Skal samarbejde med UNRWA
Hvorfor er fredsprisen blevet så politiseret?
Når Nobelkomitéen vælger at anerkende aktører som María Corina Machado, er det ikke et udtryk for universelle værdier, men for et verdensbillede, hvor fred kun eksisterer, når den tjener magtens formål, skriver Mrutyuanjai Mishra.
|
Nobels fredspris har i det seneste årti bevæget sig stadig længere væk fra sin oprindelige idé: at hædre indsatsen for global fred, forsoning og menneskerettigheder. I dag fremstår den i stedet som et politisk redskab, der ofte afspejler og gentager magtstrukturerne i den vestlige verdens geopolitiske orden.
Især i den fattige og socialistisk orienterede del af verden, hvor arbejderpartier og venstreorienterede regeringer sidder på magten, mødes Nobelkomitéens beslutninger med voksende skepsis og mistro. Denne udvikling rejser grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt fredsprisen stadig repræsenterer universelle værdier – eller blot en ny form for moralsk legitimering af vestlige interesser.
Et symptom på den nye geopolitik
Et markant eksempel på denne udvikling er Venezuelas oppositionsleder María Corina Machado, der netop har modtaget Nobels fredspris her i 2025. Machado har i mere end to årtier været en central skikkelse i oppositionen mod landets demokratisk valgte præsident Nicolás Maduro Moros, og hun har i denne egenskab stået i centrum for en række vestligt støttede forsøg på regimeskifte.
Hvis Nobels fredspris fortsat skal have relevans som et moralsk og humanistisk symbol, må den frigøre sig fra den vestlige hegemoni.
I et interview med BBC Mundo fortalte Machado, at hun efter prisoverrækkelsen havde haft en telefonsamtale med Donald Trump, hvor hun udtrykte sin taknemmelighed over for hans støtte:
– Jeg fortalte ham, hvor taknemmelige det venezuelanske folk er for det, han gør – ikke blot i Amerika, men overalt i verden for fred, frihed og demokrati.
Kort efter skrev hun på X:
– Jeg dedikerer denne pris til det lidende venezuelanske folk og til præsident Trump for hans afgørende støtte til vores sag.
Machados politiske linje ligger tæt op ad den amerikanske udenrigspolitiske doktrin om regimeskifte i lande, hvor socialistiske regeringer forsøger at føre en uafhængig politik. Hun støttede blandt andet CIA’s mislykkede kupforsøg mod præsident Maduro i 2022.
Hendes åbne støtte til USA’s sanktioner, som har skabt en dyb økonomisk og humanitær krise i landet, står i skarp kontrast til de idealer om fred og forsoning, som fredsprisen siges at repræsentere.
Machado har desuden argumenteret for privatisering af Venezuelas olieindustri for at åbne dørene for USA’s energigiganter i et land, der rummer verdens største kendte oliereserver – større end Saudi-Arabiens. Hun har også foreslået at genåbne Venezuelas ambassade i Jerusalem, fuldstændig i tråd med Trumps udenrigspolitiske linje.
Økonomisk pres som politisk strategi
Trumps erklærede kamp for “demokrati og frihed” i Latinamerika og Asien har i praksis manifesteret sig som en økonomisk og politisk krigsførelse mod regeringer, der identificerer sig med arbejderklassen og socialistiske værdier.
Under sin nuværende præsidentperiode har Trump indført høje toldsatser på 50 procent mod flere socialistisk ledede lande – blandt andet Brasilien under Luiz Inácio da Silva samt mod (det BJP-ledede, red.) Indien, hvor omkring halvdelen af befolkningen lever af småskalalandbrug.
Luiz Inácio da Silva, bedre kendt som Lula, var tidligere smed og fagforeningsleder og blev et ikon for arbejderklassens kamp i Brasilien, inden han blev præsident. Hans politiske baggrund og engagement i fagbevægelsen gør ham til en figur, som Trump-administrationen har haft svært ved at acceptere, da den traditionelt har været imod stærke fagforeninger og organiseret arbejderbevægelse.
