Verdens rigeste fortsætter med at øge deres markante klimaaftryk, mens verdens fattigste reducerer deres udledninger. Det viser en ny rapport fra Oxfam forud for FN’s klimatopmøde (COP30), der bliver afholdt 10.-21. november i Brasilien.
På bare én dag udleder en person fra den rigeste 0,1 procent af verdens befolkning mere CO2, end en person fra den fattigste halvdel af verdens befolkning gør på et helt år.
Og de rigestes udledninger fortsætter med at vokse.
Det viser rapporten Climate Plunder: “How a powerful few are locking the world into disaster”, som NGO’en Oxfam netop har udgivet.
Der er brug for handling
Rapporten kaster lys over, hvordan de superriges livsstil med et højt CO2-forbrug spænder ben for effektiv global klimahandling.
Derfor er det afgørende, at der bliver handlet nu, mener Oxfam Danmark:
– Verdens rigeste driver klimakrisen, og de ændrer tydeligvis ikke på udviklingen af sig selv. Derfor må regeringer verden over gøre mere for at begrænse de rigestes udledninger. Det er på tide, at de største forurenere betaler mere, siger Mads Busck, klimapolitisk rådgiver hos Oxfam Danmark.
Verdens rigeste driver klimakrisen, og de ændrer tydeligvis ikke på udviklingen af sig selv. Derfor må regeringer verden over gøre mere for at begrænse de rigestes udledninger.
Mads Busck, Oxfam Danmark
Oxfam Danmark opfordrer den danske regering til at gå forrest globalt og arbejde for at mindske klimauligheden.
Det kan eksempelvis ske ved at forbyde unødvendige private flyvninger og indføre en højere flyskat, der stiger i takt med antallet af rejser.
Herudover foreslår Oxfam en ekstra afgift ved business class-flyvninger samt en formueskat på én procent af nettoformuer over 15,5 millioner kroner. Det vil indbringe 11 milliarder kroner årligt i statskassen.
– Pengene kan blandt andet bruges til at hjælpe de dele af verden, der bliver ramt hårdest af klimaforandringerne. Det er fair, at de rigeste, der sviner mest, betaler for de skader, som de er drivende i at skabe, siger Mads Busck.
Rige øger deres CO2-forbrug
Siden 1990 har den rigeste 0,1 procent af verdens befolkning øget deres andel af de samlede CO2-udledninger med 32 procent – mens den fattigste halvdel af verdens befolkning har reduceret deres andel af udledningerne med tre procent.
Det er opsigtsvækkende, mener Oxfam Danmark:
– Vi har længe vidst, at der er massive forskelle på udledningerne fra verdens rigeste og fattigste. Men nu kan vi se, at forskellene faktisk bliver større. Verdens fattigste reducerer deres udledninger, mens de riges livsstil med flyrejser og luksusforbrug er en stigende trussel mod klimaet, siger Rune Møller Stahl, ulighedsanalytiker hos Oxfam Danmark.
FN’s klimatopmøde markerer 10-året for Parisaftalen fra 2015, hvor næsten 200 lande forpligtede sig til at arbejde for at begrænse den globale opvarmning, så temperaturstigningen holder sig under 1,5 grader.
Hvis det mål skal indfries, skal den rigeste 0,1 procent af verdens befolkning reducere deres udledninger per person med 99 procent inden 2030, konstaterer Oxfam.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


