Venezuela og den neokonservative genoplivning af kolonialisme og imperialisme
Hvor tidligere interventioner blev legitimeret gennem et neokolonialt sprog om demokrati, menneskerettigheder og humanitært ansvar, er retorikken nu blevet mere direkte: Militær magt anvendes åbent til at sikre kontrol over territorier, politiske processer og strategiske ressourcer, skriver Mrutyuanjai Mishra.USA’s militære indgriben i Venezuela bør ikke forstås som et enkeltstående udenrigspolitisk fejltrin eller som et personligt indfald fra præsident Donald Trump. Den bør analyseres som et klart udtryk for en neokonservativ ideologi, der i stigende grad genopliver kolonialisme og imperialisme i deres mest klassiske og uindpakkede former.
Interventionerne i Afghanistan og Irak burde have fungeret som definitive advarsler.
Hvor tidligere interventioner blev legitimeret gennem et neokolonialt sprog om demokrati, menneskerettigheder og humanitært ansvar, er retorikken nu blevet mere direkte: Militær magt anvendes åbent til at sikre kontrol over territorier, politiske processer og strategiske ressourcer – herunder olie.
Denne udvikling repræsenterer et markant brud med den efterkolde krigs bestræbelser på i det mindste formelt at respektere international ret og staters suverænitet. I Venezuela gøres der ikke længere et seriøst forsøg på at skjule de materielle interesser bag interventionen. Tværtimod legitimeres indgrebet med henvisning til behovet for USA’s administration, stabilisering og adgang til ressourcer. Dette er kolonialisme og imperialisme i åben form, ikke blot fejlslagen udenrigspolitik.
Regimeskrifte som imperial strategi
Regimeskifte har i årtier været et centralt instrument i USA’s udenrigspolitik. Siden slutningen af det 19. århundrede har USA været involveret i adskillige militære og politiske interventioner, særligt i Latinamerika. Men dette mønster er globalt. Ifølge den amerikanske økonom og politiske analytiker Jeffrey Sachs har USA siden Anden Verdenskrig været involveret i omkring 100 regimeskift verden over, direkte eller indirekte.
Den samlede empiriske erfaring er entydig. Disse indgreb har sjældent ført til stabile demokratiske institutioner. I stedet har de produceret politisk ustabilitet, statsligt sammenbrud, væbnede konflikter og langvarig modstand mod USA’s tilstedeværelse.
Interventionerne i Afghanistan og Irak burde have fungeret som definitive advarsler. I Afghanistan vendte Taleban tilbage til magten efter 20 års amerikansk militær engagement. I Irak efterlod invasionen et samfund præget af korruption, sekterisk fragmentering og regional magtkamp. At Venezuela nu føjes til denne række, vidner om en ideologisk blindhed over for historisk erfaring.
Venezuela som kolonialt objekt
Et gennemgående argument blandt interventionens tilhængere er, at Venezuela adskiller sig fra tidligere cases, fordi landet mangler dybe etniske og religiøse skel. Denne påstand reducerer komplekse politiske realiteter til tekniske variabler og ignorerer de sociale og historiske strukturer, der former venezuelansk politik.
At forestille sig, at fjernelsen af én leder automatisk vil føre til demokratisk konsensus, er en gentagelse af de fejlslutninger, der lå til grund for tidligere imperialistiske interventioner.
Internationale konfliktforskere advarer om betydelige risici for væbnet modstand, fragmentering af sikkerhedsstyrkerne og udvidelse af kriminelle og paramilitære gruppers kontrol. USA kan gennemføre et militært regimeskifte relativt hurtigt, men den efterfølgende besættelse og politiske styring vil uundgåeligt skabe modstand og ustabilitet.
Imperialismens regionale og globale konsekvenser
Interventionen i Venezuela vil forstærke antiamerikanske strømninger i hele Latinamerika. For regionens befolkninger er USA’s kolonialisme og imperialisme ikke abstrakte begreber, men historiske erfaringer. Når USA nu åbent erklærer sine økonomiske og strategiske interesser, fratages interventionen enhver normativ legitimitet.
Samtidig skaber indgrebet nye muligheder for stormagtsrivalisering. Kina og Rusland, som begge har betydelige økonomiske og strategiske interesser i Venezuela, får et stærkt incitament til at intensivere deres engagement. Resultatet kan blive en ny stedfortræderkonflikt, hvor venezuelansk suverænitet reduceres til en brik i et større geopolitisk spil.
Grønland og Europas blinde vinkel
Denne neokonservative genoplivning af kolonialisme og imperialisme er som sagt ikke begrænset til Latinamerika.
Præsident Trump og centrale talspersoner i hans regering har gentagne gange og uden forbehold talt om Grønland som et territorium, USA bør overtage eller kontrollere. Disse udtalelser er ofte blevet afvist som provokationer eller taktisk støj, men de bør tages langt mere alvorligt.
Når idéen om at erhverve eller overtage et territorium, der tilhører et andet rige og et oprindeligt folk, fremsættes gentagne gange fra verdens stærkeste militærmagt, er det ikke retorisk tilfældighed, men ideologisk konsistens. Den samme koloniale og imperialistiske logik, der legitimerer regimeskifte og ressourcekontrol i Venezuela, ligger til grund for forestillingen om, at Grønlands fremtid kan afgøres uden grønlandsk eller dansk samtykke.
Dette burde vække dyb bekymring i Europa, ikke blot af solidaritet, men af strategisk nødvendighed.
En europæisk og dansk advarsel
For Danmark og Europa rækker implikationerne langt ud over Venezuela. Når kolonialisme og imperialisme igen normaliseres som udenrigspolitisk værktøj, undergraves den internationale retsorden, som små og mellemstore stater er afhængige af. Grønland illustrerer, at denne tankegang ikke er geografisk begrænset, men strukturel.
Svaret kan derfor ikke være stiltiende accept eller strategisk tilpasning. Det må være en konsekvent fastholdelse af international ret, multilateralisme og global solidaritet. Ikke som moralsk symbolik, men som politisk nødvendighed i en verden, hvor magt igen truer med at erstatte regler.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.