Danmarks længst varende strejke
“dronerne er virkelige nok” – har vi fået nogen beviser på det?
Log ind for at svareEfter de omfattende droneobservationer har myndighederne skærpet beredskabet over hele landet. Allerede da de første droner blev observeret, erklærede statsminister Mette Frederiksen, at landet var udsat for “hybride angreb”, som ”vi må forvente, der kan komme flere af”. Angrebene, sagde hun, “skal ryste os som mennesker og som samfund”.
Først når angsten ikke længere kan omsættes til frygt og bruges til politisk styring, kan et fællesskab opstå, der bygger på tillid i stedet for kontrol.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen fulgte op med, at alt pegede på en “professionel aktør” bag en “systematisk” operation, mens justitsminister Peter Hummelgaard kaldte situationen “en ny virkelighed” og sammenlignede med tiden efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001.
Regeringens reaktion på dronehændelserne viser, hvordan ‘beredskab’ bliver til en politisk fortælling, hvor frygten selv gøres til en form for sikkerhed.
Når frygten bliver permanent
Regeringens sprog danner et mønster. Udtalelser om hybride angreb, professionelle aktører og en ny virkelighed vækker forestillingen om en usynlig og vedvarende trussel, hvor Danmark er konstant udsat, men sjældent direkte ramt. Sådan skabes følelsen af uafvendelig sårbarhed – en permanent tilstand af frygt.
Dronerne er virkelige nok, men i regeringens fortælling bliver de mere end maskiner. De bliver symboler på den usynlige trussel, der kan ramme hvor som helst og når som helst. Deres virkelige magt ligger ikke i ødelæggelsen, men i forventningen.
Denne forventning omsætter staten til et beredskab, som ikke kun handler om at afværge en konkret fare, men om at fastholde en tilstand af årvågenhed. Regeringens ord giver dronerne politisk betydning og gør dem til bevis på, at truslen er virkelig, og at staten må handle. Denne fortælling omsættes derefter til praksis gennem beredskabets konstante reaktion – med overvågning, mobilisering og nye sikkerhedstiltag.
Sådan bliver frygten en del af statens måde at fungere på – ikke blot en reaktion, men et redskab til at samle borgerne om sig.
Den militariserede fred
Når frygten bliver politisk, ændrer freden karakter og bliver ikke længere modsætningen til krig, men dens forlængelse. Staten hævder, at freden kun kan sikres gennem militær styrke, og gør oprustningen til bevis på ansvarlighed. Men jo mere freden gøres afhængig af styrke, desto mere bliver den en tilstand, der konstant må forsvares og derfor aldrig kan opnås fuldt ud.
Freden bliver et statsligt projekt, der kræver borgernes opbakning og årvågenhed. Vi skal vise, at vi fortjener den ved at leve, som om krigen kan begynde i morgen. Sådan forvandles freden til beredskab – et permanent mellemstadium mellem krig og fred, hvor stabilitet hviler på frygtens vedligeholdelse.
For at forstå, hvorfor denne frygt virker så stærkt, må man se på, hvor den henter sin næring, nemlig i den angst, der allerede præger hverdagen.
Fra samfundets angst til statens frygt
Angsten ligger indlejret i et samfund, hvor vores tilværelse afhænger af kræfter, vi ikke selv styrer – om der er job at få, hvad lønnen rækker til, hvordan boligpriserne udvikler sig, og om velfærden holder og så videre. Denne manglende kontrol gør præstation og konkurrence til livsbetingelser; vi må hver især forsøge at skabe tryghed i et system, der selv bygger på utryghed. Angsten bliver dermed ikke blot en følge af systemet, men dets drivkraft. Vi forsøger at overvinde utrygheden gennem præstation – og genskaber derved den angst, som holder systemet i gang.
Sådan forvandles den kollektive utryghed til en individuel drift, hvor den ydre usikkerhed bliver til et indre krav om at præstere. Angsten er derfor ikke et personligt svigt, men en nødvendig følge af et samfund, hvor vi hele tiden må bevise, at vi fortjener vores plads. Et menneske, der konstant må bevise sin værdi, søger tryghed dér, hvor den synes mulig.
Angsten bliver dermed ikke kun en byrde, men også et bånd: Den knytter individet til de autoriteter, der lover orden midt i usikkerheden. Som socialpsykologen Erich Fromm påpegede, søger mennesker, der føler sig magtesløse, beskyttelse hos autoriteten. Det føles sikkert at adlyde, fordi lydigheden fritager os for ansvaret, og fordi autoriteten lover stabilitet i et ellers uforudsigeligt liv.
Staten kan kun vække frygten, fordi angsten allerede findes. Frygt retter sig mod noget ydre – en fjende, et angreb – mens angst er indre og diffus. Frygten er statens redskab, angsten dens råstof. Når samfundets angst omsættes til politisk frygt, bliver den til beredskab – en fælles årvågenhed, der binder borgerne til staten. Staten beskytter derfor ikke mennesket mod utrygheden, men utrygheden mod mennesket.
Når regeringen taler om ansvar, sammenhold og robusthed i urolige tider, bliver frygten gjort til dyd: Den ansvarlige borger frygter det rigtige og støtter den rette politik. Sådan bliver angst til moral og moral til lydighed; og den stat, der lover at beskytte os mod frygten, henter sin styrke i dens konstante nærvær.
At vende angsten
Angst er ikke kun et redskab for magten, men afslører også sprækkerne i det samfund, vi lever i. Ingen kan føle sig tryg, når trygheden afhænger af andres utryghed. Et samfund, der bygger på konkurrence, gør uroen permanent. Så længe trygheden skal vindes på andres bekostning, vil angsten vende tilbage, uanset hvor meget vi forsøger at dæmpe den hver for sig.
Angsten afslører dermed ikke blot en følelse, men et princip. Samfundets tryghed hviler på truslen om at miste den – på risikoen for nederlag og isolation, som holder os lydige og årvågne. Trygheden hviler på truslen om utryghed, ligesom freden hviler på truslen om krig.
Men netop dér viser angsten også muligheden for en anden form for tryghed – en, der ikke skal fortjenes, men deles, fordi den udspringer af fællesskab frem for kontrol. At vende angsten handler derfor om at forstå dens årsager og gøre den til genstand for fælles kritik snarere end statsligt beredskab. Først når angsten ikke længere kan omsættes til frygt og bruges til politisk styring, kan et fællesskab opstå, der bygger på tillid i stedet for kontrol, og hvor trygheden ikke hviler på frygten, men på hinanden.
Dette er et debatindlæg, modtaget den 7. oktober. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
