Nye trusler
Mellemøsten har i årtier været vidne til blodige nationalistiske konflikter, der har efterladt millioner af ofre og fordrevne personer og enorm ødelæggelse på forskellige niveauer. Det kurdiske spørgsmål repræsenterer et af de vigtigste af disse komplekse nationalistiske konflikter, da kurderne er fordelt på fire hovedlande: Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien, og deres forhold og politiske, økonomiske og kulturelle betingelser er forskellige i hvert land.
Det grundlæggende spørgsmål her er: Hvad er den reelle mulige løsning nu for det kurdiske spørgsmål og det nationale spørgsmål i regionen? Er det at bygge separate nationalstater eller at kæmpe for en borgerstat med lige rettigheder?
Vores opgave som venstreorienterede i dag i lande, der oplever nationale problemer, er at adskille vores linje fra alle parter i den nationale konflikt og kæmpe for en stat baseret på medborgerskab, lige rettigheder, social retfærdighed og respekt for menneskerettigheder, ikke på et nationalt eller sekterisk grundlag.
Ja, der har været og er fortsat åbenlys national undertrykkelse mod kurderne i de fleste lande i regionen, og dette er en ubestridelig historisk virkelighed, da det er umuligt at adressere det nationale spørgsmål og det kurdiske spørgsmål uden klar og eksplicit anerkendelse af sandheden om denne undertrykkelse, som kurderne og andre nationale mindretal historisk har stået overfor i autoritære stater, hvad enten de er af nationalistisk eller religiøs karakter.
Denne undertrykkelse var en systematisk politik udøvet af centraliserede stater gennem tvungen benægtelse af identitet, sprogforbud, tvungen fordrivelse, op til folkedrab, og vi har i dette blodige og fremtrædende eksempler:
• I Irak nåede brutaliteten sit højdepunkt under Saddam Husseins æra gennem de brutale Anfal-kampagner, der forsvandt titusinder i massegrave, og forbrydelsen med bombardement af Halabja med kemiske våben, hvor de udryddede tusinder af civile på få øjeblikke, parallelt med politikker med ‘arabisering’ og tvungen demografisk ændring.
• I Syrien pålagde de to regimer under æraerne af Hafez og Bashar al-Assad en national belejring repræsenteret i Det Arabiske Bælte for at isolere kurdiske områder, og den uretfærdige folketælling fra 1962, der fratog hundredtusinder deres statsborgerskab og deres ret til medborgerskab, med et omfattende forbud mod sprog, kultur og politisk aktivitet. Og i dag, i januar 2026, fornyes denne vej gennem det militære angreb lanceret af den syriske hær og militser allieret med den på områder kontrolleret af De Syriske Demokratiske Styrker – SDF – i en klar fortsættelse af politikker med undertrykkelse og militarisering, og at skubbe civile endnu en gang til at være ofre for magt- og dominanskampe, langt fra nogen retfærdig demokratisk løsning på det nationale spørgsmål.
• Hvad angår Tyrkiet, har staten i årtier udøvet politikker rettet mod at udslette den kurdiske nationale eksistens og klassificeret kurderne under en ydmygende betegnelse, som er ‘bjergtyrkere’, og lanceret militære kampagner, der ødelagde tusinder af landsbyer og fordrev millioner, med udbredt kriminalisering af alt relateret til kurdisk identitet.
• I Iran står kurdere over for sammensat undertrykkelse under åget af det autoritære religiøs-teokratiske regime, manifesteret i national undertrykkelse og felt- og politiske henrettelser, fuldstændig militarisering af kurdiske byer og økonomisk marginalisering af grænseområder for at skubbe deres beboere mod fattigdom og underkastelse.
Disse fakta udgør en grundlæggende del af regionens moderne historie og kan ikke ignoreres af nogen seriøs venstreorienteret tilgang.
Imidlertid repræsenterer de i det væsentlige ét ansigt af en omfattende autoritær politik forfulgt af disse regimer, da de ikke kun rettede sig mod kurdere, men rettede deres undertrykkende maskine mod alle borgere i disse lande af alle nationaliteter, for diktaturet, der knuser kurdisk identitet, er det samme, der lukker munden på det overvældende flertal og kaster modstandere uanset nationalitet, religion og tro i fængsler og konfiskerer deres friheder og dræner deres menneskelige værdighed uden undtagelse, hvilket gør kampen mod national undertrykkelse til en integreret del af den generelle kamp mod klasse- og politisk autoritarisme.
