Part 8
Hvori består den vigtigste opgave i øjeblikket for de kræfter, der kæmper for fremskridt?
Efter min opfattelse består den i at forhindre imperialismen, som den kommer til udtryk i G7 og NATO, i at udløse en verdenskrig for at forhindre, at den mister herredømmet.
NATO benyttes som imperialisternes redskab til at holde resten af verden i skak og løse deres egne interne konflikter.
Endvidere forekommer det mig, at det er vigtigt at rejse spørgsmålet om den epoke i menneskets historie, som vi lever i. Vi tyske kommunister har det udgangspunkt, at vi stadig lever i den epoke med overgang fra kapitalisme til socialisme på globalt plan, som begyndte med den store socialistiske Oktoberrevolution, som fortsatte med revolutionerne i de daværende europæiske socialistiske lande, og som blev efterfulgt af befrielsen fra fascismen og revolutionen i blandt andet Kina.
Efter vores opfattelse blev epokens karakter ikke forandret, da kontrarevolutionerne i de europæiske socialistiske lande, herunder Sovjetunionen og DDR, fandt sted.
Vi er dog opmærksomme på, at der er forskellige faser inden for epoken, hvilket er af meget stor betydning for, at progressive kræfter kan fastlægge deres strategi og taktik. På vores partis 25. partikongres i 2023 behandlede vi dette emne, og jeg vil her gengive hovedsynspunkterne.
Samme epoke – forskellige etaper
Perioden efter Oktoberrevolutionen var præget af socialismens konsolidering i Sovjetunionen, men også af kapitalismens konsolidering i de udviklede kapitalistiske lande. Denne fase blev afløst af fascismens fremkomst i Europa og førte til en fase, der var præget af Anden Verdenskrig, anti-Hitler-koalitionen, den antifascistiske kamp og Sovjetunionens ledende rolle.
Med sejren over fascismen brød anti-Hitler-koalitionen sammen, og der indledtes en fase, der var præget af det socialistiske verdenssystem, den såkaldt kolde krig, antikolonial befrielse, men også af at der opstod to modstridende linjer inden for den kommunistiske bevægelse og mellem de socialistiske lande. Den følgende fase var præget af succesrige kontrarevolutioner mod socialismen i Europa og en dramatisk forværring af magtbalancen – til skade for socialismen, antiimperialismen og arbejderbevægelsen i de udviklede kapitalistiske lande.
I denne fase forsøgte den japanske imperialisme at skabe et bagland for sig selv. EU blev dannet og blev hurtigt den tyske og franske imperialismes bagland. Efter kontrarevolutionen viste det sig, at Rusland blev gjort til en råvareleverende vasalstat. Den japanske og tyske imperialisme var optaget af konkurrencen om at indhente den amerikanske imperialisme.
Men sådan blev det ikke ved:
Den japanske imperialisme mistede terræn på grund af forskellige kriser. Vejen for et EU under tysk ledelse i konkurrence med den amerikanske imperialisme blev for lang. Udviklingen i Folkerepublikken Kina var for dynamisk, og i Rusland ønskede den herskende klasse ikke blot at være en vasalstat. I imperialismens lejr tog den amerikanske imperialisme ledelsen, og det accepterede den tyske imperialisme, efterfulgt af EU, og siden også den franske, britiske og japanske imperialisme.
Dette beskrives ofte som unilateralt herredømme. NATO benyttes som imperialisternes redskab til at holde resten af verden i skak og løse deres egne interne konflikter.
Skiftende kampvilkår
Udgør denne opdeling i faser blot en teoretisk interessant debat? På ingen måde. Kampvilkårene for de freds- og fremskridtsvenlige kræfter har været meget forskellige i de enkelte faser.
Når jeg ser tilbage på slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, kan jeg sige, at det i Forbundsrepublikken Tyskland, den imperialistiske del af det dengang delte Tyskland, var muligt for arbejderbevægelsen at tilkæmpe sig sociale og demokratiske indrømmelser. Freds- og arbejderbevægelserne nærmede sig hinanden, og styrkeforholdet over for den herskende monopolkapital var i en vis forstand bevægeligt.
Det skyldtes naturligvis også den internationale magtbalance og eksistensen af det socialistiske DDR i den anden del af Tyskland. Over for DDR måtte den imperialistiske Forbundsrepublik opretholde en fiktion om en form for kapitalisme, hvor arbejderklassens situation ville blive bedre. I fagforeningskredse i Forbundsrepublikken Tyskland talte man dengang om, at DDR sad med ved forhandlingsbordet som en “usynlig partner”, når der blev forhandlet med kapitalisterne.
Efter kontrarevolutionen i DDR og landets nationale annektering ændrede dette sig hurtigt, og den efterfølgende fase var præget af massive angreb på arbejderklassens sociale og demokratiske rettigheder. Og i forbindelse med NATO’s folkeretsstridige krig mod Jugoslavien opgav den tyske imperialisme de bånd, den ellers i årtier havde lagt på sig selv i militære anliggender.
