”Da jeg havde læst alle brevene, måtte jeg som kulturhistorisk detektiv forfølge de spørgsmål, de rejste om generationerne før mig og mine forældres og bedsteforældres måder at gribe verden på. Finde nogle af de virkeligheder og sandheder bag alle de tågede familiefortællinger og uklare erindringer, der havde sat aftryk på mig og mine værdier. Som havde sat klangbunden i mig.”
Sådan formulerer Birgitte Possing, hvad der drev hende til at skrive bogen ”Klangbunden i mig”. Allerede som 14-årig får hun at vide, at moderen har gemt en skotøjsæske med gamle breve og med beskeden: ”Lad være med at åbne den, før du er voksen. Allerhelst engang om meget lang tid, når både far og jeg er døde”.
Efter at Birgitte Possing er blevet 70 år, åbner hun æsken og går i gang med at læse de gamle breve, blandt andre en række breve mellem hendes forældre fra før de blev gift, men også korrespondance med andre familiemedlemmer. Som kulturhistoriker drives hun efter læsningen til at dykke yderligere ned i familiens historie. Gennem mange forskellige slags arkivmateriale, gennem snakker med familiemedlemmer og egne erindringer tegnes der et billede af fire generationers liv, tanker og følelser.
Men det bliver ikke bare til en historie om familien Possing, der oprindelig hed Petersen, det bliver også et blik ind i forskellige grene af Danmarkshistorien. Undervejs får vi blandt andet historien om Det kongelige Vajsenhus, hører om forholdene for tjenestepiger omkring forrige århundredskifte og får indsigt i livet for mennesker i storbyens fattigkvarterer og stifter bekendtskab med, hvad der driver mønsterbrydere.
Birgitte Possing er kendt som en forfatter, der gennem årene har arbejdet med mange forskellige aspekter af kvinders liv og historie og blev vel kendt for et større publikum med bogen “Argumenter imod kvinder” fra 2018. Forlaget kalder hendes seneste bog “En historie om familie, generationer og tidsånd”, og man kunne tilføje: med fokus på kvinders vilkår gennem de sidste hundrede år.
Bogen er velskrevet, letlæst og anbefales alle, der interesserer sig for vores – og deres egen – nærmeste fortid.
Birgitte Possing: Klangbunden i mig.
Strandberg Publishing, 300 kroner.
Bogen er udkommet.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