Samtidig betyder anerkendelsen af retfærdigheden i den kurdiske sag og kurdernes ret til lighed og værdighed ikke nødvendigvis at vedtage alle nationalistiske projekter foreslået i navnet på denne undertrykkelse.
At konfrontere reel national undertrykkelse opnås ikke ved at erstatte en dominerende nationalitet med en anden, men snarere ved at nedbryde grundlaget for den eksklusive nationalstat selv og bygge en demokratisk stat baseret på lige statsborgerskab, der garanterer fulde nationale, kulturelle og sproglige rettigheder for alle komponenter og sætter en permanent stopper for cyklusser af gensidig national uretfærdighed.
Fra ‘Undertrykt nationalisme’ til erfaring med styremagt
Som vi ser i Kurdistan-regionen i Irak, som udgør en komplet kvasi-statslig situation, er den ‘undertrykte nationalisme’ blevet omdannet til en styremagt, der står over for udbredte anklager om undertrykkende praksis og organiseret finansiel korruption.
De to hovedpartier, Kurdistan Demokratiske Parti og Det Patriotiske Union af Kurdistan, har bidraget til at etablere en familie-tribal styringsstruktur, hvor de deler magt, rigdom og indflydelse.
En blodig kurdisk borgerkrig brød ud mellem de to partier, der varede fra 1994 til 1998 og krævede tusinder af kurdiske liv, og dens årsag var kampen om indflydelse og kontrol over ressourcer og ikke national befrielse. Selv efter afslutningen af borgerkrigen fortsatte konflikten mellem dem i andre former, og de blev omdannet til en klar model for autoritært arvemæssigt familieherredømme.
Ifølge rapporter fra internationale menneskerettighedsorganisationer har myndighederne i regionen begået udbredte krænkelser af menneskerettighederne. Finansiel korruption i regionen er udbredt, da regionens ansatte ikke modtager deres lønninger i måneder.
Regionen var også vidne til udbredte folkelige demonstrationer mod arbejdsløshed, korruption, autoritarisme og lønafbrydelser, og de blev undertrykt i mange tilfælde, mens de to regerende partier fortsatte med at forankre monopoliseringen af regionens rigdom og styrke sikkerheds- og militære værktøjer for at beskytte deres snævre interesser.
I Syrien også er De Syriske Demokratiske Styrker ‘SDF’, som har regeret store områder i det nordlige og østlige Syrien med amerikansk støtte siden 2015, blevet omdannet til en myndighed, der koncentrerer politiske og militære beslutninger i sine hænder og vedtager politikker af en klart centraliseret karakter med begrænset margin for politisk og intellektuel pluralisme.
På trods af implementeringen af et sæt vigtige reformer af progressiv og civil karakter, især i nogle sociale og administrative aspekter, og udvidelse af kvinders deltagelse, forblev disse reformer styret af et vist klasse- og politisk loft og rørte ikke kernen i magtstrukturen baseret på politisk monopol og dominansen af et lukket partiapparat.
Ifølge internationale rapporter er der registreret udbredte menneskerettighedskrænkelser mod SDF, herunder fortsættelsen af børnerekruttering og vedtagelsen af strenge sikkerhedspolitikker, der omfattede tilbageholdelse, undertrykkelse og tortur af modstandere.
Efter min vurdering er erfaringen med kurdisk nationalistisk venstrefløj, uanset hvor udviklet, svær at overskride niveauet af reformer af venstreorienteret og civil karakter, svarende til erfaringerne fra nationalistiske eliter, der regerede regionen i det sidste århundrede, som begyndte med brede sociale og venstreorienterede løfter, men deres lukkede centraliserede struktur førte dem til sidst til at glide mod diktatur og autoritarisme og marginalisering af folkelig vilje.
Gennem disse erfaringer, i Kurdistan-regionen i Irak og i det nordlige og østlige Syrien, bliver det klart, at konflikten, der blev markedsført som en national befrielseskamp, praktisk talt er blevet omdannet til en kamp om magt, indflydelse og rigdom mellem borgerligt-natured nationalistiske politiske kræfter, der regerer eller stræber efter at regere.
Den nationalistiske diskurs her er kommet ud af at være et værktøj for befrielse og blevet omdannet til en ideologisk dækning for at retfærdiggøre autoritarisme og undertrykke modstandere og reproducere de samme dominansrelationer, som masserne tidligere gjorde oprør mod under undertrykkende nationalistiske regimer, men denne gang med en lokal karakter.
