Dropper samarbejdsaftale
Tirsdag den 7. oktober udkom i Altinget en kronik af Jonathan Fischer, forhenværende næstformand i Det Jødiske Samfund, under den alarmerende titel: “Jonathan er jøde i Danmark: Det er voldsomt. Der er mennesker, der ønsker at slå mine børn ihjel”.
Jeg hedder også Jonathan, bare Jonathan Ofir, jeg er også jøde. Der er godt nok mange af os Jonathan’er, som jeg kender efterhånden; jeg plejer at sige, at vi er de jødiske Muhammad’er.
Jeg råber for de palæstinensiske børns liv og rettigheder. Jonathan Fischer tilsværter det, som om det er terrorslogans. Og det er en skam. Man skal først være et menneske, før man er jøde.
Men nu til alvor. Jeg ser et andet billede. Fischer udlægger med at betegne det Hamas-ledet angreb på Israel den 7. oktober 2023 som “det dødeligste angreb mod jøder på én dag siden Holocaust”. Det har mange gjort.
Det er ikke bare faktuelt forkert, idet at angrebet var på mange andre end jøder – det var i bund og grund angreb på Israel og angreb på israelere – selvom der også var en del af de ramte, som ikke var israelske statsborgere.
Dette er ikke bare en pedantisk forskel. Det er tilknyttet en anskuelse af et paradigme, som hedder besættelse. Hvis man ikke ser det som grundlæggende for forståelsen af situationen, så ser man bort fra en hel essentiel sandhed:
Israel er en besættelsesmagt; Gaza har været udsat for en ulovlig besættelse i mange artier og for en yderligere ulovlig belejring i næsten to årtier.
Denne forståelse er ikke en legitimering af drab og tilfangetagen af civile, som i sig selv er krigsforbrydelser, og som indgik i angrebet ved siden af angreb på militære mål, som ikke falder under samme kategori.
Når Fischer udlægger det, som han gør, bliver paradigmet antisemitisme til at starte med. Og man kan hermed se, hvordan antisemitisme bliver brugt af Israel-lobbyen, som Det Jødiske Samfund klart kan ses som, til at forvirre billedet omkring Israels systemiske forbrydelser.
Fischer fortsætter med at sige, at “denne kronik handler dog ikke om Israel. Ikke om Hamas. Og heller ikke om den evigt diskuterede tostatsløsning. Den handler om jøder, der bliver slået ihjel, fordi de er jøder”. Men han bruger netop angrebet, i hans selektive anskuelse, som udgangspunkt til at tale om ren antisemitisme – målrettet angreb på jøder “fordi de er jøder”.
From the river to the sea
Fischer påstår, at “from the river to the sea” er et slogan fra Hamas’ charter fra 1988. Men det er forkert, og det er underligt, at Altinget ikke kræver kilde og belæg for det. Hvis Fischer læste dokumentet fra 1988, ville han måske se, at det, som kommer tæt på det, faktisk er en henvisning til det, som Hamas anser for at være zionisternes mål efter overtagelse af Palæstina. Det kommer i punkt 32: “Efter palæstina vil zionisterne stræbe efter udvidelse fra Nilen til Eufrat[floden]”.
Israel er, interessant nok, i gang med at udvide sin kontrol langt over grænserne af den historiske palæstina, og Netanyahu taler åbent om et “greater Israel”.
Men hvis man nu vil finde en mere konkret eksempel på “flod til hav”-henvisning, skal man blot se på Netanyahus Likud-charter fra 1977, det år de først blev valgt ind: “Mellem [Middel]havet og Jordan[floden] vil der kun være israelsk suverænitet”.
Likud har sågar slået princippet fast i senere dokumenter. I 1999 partiplatformen skrev de således, at “Israels regering blankt afviser etablering af en palæstinensisk-arabisk stat vest for Jordanfloden”, og her befæster de ulovlige annekteringer uden for den historiske palæstina, som de syriske Golan-højder.
