Mere end 27.000 danskere har siden maj skrevet under på Oxfam Danmarks kampagne “Jeg vil ikke være medskyldig” i Israels krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser mod palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden.
De tusindvis af danskere kræver, at den danske regering tager ansvar og handler “øjeblikkeligt og konsekvent” for at stoppe Israels forbrydelser, ulovlige besættelse og menneskerettighedskrænkelser i Palæstina.
– Angrebene i Gaza fortsætter, vores nødhjælp bliver stadig blokeret, og samtidig udvides bosættelserne på Vestbredden, og bosættervolden eskalerer. Folkedrabet fortsætter, og det har regeringen pligt til at gøre, hvad den kan for at forhindre, siger generalsekretær i Oxfam Danmark Lars Koch.
Han fortsætter:
– Historien vil dømme os, hvis vi ikke reagerer på Israels brutale fremfærd i Palæstina. Ligesom verden i dag fordømmer passiviteten under folkemordene i Rwanda og Bosnien, vil vores tavshed om palæstinenserne blive husket. Danmark skal stå op for de internationale regler, der er etableret på baggrund af barbariet under Anden Verdenskrig. Vi vil ikke være medskyldige.
Konkret er kravet fra de mange tusinde danskere, at regeringen stopper al direkte og indirekte våbeneksport til Israel og arbejder for en suspendering af associeringsaftalen mellem EU og Israel samt forbyder import af produkter og brug af tjenester fra Israels ulovlige bosættelser.
Angrebene i Gaza fortsætter, vores nødhjælp bliver stadig blokeret, og samtidig udvides bosættelserne på Vestbredden, og bosættervolden eskalerer. Folkedrabet fortsætter, og det har regeringen pligt til at gøre, hvad den kan for at forhindre.
Lars Koch, Oxfam Danmark
Og som medlem af FN’s Sikkerhedsråd og med en ambition om at fremme den regelbaserede verdensorden har Danmark et særligt ansvar for at stå på lovens og retfærdighedens side, understreger Oxfam Danmark.
Danmark har ifølge folkeretten pligt til både at overholde og sikre overholdelse af krigens regler – og kan blive medskyldig, hvis Danmark undlader at reagere på alvorlige overtrædelser som dem, der finder sted i Palæstina lige nu.
Selvom Danmark ikke er direkte part i konflikten, så har den danske stat underskrevet FN’s Folkedrabskonvention, der forpligter alle underskrivende parter til at forebygge og straffe folkedrab – uanset hvor det finder sted.
Herudover slår FN’s statsansvarsregler fast, at tredjelande ikke må hjælpe eller støtte stater i at begå handlinger, som de ved er i strid med folkeretten. Danmark er forpligtet til ikke kun selv at overholde krigens regler, men også til at sikre, at andre gør det.
7000 har sendt personlige beskeder
Ud over de 27.000 underskrifter har 7000 danskere sendt personlige beskeder med opråb til regeringen.
Oxfam Danmark har samlet alle beskederne i en bog, hvor forfatter Carsten Jensen har skrevet forordet, der tirsdag blev overrakt til statsminister Mette Frederiksen.
– Bogen er et vidnesbyrd om den modløshed og afmagt, mange tusinde danskere har følt over Israels ageren i Gaza og regeringens manglende handling. På trods af den skrøbelige våbenhvileaftale i Gaza er der stadig et stort behov for regeringens pres på Israel, siger Lars Koch.
Siden våbenhvileaftalen trådte i kraft den 10. oktober, burde der ifølge aftalen være kommet 600 lastbiler med nødhjælp ind om dagen, men tal fra FN viser, at Israel lader mindre end halvdelen af de aftalte 600 daglige lastbiler køre ind i Gaza.
Det bør få alarmklokkerne til at ringe i verdenssamfundet, mener Oxfam.
– Mange tror måske, at der er fred nu, men det er desværre langt fra virkeligheden. Vores kollegaer i Gaza fortæller fortsat om børn, der går sultne i seng, og familier, der ikke har adgang til vand og medicin. Det kan vi ikke acceptere, siger Lars Koch.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