Historisk national viktimisering, uanset hvor bitter den måtte være, giver ikke et benådningscertifikat til nogen national myndighed til at udøve undertrykkelse og undertrykkelse.
Transformationen af ‘undertrykt nationalisme’ til ‘et værktøj for undertrykkelse og autoritarisme’ repræsenterer det store moralske nederlag for befrielsesprojektet, hvilket beviser, at defekten ikke er i de regerende eliter, men snarere i strukturen af den eksklusive nationalstat selv.
Marginalisering af klassekamp og faren for nationale borgerkrige
Nationale konflikter i regionen bærer en reel fare repræsenteret ved at skubbe samfund mod national fanatisme og blodige nationale borgerkrige, hvor de arbejdende masser er brændstof til konflikter, der ikke tjener deres interesser.
Den eksklusive nationalistiske diskurs fra nogle parter arbejder ikke kun på at fodre had og splittelse, men udfører en klar politisk funktion repræsenteret ved at transformere konflikten fra en klasse-social konflikt mellem de arbejdende masser på den ene side og de regerende klasser og kontrollerende borgerlige på den anden side til en falsk national og identitetskonflikt.
I denne forstand udgør nationale konflikter ikke en hændelig afvigelse, men snarere et effektivt værktøj til at svække klassekampen og nedbryde massernes sociale bevidsthed og distrahere dem fra deres daglige spørgsmål relateret til rettigheder, arbejde, lønninger, tjenester og social retfærdighed.
Under dække af at forsvare nationalitet eller identitet marginaliseres klassekamp, udnyttelse retfærdiggøres, og eksisterende myndigheder eller dem, der stræber efter at regere, immuniseres mod enhver social ansvarlighed.
Økonomiske kriser, korruption og autoritarisme transformeres fra produktet af politikker fra en konkret klasse til sekundære resultater af en fabrikeret national konflikt, og masserne skubbes til at stille op bag regerende nationale eliter, der ikke adskiller sig i essensen fra resten af de regerende klasser i regionen.
Således fører nationale konflikter til eskalering af krigsretorik, mobilisering og had og tømning af social kamp for dens indhold og at skære vejen før enhver mulighed for at bygge en forenet venstreorienteret klassebevægelse på tværs af nationaliteter og sekter.
Opgaven for venstreorienterede og befrielseskræfter i denne kontekst er at basere sig på menneskelig og internationalistisk identitet og solidaritet med lidelsen af alle civile ofre for diktatur, krige og væbnet konflikt, uanset race, religion, sekt eller politisk orientering.
Selektiv solidaritet, som begrænser sympati til en specifik race, sekt eller politisk retning og vender et blindt øje til forbrydelser begået mod civile fra andre komponenter, er falsk umenneskelig tænkning og bidrager direkte til at forankre national og religiøs fanatisme, uddybe social splittelse og svække ethvert reelt befrielsesprojekt baseret på social retfærdighed og lighed.
Er nationalstaten mulig nu?
Objektive betingelser er ikke egnede til det kurdiske nationalstatsprojekt, da områder med et kurdisk flertal er omgivet af fjendtlige regionale magter (Tyrkiet, Iran og indflydelsen fra arabiske stater), og kurdiske nationalistiske bevægelser besidder ikke nogen seriøs reel international støtte. Amerikansk eller vestlig støtte er omstændighedsbetinget og knyttet til umiddelbare interesser.
Selv hvis en kurdisk stat blev opnået, hvad ville garantere dens overlevelse givet dens indkredsning af flere autoritære stater, eller garantere, at den ikke ville blive omdannet til en ny diktatorisk model?
Erfaringen i Kurdistan-regionen i Irak og i Syrien er tydelig foran os: tribal-parti herredømme, autoritær praksis, udbredt finansiel korruption og udbredte menneskerettighedskrænkelser.
Det er nødvendigt at tale klart om en demografisk virkelighed i mange områder, hvor nationale projekter foreslås: disse områder er ikke alle af et enkelt nationalt flertal. Hvordan kan et nyt nationalt projekt bygges på lande, hvor en del af deres befolkning er fra andre nationaliteter?