Fischer henviser godt nok til Hamas’ opdaterede charter fra 2017, omend ved en meget vag formulering:
“Frem til 2017 talte Hamas åbent om at bekæmpe jøder. I dag taler de om ‘zionister’. Det lyder mere politisk, ikke som jødehad. Og derfor bliver det nemmere for vestlige aktivister at tage sproget til sig. Jeg ser det ofte – især på venstrefløjen. Man siger, at man ikke er antisemit, men stolt “anti-zionist”. Men i praksis er forskellen ofte kosmetisk.”
I 2017-charteret står det meget udtalt, at Hamas’ anliggende ikke er imod jøder som sådan, men mod zionismen. Lad os kigge på det, det er punkt 16 i dokumentet:
“Hamas bekræfter, at dets konflikt er med det zionistiske projekt og ikke med jøder på grund af deres religion. Hamas yder ikke bestræbelse mod jøder, fordi de er jødiske, men bestræbelse mod zionisterne som besætter palæstina. Dog er det zionisterne, som ustandseligt identificerer jødedom og jøder med deres egne kolonialistiske projekt og ulovlige væsen”.
Jeg ved godt, at der er mange, der håner det opdaterede dokument og ikke tager det alvorligt. Men hvordan kan man forholde sig så alvorligt til 1988-dokumentet (ud over at frit fejlcitere det), men afvise, hvad der står i 2017-opdateringen? Det er klart selektivt.
Desuden står der i Hamas’ 2017-dokument noget ret vigtigt omkring forholdet til Palæstina i pragmatiske termer og i forhold til et accept af den såkaldte “tostatsløsning”. Dokumentet siger netop følgende:
“Hamas betragter etablering af en fuld suveræn og selvstændig palæstinensisk stat med Jerusalem som dens hovedstad, langs 4. juni 1967-linjer, med tilbagevenden af flygtninge og fordrevne til de hjem, som de blev fordrevet fra, for at være en formel af national konsensus”.
Det er noget, som ikke ses hos Likud. Skal det slet ikke nævnes? Er det kun “from the river to the sea”, uden at nævne at det er præcis det, som Likud sagde og gjorde?
Hamas synes at have fulgt en udvikling, som skete i PLO (Palestine Liberation Organization), som i 1988 officielt accepterede det kompromis, som Hamas taler om i 2017.
PLO gik over til at erklære villighed til at nøjes med 22 procent af det historiske Palæstina i stedet for at stræbe efter en befrielse af 100 procent af det.
Det var et problem for Israel, som netop ville have 100 procent og mere, så det indledte “fredsprocessen” som en måde at opretholde en facade af fred, mens det blev ved med at udvide kontrol.
Tilknytning til demonstrationer
Fischer knytter det slogan, som han tilskriver Hamas, til demonstrationerne mod Israels folkedrab internationalt:
“From the river to the sea” – et slogan fra Hamas’ charter fra 1988 – bliver nu råbt i København, Aarhus, London og Berlin. De, der råber det, ved måske ikke, hvad det betyder. Men det ved Hamas. Det betyder, at Israel skal udslettes – fra Jordanfloden i øst til Middelhavet i vest”.
Betyder det så kun det? Kan det betyde noget andet? For eksempel at alle dem, som er under Israels apartheidregime af jødisk overlegenhed mellem floden og havet, skal leve under lige rettigheder? Nej, det kan det ikke ifølge Fischer. Hans ensidige udlægning er den eneste fortolkning, og han nævner ingen anden.
Så nu er demonstrationerne mod Israels egen udslettelseskampagne mod palæstinenserne blevet til en kampagne for at udslette Israel – og vi ved allerede godt, at når Fischer siger “Israel”, så mener han “jøder”, for det har han allerede forvekslet tidligere.
Begrænser sig ikke til Israel
Fra den fejlhenvisning springer Fischer videre til at anskue Hamas’ mål for at være større end “from the river to the sea”, det vil sige et større mål om at ramme jøder, fordi de er jøder, og ud over Israel og Palæstina.
“Men Hamas’ ideologi begrænser sig ikke til Israel”, skriver han.
Han giver et konkret eksempel for påstanden:
“Vi så et konkret eksempel i Manchester i torsdags, hvor en terrorist angreb en synagoge under Yom Kippur – den helligste dag i den jødiske kalender.”
