Det er ikke mange dage siden, at gaderne i Danmarks største byer var fyldt med grønlandske flag og menneskemængder, der demonstrerede for grønlændernes ret til at bestemme i deres eget land.
Den kamp fortsætter på daglig basis, og her er det værd at huske, at Danmark og den danske regering har en årelang tradition for at lave lokumsaftaler med amerikanerne uden om både den grønlandske og danske befolkning.
Et eksempel er Thulebasen, hvor 127 grønlændere blev tvangsforflyttet med få dages varsel for at give plads til amerikanernes militærbase i 1953.
I alle sagerne har danske toppolitikere givet USA lov til alt, hvad man bad om, og derefter løjet over for deres egen befolkning.
Basen var et resultat af aftalen mellem Danmark og USA fra 1951, der gav amerikanerne frit lejde til at etablere sig militært på øen. Den aftale blev også lavet uden om grønlænderne selv.
Amerikanerne brugte undervejs Thulebasen til at opbevare og transportere atomvåben i strid med dansk lovgivning, hvilket den danske regering holdt skjult for både grønlændere og danskere.
Da et amerikansk bombefly med atomvåben forulykkede i 1968, blev strålingsfaren derfor også holdt skjult i årevis over for både lokalbefolkningen og de arbejdere, der blev sat til at rydde op efter ulykken – med fatale skader til følge.
I 2008 blev det afsløret, at CIA fløj krigsfanger gennem grønlandsk luftrum og mellemlandede på øen på vej til steder, hvor de mistænkte blev udsat for ulovlig tortur.
I alle sagerne har danske toppolitikere givet USA lov til alt, hvad man bad om, og derefter løjet over for deres egen befolkning.
Derfor er det meget muligt, at Lars Løkke og kompagni også den dag i dag er klar til reelt at sælge eller forære Grønland til Trump under hånden, blot de ikke formelt skal afgive territorie eller suverænitet. Så længe det formelle rigsfællesskab består, er der vide rammer. Sådan har danske regeringer handlet med øen i årtier uden smålig skelen til demokrati, grønlandsk suverænitet eller folkeret.
Anslaget mod Rigsfællesskabet – der i tiden mest kaldes for Kongeriget – har fået de normalt så medgørlige regeringspolitikere op af stolene. Her har vi årevis sendt unge danskere i døden for at please USA, og er det her takken, lyder det med retfærdig harme.
Dengang de sendte Danmark i krig med USA, lød begrundelsen godt nok, at de danske soldater skulle kæmpe for frihed og demokrati og ikke bare for strategisk at knytte os til USA, men nu kan politikerne tale mere frit.
Problemet er, at Donald Trump har ødelagt den gode stemning ved åbent at kræve øen i USA’s besiddelse under eget flag. Det er et tarveligt brud på den takt og tone, der diskret plejer at herske mellem Washington og København.
Trump siger selv, at ejerskabet over Grønland ikke kun handler om defensive, men også om offensive våben, der med den såkaldte Golden Dome kan rettes mod resten af verden.
Det kan kun forstås som en direkte trussel mod USA’s rivaler og mod verdensfreden. Trump vil kunne angribe andre uden selv at blive ramt. Det øger ikke sikkerheden for Danmark eller Grønland, men gør tværtimod øen til et strategisk militært mål.
NATO’s sleske generalsekretær Mark Rutte har tilsyneladende lavet en aftale med Trump uden om Grønland, en aftale, der både skulle handle om baser, territorie og udvindelse af mineraler. Et eklatant angreb på grønlændernes selvbestemmelse, der burde fordømmes skarpt fra alle sider, ikke mindst den danske regering. Det er ikke sket.
Den såkaldte aftale er med til at sætte grønlænderne under et endnu mere umenneskeligt pres for at åbne deres land og undergrund for USA’s overherredømme og interesser.
De har stadig brug for vores støtte for ikke at blive ofret i stormagternes spil. Ikke mindst med tanke på skiftende danske regeringers svinestreger og skjulte aftaler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