Dette demografiske problem skaber akutte nationale spændinger og åbner døren for anklager om at udøve politikker, hvad enten det være ‘arabisering’, ‘kurdificering’ og ‘tyrkificering’ mod andre beboere. Det er svært at bygge en nationalstat eller kvasi-stat på et nationalt grundlag i multi-nationale områder uden at skabe ny national uretfærdighed.
Væddemål på stormagter og især Amerika
Nogle af de nuværende kurdiske nationalistiske bevægelser i regionen har på visse stadier bygget og fortsætter med at bygge meget af deres projekter på amerikansk støtte og dens allierede. Amerika, som verdens største kapitalistiske magt, støtter de fleste reaktionære og racistiske regimer og har aldrig været på undertrykte folks side eller humanitære og befriende værdier.
Amerikas tilstedeværelse i regionen har primært til formål at sikre dens strategiske interesser og øge dens hegemoni. Jeg tror, at USA’s alliance med kurdiske styrker i Syrien og Irak primært kom for at fylde et vakuum som følge af fraværet af store amerikanske jordstyrker, hvad enten gennem regulære styrker eller sikkerhedsfirmaer, og derfor stolede og fortsætter det med at stole på kurdiske menneskelige militære styrker til at implementere sin dagsorden og øge sin indflydelse.
For nylig har denne alliance i Syrien været vidne til et klart skift mod Ahmed al-Sharaa og centralregeringen. Paradokset er, at Amerika allierede sig med en person, der ikke blev demokratisk valgt, og indtil for nylig var på den globale terrorismeliste, hvilket klart afslører, at Amerika kun bekymrer sig om sine strategiske interesser og ikke har noget at gøre med demokrati eller de humanitære værdier, det hævder. Denne alliance ligner meget alliancen mellem nogle irakiske oppositionspartier med USA før omstyrtelsen af det Ba’athistiske regime.
Det er efter min mening en midlertidig og skrøbelig alliance styret af amerikanske interesser og giver legitimitet til amerikansk indblanding og dens praksis. Vi ser konsekvenserne af dette klart i Syrien, og det er ikke usandsynligt, at det samme scenarie vil blive gentaget i Kurdistan-regionen i Irak i henhold til amerikanske interesser og arrangementet af dens prioriteter.
Historien beviser, at amerikansk politik stammer fra dens strategiske interesser, ikke fra en moralsk forpligtelse over for folk, som demonstreret af talrige erfaringer i regionen. Amerika er kendt for at forlade sine allierede, når deres rolle ender, eller når deres interesser er i konflikt med dens dagsorden.
Vi har mange eksempler på dette, herunder hvad der skete med kurderne i Irak i 1975, og hvad der skete med afghanerne efter den sovjetiske tilbagetrækning. Amerikas strategiske interesser og relationer med Tyrkiet, arabiske stater og andre lande i regionen forbliver de vigtigste og grundlæggende.
At satse på store kapitalistiske magter, først og fremmest USA, er at satse på en ‘politisk mirage’. Disse magter ser ikke nationalistiske bevægelser som ‘allierede’, men blot ‘brikker’ på et geopolitisk skakbræt, købt og solgt i baglokaler, så snart virksomheds- og olieinteresser kræver det.
Borgerstat og rettighedsstat med menneskelig identitet
Der skal laves en klar sondring mellem at kræve kulturelle, sproglige og administrative rettigheder for kurdere og andre nationale mindretal og at kræve en separat nationalstat.
Disse rettigheder er legitime og retfærdige krav, der bør støttes af alle venstreorienterede og progressive kræfter, fra forfatningsmæssig anerkendelse af pluralisme til administrativ decentralisering, men kampen for dem under eksisterende geopolitiske balancer er mere passende at være inden for rammerne af en lige borgerstat på tværs af nationaliteter og religioner.
Det mulige alternativ i dag er ikke at bygge nye nationalstater, der reproducerer splittelser, men i en borgerstat, der neutraliserer nationalitet og religion fra magt og begrænser dannelsen af partier på nationale eller religiøse baser, så fokus for kamp er retsstatsprincippet, lighed og social retfærdighed, i stedet for at mobilisere de arbejdende masser i national-religiøse konflikter, der kun tjener borgerliets interesser.
