Det gør også unægteligt, at flere og flere ting i valgkampen slet ikke handler om politik. Se bare på Liberal Alliance formandens kokainsag, eller det faktum at udenrigsministeren børster tænder i håndsæbe. Masser af underlødige historier, ganske lidt politisk substans.
Men det betyder ikke, at alt det reelle politiske indhold er væk, tværtimod. Der er stadig rigeligt med emner at diskutere, nogle har været en del af debatten siden begyndelsen af valget, andre er først taget til i styrke nu her i den ellevte time.
Traditionen tro har valgets seneste uge sat scenen for en klassiker i det danske politiske teater, nemlig at slå på udlændinge. Den har luret under hele valget, men i den her uge fik den nyt liv, og vil nok spille en central rolle frem mod valgdatoen den 24. marts.
Karantæne fra velfærdssamfundet
Det begyndte tirsdag den 10. marts, hvor Socialdemokratiet fremlagde deres udlændingeudspil. De fleste elementer i udspillet var ikke overraskende, særligt med navnet “Vi vil ikke dem, som ikke vil Danmark”.
Der var nogle flere penge til EU’s udgave af det amerikanske immigrationspoliti ICE, det såkaldte FRONTEX, og mere hjælp til de såkaldte “nærområder”.
Der var endda en gammel ide fra Mette Frederiksens første valgperiode, som fik nyt liv. Planen om at oprette et asylbehandlingscenter i et tredjeland, den såkaldte Rwanda-model. Dengang blev det ikke til noget, men nu prøver Socialdemokratiet endnu engang.
I udspillet var der også forslag til nye stramninger, som endnu engang understreger, at Socialdemokratiet forsøger at virke mere racistiske, end samtlige partier på højrefløjen. Det første af de forslag går på, at folk, der begår vold mod sundhedspersonale, skal have karantæne fra at modtage ikke-akut behandling på landets hospitaler.
– Der er nogle, overvejende indvandrere fra Stormellemøsten, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt og overfalder vores sundhedspersonale. Det vil vi slå hårdt ned på, derfor foreslår vi, at der indføres en karantæneperiode for lige præcis dem, lød det fra Socialdemokratiets udlændingeordfører Frederik Vad til pressemødet om udspillet.
Det burde være klart og tydeligt, hvem der betaler gildet, når partierne kører deres valgkamp, alligevel er systemet i dag fuldstændig uigennemsigtigt.
Ikke kun rokker det forslag ved noget helt fundamentalt i det danske velfærdssystem, at alle kan få behandling uanset, hvem de er, det er heller ikke noget som sundhedspersonalet selv har bedt om.
– Jeg stiller mig fuldstændig uforstående over for, at man nu igen vil føre udlændingepolitik ind på sundhedsområdet. Vi er som læger sat i søen for at behandle folk, uanset hvad de er skabt af, hvad de indeholder, og hvem de i øvrigt er, lød det fra formanden for Lægeforeningen Camilla Rathcke.
Også Dansk Sygeplejeråd mener, at forslaget om karantæne “er den helt forkerte vej at gå”. Socialdemokratiet går derfor stik imod, hvad menneskene på gulvet faktisk ønsker, blot for at virke som nogle hårde bananer, når det kommer til udlændinge.
Partiet foreslår også i udspillet, at førtidspensioner til indvandrer skal genbehandles, samt at der skal indføres tests for at tjekke statsborgerskabsansøgers “demokratiske værdier”, de såkaldte sindelagskontrolssamtaler.
Hele udspillet lugter langt væk af højrepopulisme. Men på pressemødet om udspillet var indholdet slet ikke det mest kuriøse, der skete.
Hvem betaler gildet?
Da der kunne stilles spørgsmål fra de fremmødte journalister under udlændingepressemødet, blev fokus hurtigt rykket væk fra udspillet. Spørgsmålene gik i stedet på forslaget om en formueskat, som S har gjort så centralt i valgkampen.
Under spørgsmålene hev justitsminister Peter Hummelgaard pludselig en planche med et mobilepaynummer op. Her opfordrede han folk til at bidrage til partiets kampagne, da “magtfulde erhvervsinteresser har lavet en kampagne mod os”.
