Næsten et halv års strejke, stadig uden resultat. Det er den virkelighed, som en gruppe fysioterapeuter i Nordjylland står i netop nu. De strejker for deres 6. ferieuge, for ret til barns første sygedag og for en ordentlig løn, der passer til deres faglighed. Kort sagt, de strejker for en overenskomst, og har gjort det længe.
De er alle ansat på privatejede fysioterapi-klinikker drevet af virksomheden BeneFit. Strejken er blevet dækket i Arbejderen, hvor fysioterapeuterne selv fortæller, at nogle af dem arbejder til en løn, der er næsten 100.000 kroner lavere end deres kollegaer i den offentlige sektor.
Det er på trods af, at private fysioterapi-klinikker, som dem BeneFit driver, modtager samlet set næsten to milliarder kroner fra det offentlige hvert år i tilskud. Det er altså for dine og mine penge, at den her erosion af ordentlige arbejdsvilkår sker.
Den form for offentligt finansieret løndumping er ikke unormalt, når opgaver som ellers varetages af det offentlige flyttes over i private hænder.
I Vejle Kommune fik rengøringsmedhjælpere pludselig at vide, at de skulle gøre det samme arbejde på den halve tid, og for handicaphjælpere bliver lønnen konsekvent dumpet, fordi kommunerne skærer i tilskuddet til dem og lader private overtage.
Fysioterapeuterne skal støttes i deres kamp for ordentlige forhold, de skal mødes med alt den solidaritet, som vi overhovedet kan mønstre, så de forhåbentligt snart kan få en ordentlig overenskomst.
Og det er den kamp, som fysioterapeuterne i Nordjylland kæmper lige nu. Som formanden for fysioterapeuternes forening sagde til Arbejderen:
– Vi arbejder hårdnakket på at få overenskomstdækket og dermed sikret ordnede vilkår til alle fysioterapeuter, der arbejder i privat praksis. Kan vi tegne overenskomst med BeneFiT Nord, kan den være med til at sætte nogle standarder for hele branchen, og det vil på mange måder være skelsættende.
Den kamp må og skal støttes. Løndumping må aldrig accepteres, særligt når det sker for offentlige midler.
Det er en glidebane, som på sigt forværrer alle arbejders vilkår, fordi arbejdsgiverne opdager, at de kan slippe afsted med mere og mere underbetaling, imens de selv skovler pengene ind til sig selv.
Fordi der er råd i BeneFit til at betale en ordentlig løn til deres ansatte, til at sikre ordentlige forhold og vilkår. Det er et valg, virksomheden selv har taget, når de konsekvent underbyder og nægter at indgå en overenskomst med fysioterapeuterne.
Her næsten seks måneder inde i strejken er der fortsat ingen aftale. Repræsentanter for BeneFit og fysioterapeuterne har mødtes flere gange, men uden resultat. Men det kuer ikke de strejkende, som dag efter dag står foran BeneFits klinik i Sæby for at gøre opmærksomme på, hvor dårligt virksomheden behandler sine medarbejdere.
Og det er ikke kun de ansatte, som tager kampen op, også nogle af brugerne af BeneFits klinikker støtter op om strejken. Det er på trods af, at de ikke kan få den behandling, som de skal have på klinikken imens strejken pågår.
En af klinikkens patienter, Ole Maalgaard, fortæller til Arbejderen, at han har været nødt til at finde behandling et andet sted til en dyrere pris, men at det ikke gør hans støtte til strejken mindre.
– Der er 500 private klinikker i Danmark, som hvert år tilsammen modtager to milliarder skattekroner. De burde være overenskomstdækket, ligesom det offentlige sundhedsområde i øvrigt er det. Politikerne burde skamme sig, at de smider penge efter de her klinikker, når der ikke er ordnede forhold for de ansatte, fortæller han.
Og han har helt ret. Fysioterapeuterne skal støttes i deres kamp for ordentlige forhold, de skal mødes med alt den solidaritet, som vi overhovedet kan mønstre, så de forhåbentligt snart kan få en ordentlig overenskomst. Skattekroner skal ikke bruges til at underminere arbejdsforhold!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