Denne overgang er ikke et spring ud i tomheden, men snarere en gradvis vej, der kræver klare forfatningsmæssige mekanismer for at sikre ikke-tilbagevenden af afskyelig centralisering, og herfra fremstår modellen for geografisk (administrativ) føderalisme som et rationelt alternativ til national føderalisme; så regioner gives brede beføjelser til at administrere deres udviklingsmæssige og serviceforhold, hvilket tømmer konflikten for dens etniske ladning og transformerer den til konkurrence om velfærd.
Dette skal kombineres med ‘omfattende forfatningsmæssig institutionalisering af identiteter’ for at garantere de kulturelle rettigheder for alle komponenter som umistelige rettigheder og bygge tilsynsinstitutioner og en uafhængig retspleje, hvilket baner vejen for fremkomsten af politiske strømninger, der konkurrerer over sociale, økonomiske, politiske og miljømæssige programmer.
Internationale erfaringer, på trods af deres forskellige kontekster, beviser muligheden for at bygge denne model; Schweiz lykkedes gennem decentralisering med at rumme fire officielle sprog, og Sydafrika valgte medborgerskab i stedet for hævn, og selv i Indien, Bolivia og Spanien finder vi seriøse forsøg på at håndtere mangfoldighed gennem selvstyre og anerkendelse af pluralisme uden at nedbryde staten.
Disse eksempler er ikke perfekte, men de bekræfter, at alternativet til den eksklusive nationalstat ikke er en utopisk drøm, og er et projekt, der kan opnås gennem politisk vilje og kontinuerlig folkelig kamp, der placerer menneskelig værdighed og rettigheder over enhver snæver national eller sekterisk overvejelse.
Et spørgsmål kan rejses her, at borgerstataten blot er en utopisk drøm givet den nuværende virkelighed i regionens lande, hvor autoritarisme er dybt forankret, og nationale splittelser er dybe. Men denne indvending ignorerer et grundlæggende faktum: projektet om en separat nationalstat er det mest utopiske under nuværende omstændigheder. Tale om at etablere en uafhængig og stabil kurdisk stat omgivet af fjendtlige stater, uden reel international støtte og i multi-nationale områder, er hvad der ligner en fjern drøm.
Hvad angår borgerstaten, er det et realistisk gradvist projekt, der begynder med konkrete skridt: Forfatningsmæssig institutionalisering af nationale rettigheder, opbygning af demokratiske institutioner, implementering af administrativ decentralisering og styrkelse af retsstatsprincippet.
Disse er skridt, der kan opnås gennem kontinuerlig folkelig kamp, ikke et spring ud i det ukendte. Nyere historie beviser, at demokratisk transformation er mulig selv under de vanskeligste omstændigheder. Spørgsmålet er ikke i ‘utopianismen’ af projektet, men i den politiske vilje og organiseret kamp for at opnå det.
Dette betyder ikke at formindske betydningen af national identitet eller modsætte sig legitime nationale rettigheder. Dette er ikke en opfordring til at afskaffe national identitet eller nægte dens specificitet, men snarere en opfordring til ikke at transformere national identitet til et grundlag for at bygge magt og staten og til et værktøj for diskrimination og eksklusion.
National identitet er en kulturel, sproglig og menneskelig rettighed, der skal beskyttes, men staten skal bygges på grundlag af lige medborgerskab, ikke på grundlag af etnisk tilhørsforhold. Spørgsmålet er i modsætning til at bruge national identitet som et dække for at retfærdiggøre autoritarisme eller at transformere social konflikt til en national konflikt, der tjener interesserne hos regerende eliter.
Essensen af nationale rettigheder skal forsvares ved at garantere dem forfatningsmæssigt og institutionelt for alle komponenter, i stedet for at forbinde dem med eksklusive nationalstatsprojekter, der reproducerer uretfærdighed omvendt. Kurdisk national identitet, ligesom andre identiteter, skal respekteres og bevares, men ikke som et værktøj til at bygge national myndighed.
Retten til selvbestemmelse og realistisk rationalitet
Mens jeg fuldt ud støtter den komplette og legitime ret for det kurdiske folk og alle folk til selvbestemmelse, herunder løsrivelse, ser jeg ikke, at globale og regionale betingelser nu er egnede til løsrivelse, uafhængighed og erklæring af nye nationalstater.
Vi må afvise tvungen enhed blandt folk og støtte sameksistens og frivillig enhed på grundlag af lige medborgerskab, og samtidig støtte og støtte retten til selvbestemmelse, herunder løsrivelse, hvis dette vil give flere rettigheder og lighed og bedre liv og bedre sikkerhed og færre konflikter i regionen.
