Til DSB’s ledelse og offentligheden
Vi skriver denne udtalelse, fordi situationen i klargøringen nu er så alvorlig, at vi ikke længere kan tie stille. De forhold, vi arbejder under, udgør ikke kun en risiko for vores psykiske arbejdsmiljø – de udgør også en reel risiko for sikkerheden og en stabil togdrift. Vi står dagligt i situationer, hvor vi bliver bedt om at udføre opgaver uden den nødvendige viden, uddannelse og uden den nødvendige bemanding.
Dette er ikke forsvarligt, og det kan ikke ignoreres længere.
1. Utilstrækkelig oplæring i TALGO-materiellet
TALGO-togene er sat i drift, uden at medarbejderne har fået den oplæring, der er nødvendig for at håndtere materiellet sikkert. Det betyder, at vi dagligt står med ansvar for tog, vi ikke er fuldt uddannet i – hvilket er uacceptabelt i en sikkerhedskritisk branche.
2. Mangelfuld oplæring i driftstyringssystemet IVU
IVU er et centralt system i driften, men oplæringen er ikke tilstrækkelig. Det skaber fejl, forsinkelser og et unødigt pres på de medarbejdere, der forsøger at få systemet til at fungere uden den uddannelse, systemet kræver. Det burde ikke være medarbejderne, der “fejlsøger” i systemer, de aldrig er blevet ordentligt oplært i.
3. Konstant underbemanding
Underbemanding er ikke et enkeltstående problem – det er dagligdag. Det betyder, at vi arbejder i et konstant arbejdspres, hvor hastværk og udmattelse er hverdag. Det opleves tit, at der kun er 50 procent af den nødvendige bemanding til at udføre opgaverne, hvilket øger fejlrisikoen markant. Det er uforsvarligt og potentielt farligt.
4. Ekstra produktion uden ekstra ressourcer
Produktionen øges løbende med ekstratog, mens bemandingen ikke følger med. Selv på de sjældne dage, hvor vi er fuldt bemandet, er arbejdsbyrden langt større end kapaciteten. Vi er allerede pressede – og produktionen bliver ved med at vokse, uden at arbejdsmiljøet eller sikkerheden følger med.
Dette er ikke holdbart.
Vi fremfører disse bekymringer, fordi vi kan se, at udviklingen går i den forkerte retning. Når medarbejdere ikke er korrekt oplært, når bemandingen er utilstrækkelig, og når produktionen fortsætter med at stige uden tilsvarende ressourcer, så sætter man både medarbejdere og passagerer i en risikofyldt situation.
Vi forventer, at ledelsen tager dette alvorligt og handler hurtigt. Det kræver:
Ordentlig og fuldstændig oplæring generelt og i TALGO og IVU, de nødvendige medarbejderressourcer til at udføre opgaverne sikkert og en realistisk planlægning af produktionen.
Vi ønsker trygge arbejdsforhold, og vi ønsker en sikker togdrift. Det kræver handling – ikke flere undskyldninger.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


