Kronik
Arne-pensionen skal også være en Anne-pension
Når kvinder ikke, i samme udstrækning som mænd, kan trække sig tilbage, inden kroppen siger stop, så er det et udtryk for, at Arne-pensionen rammer skævt, skriver Signe Færch.
|
Som fagforeningsforkvinde er 8. marts altid en anledning til at sætte fokus på de mange kønsmæssige skævheder, som kvinder møder i løbet af arbejdslivet. Og uligheden følger os faktisk helt frem til den dag, hvor kroppen ikke længere kan holde til mere.
Af tal fra Danmarks Statistik kan man se, at flere kvinder end mænd ender på seniorpensionen – det vil sige den tilbagetrækningsordning, som man kan visiteres til, hvis kroppen er så nedslidt, at arbejdsevnen er udfordret.
Samtidig viser tallene, at færre kvinder end mænd kommer på tidlig pension – som i folkemunde kaldes “Arne-pensionen” – hvilket er baseret på lønmodtagerens år på arbejdsmarkedet og skulle sikre alle nogle gode år på pension, inden nedslidningen sætter ind for alvor.
Resultatet er, at tusindvis af kvinder gennem et helt arbejdsliv står i fysisk og psykisk krævende job – men alligevel ikke opfylder anciennitetskravet for Arne-pension.
Når kvinder ikke i samme udstrækning som mænd kan trække sig tilbage, inden kroppen siger stop, så er det et udtryk for, at Arne-pensionen rammer skævt. Én af årsagerne er, at ordningen bygger på antallet af år på arbejdsmarkedet. Men mange kvindedominerede fag starter senere, fordi uddannelserne er længere – og fordi vejen ind i velfærdsfagene typisk begynder med en uddannelse snarere end ufaglært arbejde.
Resultatet er, at tusindvis af kvinder gennem et helt arbejdsliv står i fysisk og psykisk krævende job – men alligevel ikke opfylder anciennitetskravet for Arne-pension, fordi de først skulle tage en uddannelse.
En del af løsningen er naturligvis at investere i arbejdsmiljøet, så vi forhindrer, at nedslidningen sætter ind før pensionsalderen. Der skal være tid og rammer, der giver mulighed for at udføre arbejdet fagligt forsvarligt – og holde til det hele livet. Et godt arbejdsmiljø er på den måde en samfundsinvestering, der forebygger sygefravær og nedslidning.
Men fremtidige investeringer i arbejdsmiljø løser ikke problemet for dem, der er oppe i årene nu og allerede har gennemlevet et arbejdsliv med et belastende arbejdsmiljø og et højt arbejdspres.
Derfor bør Arne-pensionen justeres. Man kan både se på, at tidligere perioder med børnepasningsorlov kan medregnes, og at tilgangsåret til pensionen fastfryses, så det ikke bliver senere og senere, i takt med at den generelle pensionsalder stiger. På den måde kan vi give mere reel adgang for de kvinder, der gennem hele arbejdslivet har stået i de job, der får velfærden til at fungere.
For socialrådgivere, pædagoger, sygeplejersker og andre offentligt ansatte kvinder gælder det samme: Arbejdsmiljøet er belastende, presset er højt, og mange oplever, at en kombination af fysisk og psykisk belastning får kroppen til at sige stop længe før pensionsalderen. Derfor skal Anne have den samme adgang til tidlig pension som Arne.
Tilbagetrækning handler nemlig om værdighed. Om retten til et helt liv – også efter arbejdslivet. Og det bør vi minde hinanden om her på 8. marts.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
08. marts 2026 | 06:27