Denne holdning betyder ikke fjendtlighed over for kurdisk national befrielse eller formindskelse af retfærdigheden i dens historiske sag, tværtimod er det et forsvar af essensen af befrielse selv fra den forvrængning, der påføres den af borgerlige nationalistiske projekter, når de transformerer befrielseskampen til magt, autoritarisme og korruption.
Under nuværende omstændigheder mener jeg, at de arbejdende masser trækkes ind i krige og nationale konflikter og vil blive udsat for dybere økonomiske og politiske kriser for nationale enheders skyld, selvom de dannes nu, tyder nuværende omstændigheder og tidligere erfaringer på, at de kan stå over for faren for at blive omdannet til en anden autoritær model i regionen og ikke vil ændre noget i deres liv.
Som marxister og venstreorienterede skal vi håndtere med realistisk og videnskabelig rationalitet og studere lokale, regionale og internationale betingelser og klassemagtbalancer og vores kapaciteter fra alle aspekter og kapaciteterne og styrken hos ‘vores fjender’ og de realistiske muligheder for at opnå de løsninger og politikker, vi foreslår, og deres mekanismer.
Vi skal undgå at deltage direkte eller indirekte i at trække masserne ind i tabende og destruktive nationale krige og undgå at promovere eller støtte dem, da de ikke vil skabe andet end store tragedier for civile og især manuelle og intellektuelle arbejdere og store menneskelige, økonomiske, politiske og militære tab for alle parter.
At stole på rationalitet og realisme er meget nødvendigt, ikke på ‘national heltemodig’ og ‘national stolthed’ og ‘at konfrontere den nationale fjende med alle midler og til den sidste kugle’. Denne diskurs opnår ikke sejr i militære og politiske kampe, men trækker snarere masserne ind i flere krige og ødelæggelse.
Venstrefløjens opgaver og opbygning af alternativet inden for borgerstaten
Vores opgave som venstreorienterede i dag i lande, der oplever nationale problemer, er at adskille vores linje fra alle parter i den nationale konflikt og kæmpe for en stat baseret på medborgerskab, lige rettigheder, social retfærdighed og respekt for menneskerettigheder, ikke på et nationalt eller sekterisk grundlag.
Vejen er lang og vanskelig, men det er den eneste vej, der er i stand til at nå en reel og bæredygtig løsning på det nationale spørgsmål, væk fra krige og konflikter, der ikke producerer andet end tragedier for masserne.
Venstrefløjen kan organisere sig praktisk inden for borgerstatsprojektet ved at bygge politiske, fagforenings- og masseorganisationer på tværs af nationaliteter og sekter, baseret på de fælles materielle interesser hos manuelle og intellektuelle arbejdere, og forbinde kampen for nationale rettigheder med den sociale kamp mod udnyttelse, korruption, autoritarisme og at opnå det socialistiske alternativ.
Denne vej kræver fuldstændig politisk og organisatorisk uafhængighed af venstrefløjen fra alle former for borgerlige kræfter med nationalistisk diskurs og dagligt arbejde inden for samfundet for at forene de arbejdende masser omkring et konkret program for lighed og den størst mulige grad af social retfærdighed, demokratisk decentralisering og friheder, som det realistiske indgangspunkt for at bygge dette alternativ.
Folkene i vores region er ikke i en tilstand af medfødt konflikt, og de blev ikke født styret af had og splittelse, men er snarere ofre for organiserede nationalistiske mobiliserings- og rekrutteringsoperationer, hvor de arbejdende masser af forskellige nationaliteter skubbes ind i blodige nationale konflikter, så folkelige ofre transformeres til brændstof for at konsolidere sæderne for borgerlige tyranniers, der tager nationalistisk diskurs som et dække for at beskytte deres klasseinteresser.
Vores hovedkamp er ikke at ændre nationale symboler eller farven på flaget eller herskerens sprog, men snarere at nedbryde lænkerne af autoritarisme, udnyttelse og fanatisme fra deres rødder og bygge et demokratisk socialistisk humanistisk rum, der rummer alle. Vejen til kurdiske rettigheder og frihed går nødvendigvis gennem rettighederne og frihederne hos hans arabiske, tyrkiske, syriske og iranske nabo, under en stat, der ikke spørger borgeren om hans oprindelse og garanterer ham hans brød og frihed og respekterer hans menneskelige værdighed.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
