Verdensledere og våbenindustrien til topmøde i München
Venstrefløjen mellem frigørelse og social kontrol
I dag ser vi en voksende spænding på den politiske venstrefløj mellem idealerne om lighed og de praksisser, der i stigende grad præges af social meningskontrol, skriver Ulf Harbo i denne blog.
|
Historisk materialisme lærer os, at samfundets udvikling formes af de materielle forhold: ejendomsformer, produktion og klassekamp. Socialismen opstod som et svar på kapitalismens udbytning og som en kamp for lighed, frihed og menneskelig værdighed. Arbejderbevægelsen var ikke kun en økonomisk kamp, men også en kamp for politiske rettigheder, ytringsfrihed og demokratisk deltagelse. Uden disse friheder kan ingen reel frigørelse finde sted.
I dag ser vi imidlertid en voksende spænding på den politiske venstrefløj mellem idealerne om lighed og de praksisser, der i stigende grad præges af social meningskontrol. Hvor kritisk debat tidligere blev set som en nødvendighed for politisk udvikling, opfattes uenighed nu ofte som illoyalitet eller moralsk brist. Dette markerer et brud med den socialistiske tradition, hvor klasseanalyse og materielle vilkår var udgangspunktet, og hvor politiske konflikter blev forstået som historiske og strukturelle – ikke som personlige afvigelser.
Identitetspolitikken har bidraget til denne udvikling ved at flytte fokus fra fælles materielle interesser til symbolske konflikter om sprog, anerkendelse og tilhørsforhold. Disse spørgsmål er ikke uvigtige, men når de løsriver sig fra en bredere analyse af magt og økonomi, risikerer de at skabe et nyt hierarki af moralsk korrekthed. I stedet for solidaritet opstår en kultur præget af udskamning, cancel-kultur og social eksklusion.
Eksklusioner i Green Party i England
Konsekvensen ses konkret i eksklusioner af medlemmer, der afviger fra det dominerende holdningshegemoni. I England har der været været en decideret udrensning med eksklusion af omkring 25 medlemmer i The Green Party, hvilket har ledt til dannelsen af “Greens in Exile”, som består af “medlemmer med lang anciennitet suspenderet eller ekskluderet på grund af deres synspunkter om kønsbaserede rettigheder”.
I Danmark har det ikke været så voldsomt, men dog er undertegnede blevet ekskluderet fra Enhedslisten på baggrund af uenigheder om kemisk kønskifte af børn, mens Viggo Jonansen blev ekskluderet for “systematisk sexistisk chikane” og Solvej Munk ekskluderet for at samarbejdet i Aarhus Byråd med Viggo, selv om Viggo på det tidspunkt havde fået rettens ord for, at der ikke var grundlag for anklagen om sexistisk chikane. Derudover blev Esben Søvang Maaløe ekskluderet for uenighed om angrebet på Israel den 7. oktober 2023. Selv om disse fire eksklusioner er forskellige, så er de et symptom på anti-demokratisk topstyring på venstrefløjen i Danmark.
Kampen for lighed mister sin kraft, hvis den ikke ledsages af respekt for forskellighed i tanke og analyse.
Uanset hvad man mener om de konkrete standpunkter, bør venstrefløjen spørge sig selv, om eksklusion og tavshed er foreneligt med en socialistisk tradition, der historisk har været båret af debat og politisk pluralisme?
Historisk materialisme minder os om, at ideer ikke opstår i et tomrum. De formes af sociale relationer og institutionelle strukturer. Når venstrefløjen i dag udvikler mekanismer til at kontrollere mening og adfærd internt, afspejler det en usikkerhed over for egne politiske grundlag. I stedet for at styrke den kollektive kamp mod ulighed og udbytning, vendes energien indad i moralske opgør, hvor individuelle stemmer bliver mål for kollektiv disciplinering.
Sammenhold på tværs af uenigheder
Men venstrefløjen kan kun skabe et mere lige samfund, hvis den evner at stå sammen på tværs af uenigheder. Historisk har store sociale fremskridt ikke været resultatet af ideologisk renhed, men af brede alliancer mellem mennesker med forskellige erfaringer og perspektiver. Arbejderbevægelsen samlede både troende og ateister, reformister og revolutionære, mænd og kvinder. Det afgørende var ikke, at de mente det samme om alt, men at de kunne identificere en fælles interesse i at ændre de materielle vilkår for flertallet.
Når interne konflikter gøres til moralske skæbnespørgsmål, undergraves denne mulighed for fælles kamp. I stedet for at rette kritikken mod de strukturer, der producerer ulighed, rettes den mod egne rækker. Resultatet er fragmentering, politisk svækkelse og tab af troværdighed blandt dem, der oplever ulighed i deres hverdag. En venstrefløj, der fremstår som intolerant over for intern uenighed, vil have svært ved at mobilisere bred folkelig opbakning.
Socialisme uden ytringsfrihed degenererer til dogmatisme. Demokrati uden mulighed for dissens bliver til ritual. Kampen for lighed mister sin kraft, hvis den ikke ledsages af respekt for forskellighed i tanke og analyse. Det betyder ikke, at alle holdninger er lige gode, men at de skal kunne prøves i åben debat, ikke afgøres gennem sociale sanktioner.
Venstrefløjens historiske styrke har været dens evne til at forbinde materielle interesser med politisk frihed. Den tradition må genopfindes i dag.
Frigørelse er ikke kun et spørgsmål om identitet, men om menneskers faktiske livsbetingelser. Og den kan ikke opnås gennem tavshed, men gennem konflikt, argumentation og demokratisk dannelse. En socialistisk bevægelse, der ikke tåler intern uenighed, er sin egen værste fjende.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
12. februar 2026 | 08:38