I det indiske tilfælde nægtede regeringen at åbne sit landbrugsmarked for USA’s agroindustrier, idet en sådan åbning ville have ruineret millioner af småbønder, som lever af lokale markeder og ikke kan konkurrere med statsstøttede producenter i Vesten. Som gengældelse indførte Trump-administrationen forhøjede toldsatser på indiske varer for at presse regeringen til handelsmæssige indrømmelser.
Disse tiltag viser, hvordan økonomisk pres og handelsdominans bruges som redskaber til at gennemføre regimeskifte, en strategi, der kombinerer økonomisk tvang med politisk destabilisering.
Fredsprisen som geopolitisk spejl
I denne sammenhæng bliver tildelingen af Nobels fredspris til María Corina Machado mere end blot en fejlvurdering – den bliver et symptom på fredsprisens geopolitiske instrumentalisering. Prisen fremstår ikke længere som et udtryk for universel etisk anerkendelse, men som et symbolsk værktøj til legitimering af vestlige magtinteresser.
Parallellen til Barack Obama er slående. Da Obama modtog fredsprisen i 2009 – blot måneder efter sin tiltrædelse som præsident – blev han hyldet som et håbets symbol. I realiteten blev hans præsidentperiode dog kendetegnet ved en eskalation af militære interventioner og et rekordhøjt antal missilangreb mod fremmede nationer.
Samtidig forblev Guantánamo-fangelejren – et globalt symbol på tortur og retsløshed – åben i hele hans embedsperiode, trods gentagne løfter om at lukke den. At både Obama og Machado kan hædres som “fredens repræsentanter”, understreger den moralske og politiske dissonans, der i stigende grad præger Nobelkomitéens praksis.
Den tavse legitimering af magt
Vi har længe troet, at Nobels fredspris handlede om at belønne mennesker, der kæmpede for menneskerettigheder og demokratisk frihed. Men sjældent har vi erkendt, hvordan de fattiges rettigheder i det globale syd undergraves af de destruktive konsekvenser af sanktioner, handelskrige og politisk destabilisering.
Politisk destabilisering fører ofte til udbredt fattigdom, som det ses i Irak og Libyen, hvor befolkningerne ender som flygtninge. Disse processer gavner i sidste ende kun en lille økonomisk elite i Vesten og den globale våbenindustri, men ikke de almindelige borgere – hverken i syd eller i nord.
Siden interventionerne i Irak, Libyen, Pakistan og Bangladesh har mønstret været det samme: regimeskifte, destabilisering og social opløsning. I dag, hvor Gaza-konflikten midlertidigt er sat på pause (per 16. oktober, red.), tyder meget på, at Iran kan blive det næste mål for vestlige forsøg på regimeskifte – et land, der på trods af interne spændinger fortsat repræsenterer en selvstændig stemme i Mellemøsten og udfordrer USA’s og Israels dominans i regionen.
Et illustrativt eksempel på denne tendens findes i Moldova, hvor præsident Maia Sandu, landets første kvindelige statsoverhoved, mødes med stigende skepsis i befolkningen på grund af sin tætte tilknytning til Vesten. Sandu, der både har moldovisk og rumænsk statsborgerskab, er stærkt pro-vestligt orienteret og støttes aktivt af EU og USA. Kritikerne peger på, at hendes politik i stigende grad tilgodeser NATO’s og Washingtons strategiske interesser i Sortehavsregionen.
Fred som facade
Når politikere, der aktivt støtter økonomiske sanktioner, regimeskifte og militær intervention, hædres som forkæmpere for fred, mister fredsprisen sin moralske autoritet. Den bliver i stedet et geopolitisk spejl, der reflekterer magtens interesser frem for menneskehedens idealer.
Det, der præsenteres som en fejring af fred, bliver i virkeligheden en iscenesættelse af vestlig legitimitet. Og når Nobelkomitéen vælger at anerkende aktører som María Corina Machado, er det ikke et udtryk for universelle værdier, men for et verdensbillede, hvor fred kun eksisterer, når den tjener magtens formål.
Hvis Nobels fredspris fortsat skal have relevans som et moralsk og humanistisk symbol, må den frigøre sig fra den vestlige hegemoni, der i dag definerer dens udvælgelseskriterier.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
22. oktober 2025 | 06:38