De vigtigste kræfter i kampen for fred og fremgang
Hvad betyder det i denne sammenhæng, at vi taler om den mulige fremkomst af en multilateral verdensorden?
Først en vigtig pointe:
Allerede i 1978 talte vi om, at der findes tre revolutionære hovedstrømninger. På det tidspunkt mente vi hermed det socialistiske verdenssystem (det vil sige datidens socialistiske lande), den revolutionære arbejderbevægelse i de kapitalistiske lande samt de nationale befrielsesbevægelser.
I dag ville jeg kun foretage mindre ændringer af dette:
I stedet for udtrykket “det socialistiske verdenssystem” ville jeg tale om de lande, der er under socialistisk opbygning, specifikt i dag Folkerepublikken Kina, Cuba, Vietnam, Laos og Den Demokratiske Folkerepublik Korea. Når jeg taler om arbejderbevægelsen i de kapitalistiske lande, vil jeg ikke kun tale om den revolutionære del, men om arbejderklassen som den formes som en klasse “for sig selv”, det vil sige en klassebevidst klasse.
Jeg mener, at det også i dag er korrekt, at disse tre formationer i marxistisk forstand er de vigtigste kræfter i kampen for fred og menneskelig fremgang.
Når vi taler om en multilateral verdensorden, mener vi sædvanligvis, at der er flere magtcentre. Alene det åbner i sig selv et mulighedsrum for de ikke-magtfulde. På den anden side har ordet “multilateralt” også en ulempe, da det ikke tager højde for klassespørgsmålet.
I det omfang at der også findes poler, der er i færd med at opbygge socialisme, er multilateralismens mulighedsrum unægteligt større. Netop derfor sætter de kræfter i verden, der virker for fremskridt, deres lid til udviklingen i Folkerepublikken Kina.
Tysk monopolkapital i krise
Rundt om i verden undrer mange sig over, hvorfor Tyskland uden at klage finder sig i sin egen økonomiske tilbagegang og krisen i så vigtige industrier som den kemiske industri og bilindustrien, forårsaget af landets egen sanktionspolitik. Folk er overraskede over, at de dele af monopolkapitalen, der er ramt af krisen, finder sig i den uden at klage.
De undrer sig over, hvordan et magtfuldt land kan acceptere ødelæggelsen af Nord Stream-rørledningerne uden at vise nogen reel interesse for at undersøge dette terrorangreb.
Der er en række årsager til dette, hvoraf jeg gerne vil nævne to.
For det første ved den tyske imperialisme, at der er to forudsætninger, der skal opfyldes, hvis dens ambitioner om at opnå status som verdensmagt skal nås: Den skal have overherredømme i EU, og imperialismens hegemoni, som det er dannet omkring G7 og NATO, skal være stabilt.
For det andet skal den herskende politiske klasse i Tyskland have held med at få arbejderklassen til at acceptere konsekvenserne af denne krise ved at indrullere arbejderklassen i den herskende klasses kurs mod krig og krise. Med den herskende klasse mener jeg den tyske monopolkapital og dens regering.
Fagforeningernes tavshed må bringes til ophør
Denne integration i den herskende klasses kurs mod krig og krise foregår konkret i kraft af det traditionelle socialdemokratiske parti SPD’s regeringssamarbejde med CDU. Denne koalition får fagforeningerne til at holde sig i ro, fordi der svæver en trussel om, at der i stedet for en koalition med SPD også kunne blive tale om en koalition med det racistisk-nationalistiske AfD.
Fagforeningernes tavshed skaber til gengæld frustration i arbejderklassen over angrebene på sociale og demokratiske rettigheder, over den ringe infrastruktur og krigspolitikken. Og denne frustration driver så dele af arbejderklassen direkte i armene på AfD. Desværre har to nyere socialdemokratiske formationer i Tyskland, Die Linke og Bund Sarah Wagenknecht, også ladet sig integrere mere eller mindre i den herskende klasses politik.
Vi i det tyske kommunistparti er i øjeblikket stadig alt for svage til at kunne vende denne tendens. Der er dog små glimt af håb. Fredsbevægelsen konsoliderer sig, og to store demonstrationer den 3. oktober 2025 udgjorde et vigtigt skridt. Samtidig har bevægelsen for solidaritet med det palæstinensiske folk, for befrielsen af Palæstina og mod Israels folkemord været i stand til at mobilisere over 100.000 mennesker i en stor demonstration. Der er forsøg på at bringe de to bevægelser tættere på hinanden.
Diskussionen af begge spørgsmål er stadig underudviklet i fagforeningerne. Vi betragter dette som vores vigtigste opgave. Vigtige slagord i denne kamp er “For fred med Rusland og Kina” og “NATO ud af Tyskland, Tyskland ud af NATO”.
Udviklingen i Folkerepublikken Kina, udviklingen mod en multipolær verden og den voksende selvtillid i landene i det globale syd giver os styrke i denne kamp.
Patrik Köbeles indlæg er en lettere redigeret og forkortet version af hans indlæg på World Socialism Forum i november 2025 i Beijing. Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen. Har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 1, april 2026.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