Udover at det stunt i sig selv er utrolig kynisk og kalkuleret, så rejser det også spørgsmålet, har S virkelig kun de penge, som normale mennesker donerer til dem?
Svaret er et rungende nej. I 2022 modtog partiet penge fra Dansk Metal, Blik- og Rørarbejderforbundet, Fødevareforbundet NNF og 3F, dog uden at oplyse de præcise beløb.
Udover det har Socialdemokratiet også en såkaldt erhvervsklub, hvor virksomheder kan donere penge til partiet, uden at oplyse størrelsen på donationerne. Samtidig får medlemmerne adgang til møder med Socialdemokratiske toppolitikere, så de kan lobbye for deres interesser.
Alternativet og Enhedslisten er på nuværende tidspunkt de eneste partier uden erhvervsklubber.
Det klinger derfor noget hult, når Peter Hummelgaard forsøger at tegne Socialdemokratiet som en slags David mod erhvervslivets Goliat. Sandheden er, at partiet også modtager penge fra netop det erhvervsliv, som de lader som om, at de er ærkefjender med gennem deres erhvervsklub.
Landbrugets forpost
Også Venstre modtager penge fra interessentorganisationer, blandt andet Dansk Erhverv, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer. Særligt forbindelsen til Landbrug & Fødevarer kan der stilles spørgsmålstegn ved det her valg, da Venstre modsætter sig nærmest alle tiltag, som vil regulere landbruget i Danmark.
Nationalt sprøjteforbud, forbud mod eksporten af smågrise og reduktion i svineproduktionen. Alle de emner er blevet bragt op i valgkampen, og de er alle blevet skudt ned af Venstre.
Penge og lobbyisme fylder altså meget i dansk politik, men hvorvidt de præcise beløb for donationer oplyses, er helt op til partierne selv. Og der er der mange, som ikke vil oplyse, hvor mange penge de får fra de forskellige organisationer.
Dog kan vi antage, at det er store beløb, da det samlede beløb for valgkampen i 2022 på tværs af partier endte på 292 millioner kroner.
Det burde være klart og tydeligt, hvem der betaler gildet, når partierne kører deres valgkamp, alligevel er systemet i dag fuldstændig uigennemsigtigt. Derfor må man som vælger spørge sig selv, hvis interesser partierne faktisk tjener, når de får så mange penge fra interesseorganisationer.
Gaveregn til folkeskolen
Til gengæld er politikerne enige om, at folkeskolen kræver et løft. Venstre har fremlagt deres bud, som de kalder “tillidsskolen” og Socialdemokratiet turnerer rundt med deres “lilleskole”.
Selvom detaljerne for, hvordan folkeskolen skal ændres er forskellige, er der et element, som går igen i begge udspil: Flere penge til folkeskolen.
Det er også tiltrængt, da den stigende mistrivsel blandt elever kun bliver værre år for år. Skolevægring er en stigende udfordring med børn, som ikke går i skole i store dele af året, hvilket påvirker både dem og forældrene, som det sås i DR dokumentaren “Skolens tabte børn”.
Samtidig fravælger flere og flere forældre folkeskolen. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhversråd går 25 procent af danske børn og unge nu i et andet tilbud end den almene folkeskole.
Og selvom det er positivt, at der nu skal tilføres flere midler til folkeskolen, ridser poltiikernes forslag indtil videre kun overfladen af skolens problemer. Folkeskolerne har også været ofre for den kroniske underfinansiering, som ses i hele velfærdssektoren. Og der skal mere end nogle få milliarder, seks milliarder ifølge S for eksempel, til at rette op på det.
Samtidig står lærerenes arbejdstidsaftale stadig som en stor udfordring for hverdagen i skolerne. Siden lærerkonflikten i 2013, hvor den nuværende arbejdstidsaftale blev tvunget ned over lærerne ved lov, har den været forhadt af faggruppen.
Men der er indtil videre ingen udsigt til, at politikerne vil genforhandle den aftale. Og den burde genforhandles, da det ellers nærmest er dømt til tomgang, hver gang folkeskolens fremtid diskuteres.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
