Mens vi venter
Fra røde faner til blå slips
I sin iver efter at virke moderne og samarbejdsorienteret har fagtoppen solgt sin kant – og fået adgangskort til erhvervslivets receptioner som kompensation.
|
Det kræver efterhånden mere fleksibilitet end et arbejdsmiljøkursus i yoga at følge med i, hvem der kæmper for hvad i det danske klasseteater. Et øjeblik står man i front for lønmodtagerne, med højtråbende indignation og hånd i hånd med solidariteten – næste øjeblik glider man ubesværet over i kapitalens inderkreds, hvor champagnen er kold, og lønforhandlinger er noget, man outsourcer til HR-afdelingen.
Et aktuelt eksempel er en profil, der tidligere var forhandlings- og EU-chef i Fagbevægelsens Hovedorganisation med ansvar for kollektive aftaler, EU-lovgivning, arbejdsmiljø og ligestilling. Den 1. oktober 2025 skiftede vedkommende side og tiltræder som direktør for forhandling, aftaler og partsrepræsentation i Dansk Arbejdsgiverforening. Fra frontlinje for lønmodtager-fællesskab til nøgleposition for arbejdsgiversiden – uden så meget som antydningen af ideologiske tømmermænd.
Fagtoppen som erhvervslivets HR-afdeling
Men det virkelig absurde er ikke, at vedkommende, der blot er et enkelt eksempel af mange, gør det – det er, at ingen længere løfter et øjenbryn. Fagtoppen, der engang stod som bolværk mod erhvervslivets magt, har forvandlet sig til en slags human resources med røde rødder.
Når forhandlere kan skifte side så smertefrit, er det ikke kun et spørgsmål om personlig opportunisme. Det er et spejl af en fagbevægelse, der har glemt, at klassekamp ikke er en kommunikationsstrategi, men et grundvilkår.
Den gamle arbejderbevægelse, der kæmpede for fællesskab og rettigheder, er i dag et administrativt mellemled i et velsmurt forhandlingsmaskineri, hvor begge parter går til bordet for at sikre “den danske model” – et udtryk, der i stigende grad betyder: Lad os nu ikke genere kapitalen unødigt.
Når forhandlere kan skifte side så smertefrit, er det ikke kun et spørgsmål om personlig opportunisme. Det er et spejl af en fagbevægelse, der har glemt, at klassekamp ikke er en kommunikationsstrategi, men et grundvilkår.
I sin iver efter at virke moderne og samarbejdsorienteret har fagtoppen solgt sin kant – og fået adgangskort til erhvervslivets receptioner som kompensation.
Et system, der har glemt, hvem det skal repræsentere
Kapitalen klapper ad sine nye allierede, fagbevægelsen taler om “balancerede løsninger”, og arbejderne – dem det hele egentlig skulle handle om – må nøjes med et skulderklap og en powerpoint om “den grønne omstilling”.
Måske burde vi ikke spørge, hvorfor de skifter side.
Måske burde vi spørge, hvornår de egentlig holdt op med at have en.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
28. november 2025 | 06:03
