Med blik på Iran
34 personer, der var en del af partiet Venstresocialisterne, har bidraget til bogen “Græsrøddernes parti – om Venstresocialisternes tid“. På baggrund af bogen bringes her en kort introduktion til Venstresocialisterne samt et interview om bogen.
Kort introduktion
Næppe mange af vores kammerater under 60 år kender til det hedengangne parti Venstresocialisterne (VS) – om end partiet sidst i 80’erne – sammen med andre progressive kræfter – var med til at skabe Enhedslisten.
VS udsprang sidst i 60’erne fra Socialistisk Folkeparti (SF), fordi en gruppe folketingsmedlemmer fra SF var dybt utilfredse med partiets højredrejning.
Herefter blev der dannet et revolutionært klassekampsparti, som ville forene det parlamentariske arbejde på Christiansborg og byråd med det udenomsparlamentariske arbejde i græsrodsbevægelser og fagforeningsaktiviteter.
VS toppede vælgermæssigt i 1979 (3,5 procent til EU-parlamentsvalget) og i starten af 80’erne med valg af byplanborgmester i hovedstaden og valg af en række byrødder i provinsen, eksempelvis Leif Søndergård i Odense.
Partiets folketingsgruppe – med forskeren Preben Wilhjelm i spidsen – nød i den bredde offentlighed respekt for sit grundige, seriøse og flittige arbejde (Carl Madsen i Nordisk juridisk Tidsskrift, nr. 08, 1978, side 15).
Ligeledes – specielt hos unge mennesker – nød den farverige københavnske byplanborgmester Villo Sigurdsson og andre byrødder respekt for deres ihærdige kamp for social retfærdighed og kamp mod alskens pamperi (Dan Turèll alias Onkel Danny i dagbladet Politiken den 27/11 81).
Også de menige VS-medlemmer var anerkendt for deres aktive indsats i strejkestøttearbejde, studenterråd, freds-, solidaritets- og miljøarbejde, og hvor der ellers var brug for en hjælpende hånd.
VS udgav i en årrække et læseværdigt blad med det smukke og velklingende navn Solidaritet.
Partiet røg ved folketingsvalget i 1987 med blot 1,3 procent vælgertilslutning under valglovens spærregrænse på 2 procent.
VS blev et par år senere en produktiv del af den tværsocialistiske Liste Ø, Enhedslisten. Det skete 20 år efter, at partiet var blevet dannet som en udbrydergruppe fra SF.
Hvor VS var parlamentarisk udslettet, var SF – med marxisten Gert Petersen i front – blevet et middelstort parti med hele 27 folketingsmedlemmer.
Interview
Følgende er et interview med lektor emeritus Peter Bundesen, der er medlem af Enhedslisten i Odense. Bundesen giver sine holdninger til kende om bogen “Græsrøddernes parti – om Venstresocialisternes tid”.
Hvordan kan bogens indhold og form – ganske kort – beskrives?
– Bogen består af en lang række (32, red.) primært korte artikler. De har forskellige tilgange og holdninger til partiet. Det kan virke forvirrende for den, som ikke i forvejen kender partiets historie; men det giver et godt billede af, hvor sammensat partiet var, svarer Peter Bundesen.
Han fortsætter:
– Bogens titel er “Græsrøddernes parti”, og det er er ganske dækkende for de mange synspunkter og positioner, som kom til udtryk i partiet. Heldigvis er der til sidst et kapitel, som giver et overblik over Venstresocialisternes historie. For den, som ikke kender historien, kan jeg anbefale at læse det først.
Er bogen et nostalgitrip hos nogle gamle socialister, eller er der opbyggelig og lærerig partikritik i bogen?
– Ja, derfor kan bogen være svær at læse for personer, som er langt fra 1968-perioden. Imidlertid letter de mange fotos og illustrationer nok læsningen en del. Fremstillingerne er også meget berettende om mange forskellige begivenheder. Derimod er der kun få artikler af mere analyserende karakter, og som prøver at forstå og forklare, hvorfor udviklingen gik, som den gik, svarer Peter Bundesen.