Dog: “Jeg har ikke kendskab til, at terroristen i Manchester havde forbindelse til Hamas. Men det er tydeligt, at han abonnerede på samme ideologi. Han angreb nemlig ikke synagogen på grund af israelsk politik. Han gjorde det, fordi de, der var inde i synagogen, var jøder.”
Hvor mange fejlslutninger kan man egentlig lægge på hinanden? For at bevise, at Hamas’ ideologi alligevel har til mål at ramme jøder som jøder ud over i Israel, henviser han til en hændelse, som han ikke kan bevise har noget med Hamas at gøre, men det gør ikke noget, fordi man kan kalde det “samme ideologi”, som Fischer i forvejen har misrepræsenteret.
Det er en intellektuel fattighed, som bare viser, hvor nemt det er at komme afsted med sådanne påstande, når man skal tale om antisemitisme. Det behøver slet ikke at være faktuelt – det skal bare skræmme os fra vid og sans.
Børnene
Og så kommer det med børnene:
“I Danmark i 2025 er der børn – helt ned til ti måneder gamle – der hver dag går i vuggestue, børnehave og skole under konstant politibevogtning. Det er børnenes virkelighed, fordi der findes mennesker, som ønsker at slå dem ihjel. Og nej – det er ikke fordi, mine børn har været soldater i IDF. Eller afholdt en demonstration til støtte for Israel. Eller lavet et opslag på Facebook. De ønsker at slå mine børn ihjel, fordi de er jøder.”
Der er politibevogtning på jødiske institutioner. Har nogen udtalt, at de gerne vil dræbe jødiske børn? Jeg har ikke hørt om det. Det kan være, at nogen har. Hvis nogen udtalte sådan en grusom tanke, så tænker jeg, at de med det samme vil blive taget ind til varetægt, fordi det er en ekstrem trussel.
Men vi ved det ikke. Det er en vurdering et eller andet sted, at jødiske børn i jødiske institutioner skal have politibevogtning.
Men hvad med de muslimske børn? Og især palæstinensiske børn? Jeg har hørt frygtelige udtalelser om dem fra politikere og redaktører. B.T.’s debatredaktør Joachim B. Olsen har for eksempel skrevet, at der går en milliard palæstinensere på et israelsk liv. Det, tænker jeg, er en alvorlig trussel, og det viser bare, hvor nemt det er at komme afsted med så morderisk racisme, uden at det har nogen konsekvenser – nej, islamofobi bliver ikke engang nævnt i vores nye handlingsplan mod racisme.
Nu nævnte Fischer de mange demonstrationer som en forlængelse af “Hamas’ ideologi”. Men hvad tænker han om de titusindvis af dræbte palæstinensiske børn? Det er jo ikke bare en fare, en trussel om at blive dræbt – Israel har myrdet dusinvis af dem hver eneste dag. Tænker Fischer på dem? Eller er de bare forsvundet mellem floden og havet, er deres død bare en resultat af “Hamas ideologi”?
At elske alle børn
Samme nævnte Joachim B. Olsen skrev også, at han “tror simpelthen, mange begår den fejl, at de tror, at palæstinenserne er ligesom os, at de elsker deres børn på samme måde, som vi elsker børn. Men det er ikke sandt. Det er fanatikere, som elsker (martyr)døden højere end livet.”
Men jeg er ikke racist. Jeg tænker ikke som Joachim B. Olsen. Jeg synes, alle børn har ret til liv. Jeg har også børn.
Fischer taler dog kun om de jødiske børn. Og klart, de skal leve i tryghed og sikkerhed, her og alle steder. Men – endnu en gang – hvad med de palæstinensiske børn? Skal de ikke også leve i tryghed og sikkerhed?
Jeg er også jøde. Jeg er faktisk også israeler. Jeg hedder også Jonathan. Men jeg råber for de palæstinensiske børns liv og rettigheder. Jonathan Fischer tilsværter det, som om det er terrorslogans. Og det er en skam. Man skal først være et menneske, før man er jøde.
Jonathan Ofir er dansk-israelsk musiker, dirigent, skribent og debattør, der inden for den seneste årti har bidraget regelmæssigt til den amerikansk Mondoweiss omkring Palæstina-Israel-emner.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
