Læserbrev
Er EU-modstanden død?
Vi EU-modstandere må blive mere konkrete i kritikken af EU, vi må forbinde os med bevægelserne, og ikke mindst så må vi være bedre til at være aktive i de områder af landet, hvor EU-kritikken er størst, skriver Svend Erik Christensen i denne blog.
|
Os, der har været med i kampen mod EU siden folkeafstemningen i 1972, må indrømme, at EU-modstanden har ryggen mod muren. Folkebevægelsen mod EU, som siden 1972 har samlet EU-modstandere af alle politiske retninger: fra kommunister over liberale til højkonservative, er gået konkurs.
Men hvordan er vi kommet hertil? Og har EU-modstanden en fremtid?
Umiddelbart ser det ud til, at det er højre-populisterne, der står for EU modstanden, både her i landet og resten af EU. Det er i høj grad dem, der formulerer kritikken af EU og kæmper imod. Senest er det blevet synlig med etableringen af den borgerlige EU-kritiske tænketank Heimdal, hvis formand, Malte Larsen, tidligere var landsformand for Nye Borgerliges Ungdom. Vi ser også, at Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne tager EU-debatten op.
Den parlamentariske venstrefløj har helt opgivet EU-modstanden. For længst er SF blevet et af de mest EU-liderlige partier. Enhedslisten har gennem de seneste år gennemgået en glidebane. Fra EU-modstander til EU-positiv. Det er senest set, hvor partiets parlamentariske leder, Pelle Dragsted, har kommenteret oprettelse af Heimdal med disse ord: “Midt i kongerigets største krise, hvor vi mere end nogen sinde har brug for vores allierede i EU, dér lancerer højrefløjen så en anti-EU-tænketank”.
EU spiller en større rolle i den nye verdensorden
Verden er under forandring. Det globale syd lader sig ikke mere diktere af de vestlige ledere. Store lande som Kina og Indien spiller en større rolle, mens USA og de resterende såkaldte vestlige lande er trængt både politisk og økonomisk. I denne krise forsøger EU at spille en større rolle i den internationale kamp om markeder og indflydelse. I december blev der indgået en handelsaftale med Sydamerika, den såkaldte Mercosur-aftale. Der er lige indgået en lignende aftale med Indien. Det er ikke den sidste aftale, som vi kommer til at se mellem EU og lande i det globale syd.
Udviklingen i verden i dag betyder, at flere og flere progressive ser EU som løsningen i stedet for problemet. Mange begivenheder spiller ind på det.
Vi må bringe EU-kritikken ind i de forskellige bevægelser. Det vil være oplagt at få diskussionen om EU’s reaktionære klimapolitik ind i klimabevægelsen.
For ti år siden besluttede Storbritannien at forlade EU. Det var højrefløjen, der tog æren for brexit. Men det var den britiske arbejderklasse, som var dem, der stemte landet ud af EU. Blandt danske venstreorienterede blev det oplevet, som det at være EU-modstander var det samme som at blive slået i hartkorn med de reaktionære.
Senere har vi oplevet, at Ukraine-krigen og Trump har medført, at mange tidligere EU-modstandere ser EU som et nødvendig onde. De ser EU som et modstykke til USA og Rusland.
Det er i denne kontekst, vi skal se mulighederne og begrænsninger for fremtidens EU-modstand. I dag er der ikke den helt store opbakning til parolen “ud af EU”. Det er for abstrakt, og det er svært at få folk til at se det som en reel mulighed.
EU-kritikken må blive konkret
Der må i stedet arbejdes mere målrettet på at afdække, hvor EU har indflydelse på danskernes hverdag. Og her er mange eksempler. For blot at nævne den sag, der var oppe omkring nytår, hvor fitness blev pålagt moms. Det skete efter krav fra EU. Så her er der lagt ekstra udgift på sundhed.
Et andet aktuelt eksempel er udbringningen af post, hvor PostNord har smidt håndklædet i ringen og overladt udbringningen af breve til Dao. Godt nok skyldes problemerne den faldende postmængde, men set i et historisk perspektiv så er det EU’s postdirektiv, der gennem en årrække har åbnet op for, at andre aktører kom ind på postmarkedet.
Vi har også set, hvordan EU-modstanden er blev konkret, da fagforeninger og arbejdspladser kæmpede mod EU’s mindstelønsdirektiv. Her har selv fagforeningsfolk, der er EU-positive, været med i kampen mod EU’s dræberkniv, der er rettet mod den danske model.
Vi må også bringe EU-kritikken ind i de forskellige bevægelser. Det vil være oplagt at få diskussionen om EU’s reaktionære klimapolitik ind i klimabevægelsen. Her ser mange stadig EU som løsningen. Det må problematiseres. Fredsbevægelsen må i langt højere grad have fokus på militarisering af EU. Mange oplever, at der er en berøringsangst fra fredsbevægelsen i forhold til EU.
Har EU-modstanden en fremtid?
Som i Storbritannien er det også i Danmark arbejderklassen og særligt de faglærte og ufaglærte, der har været kernen i EU-modstanden. Når vi ser tilbage, så var det i de store industribyer som København, Aarhus og Aalborg, at der var mange, som stemte nej ved folkeafstemningen i 1972 til dansk medlemskab af EU.
Det er stadig i arbejderklassen, vi ser den største skepsis over for EU. Men siden 1972 er der sket en demografisk ændring. De faglærte og ufaglærte er trængt ud af de store byer. Industrien er flyttet ud til det, vi kalder Udkantsdanmark. Derfor ser vi, at de faglærte og ufaglærte i dag hovedsagelig bor på landet og ikke i de store byer. Det er også her, hvor EU-kritikken er mest udbredt.
Det stiller store krav til os EU-modstandere. Vi må blive mere konkrete i kritikken af EU, vi må forbinde os med bevægelserne, og ikke mindst så må vi være bedre til at være aktive i de områder af landet, hvor EU-kritikken er størst.
Folkebevægelsen mod EU’s lokale komiteer mødes i Aarhus den 11. april for at drøfte fremtiden for EU-modstanden. Her bliver der gjort tanker om, hvordan modstanden skal organiseres, og hvilket politisk indhold den skal have. Først efter dette møde har vi et billede af, hvordan EU-modstanden ser ud efter Folkebevægelsens konkurs.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
10. februar 2026 | 07:34
