Valgkampen handler mest om magt – og så glemmes ældrerådsvalget
Vores ældre borgere fortjener, at valgkampen op til kommunalvalget handler om deres velfærd, tryghed og kvaliteten af ældreplejen – ikke blot om magtspil på rådhuset, skriver Peter Kay Mortensen i denne blog.I den aktuelle kommunale valgkamp oplever jeg desværre, at meget fokus handler om, hvem der skal have magten i kommunen – og langt mindre om, hvilke opgaver kommunen faktisk skal løse. Og heri ligger et alvorlig svigt, især i forhold til ældreområdet, som ofte bliver nedprioriteret i de politiske diskussioner. Vores ældre borgere fortjener, at det handler om deres velfærd, tryghed og kvaliteten af ældreplejen – ikke blot om magtspil på rådhuset.
Der er store og uløste problemer i ældreplejen i dag. Personalet er hårdt presset, og i mange kommuner forsøger man at løse manglen på hænder ved at erstatte menneskelig indsats med robotstøvsugere og andre teknologiske hjælpemidler.
Det kan være et nyttigt supplement, men aldrig en erstatning for den omsorg og nærhed, som kun et menneske kan give. Robotter kan ikke trøste, snakke eller forstå den ældre på samme måde, som en engageret medarbejder kan.
Store mangler i ældreplejen
Tilsynet med ældreområdet ser mange plejehjem og hjemmehjælpsenheder, der ikke lever op til minimumskravene.
“Mange plejehjem og hjemmeplejeenheder har problemer med at leve op til minimumskravene for patientsikkerhed og den basale pleje, og det er utilfredsstillende”.
Sådan lyder dommen fra Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed. To nye erfaringsopsamlinger, der i alt baserer sig på mere end 500 tilsyn, dokumenterer, at hvert fjerde tilsyn på ældreområdet afslørede “større” eller “kritiske” problemer.
Der er store og uløste problemer i ældreplejen i dag. Personalet er hårdt presset, og i mange kommuner forsøger man at løse manglen på hænder ved at erstatte menneskelig indsats med robotstøvsugere og andre teknologiske hjælpemidler.
“Nogle af de problemer, vi blandt andet ser, er udfordringer med medicinhåndteringen, hvor de lægelige ordinationer ikke følges, så der enten er for mange, for få eller forkerte piller i doseringsæsken hos den ældre. Det er en manglende plan for pleje og behandling af nogle af de allersvageste, ældre med demens eller anden hjerneskade, som ikke selv kan give udtryk for deres behov”, siger Anette Lykke Petri i en nyhed fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
“Og så ser vi også manglende forebyggende indsatser blandt andet i forhold til tryksår. Det er alt sammen mangler i behandlingen af de ældre, som i sidste ende kan føre til unødig indlæggelse”, forklarer hun.
De problemer skal kommunerne løse.
Valg til senior- og ældreråd
Samtidig med kommunevalget findes der et valg, som mange overser: Valget til de lokale senior- og ældreråd, som ofte afholdes samtidig med kommunevalget i landets fleste kommuner.
Disse råd har en vigtig stemme i kommunen, når det gælder implementeringen af ældre- og sundhedsloven. De skal sikre, at ældres behov bliver inddraget i beslutningerne. Derfor er det afgørende, at flere stemmer ved både kommunevalget og ældrerådsvalget, så rådene får reel indflydelse.
Ældreplejen må ikke reduceres til et magtspil eller teknologisk erstatning. Det handler om respekt, værdighed og at lade ældre selv være med til at sætte retningen gennem valgte repræsentanter.
Stem aktivt – både til kommunevalget og ældrerådsvalget – og vær med til at sikre ældrepolitik med hjerte!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.