Hvordan vægter bogen datidens kulturelle opbrud og det såkaldte ungdomsoprør?
– For at kunne forstå Venstresocialisternes opkomst er det vigtig (at vide, red.), at SF var et parti, som var i splittelse med sig selv. Det bestod dels af personer, som var blevet kommunister før eller i forbindelse med Anden Verdenskrig, og dels af personer fra ungdoms- og det gryende studenteroprør. Det var en meget sammensat gruppe med varierende dagsordener; men fælles var intentionen om et opgør med det gamle samfund, forklarer Peter Bundesen.
Han fortsætter:
– Den første gruppe havde forladt kommunistpartiet på grund af Sovjetunionens totalitære karakter og ikke mindst behandlingen af Østeuropa. Den var i høj grad desillusioneret. Den anden gruppe ville have en ny og bedre verden og vendte sig derfor både mod vest- og østblokken.
– Det betød helt forskellige holdninger til politik og ikke mindste til Socialdemokratiet. Den første gruppe (de tidligere kommunister, red.) så Socialdemokratiet som ankret i et fremtidigt politisk samarbejde, mens den anden så det som autoritært og forstenet. Der måtte ske en splittelse. Denne problematik behandles meget præcist i Claus Brylds artikel.
– Venstresocialisternes organisation blev hurtigt meget præget af leninistiske forestillinger, både hvad angår partiopfattelse og revolutionsteori. Det medførte fortsatte organisatoriske kampe mellem leninister og de, der så sig som antiautoritære.
– Men hvordan kunne man inden for et græsrodsparti udvikle sådanne leninistiske tendenser? Det er kun Jørgen Lindegaard, som direkte behandler denne problematik. Han forklarer udviklingen med, at de (leninisterne) var dødtrætte af en slap hovedbestyrelse, som ikke kunne sætte kongressens og hovedbestyrelsens beslutninger igennem.
– Jeg kan godt forstå frustrationen, men hvorfor faldt man i et græsrodsparti tilbage på en autoritær partiteori? Denne problematik kunne have fortjent en nærmere behandling.
– Det parlamentariske arbejde levede i høj grad sit eget liv i udkanten af partiets organisatoriske kampe.
Hvad er det bedste og det værste ved bogen?
– Gamle koryfæer som Preben Wilhjelm, Steen Folke og Erik Sigsgaard giver i gode, lange interviews fine overblik over deres indsats og motiver for at arbejde i partiet, svarer Peter Bundesen.
Han fortsætter:
– Jeg ved ikke, om der er noget, som er det værste i bogen, måske den gennemstrømmende selvtilfredshed. For en gammel rotte som mig er der – ud over genkaldelsen – faktisk ikke så meget nyt i bogen.
– Jeg kunne have tænk mig nogle flere analytiske indslag. Hvis Venstresocialisternes korte historie skal være relevant for nutiden, er der behov for en mere analytisk tilgang.
– Det er nok rigtigt, at da dampen gik af 1968-perioden, så var Venstresocialisternes tid også ovre. Set i bakspejlet er det faktisk overraskende, at partiet med alle sine konflikter kunne overleve i næsten 20 år. Måske er forklaringen det selvkørende parlamentariske arbejde, som sikrede, at der fortsat kom nye medlemmer til.
Tør du anbefale bogen til vores unge partimedlemmer (i Enhedslisten, red.)?
Jeg vil anbefale den til både unge og gamle. Dog er jeg bange for, at det nok er de gamle, der får mest ud af at læse bogen gennem en lang tur down memory lane, slutter Peter Bundesen.
Om bogen:
Titel: “Græsrøddernes parti – om Venstresocialisternes tid”.
Redaktører: Knud Arne Nielsen, Villo Sigurdsson og Randhi Theil.
Forlag: Solidaritet.
Pris: 250 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
