Reportage
Vi – Per Møller Jacobsen, Ali Hansen og Anton Schou – rejste som Rødt Venstres delegation til Paris. Fredag, lørdag og søndag stod i fredens og international solidaritets tegn.
Vi havde på forhånd aftalt møder med La France Insoumise (LFI) (Det Oprørske Frankrig) og skulle deltage i en stor fredskonference, hvor vi ville dele vores budskab om Gaza og Ukraine. Bagagen var tung, men forventningerne endnu større: At møde aktivister og politikere fra hele verden og sætte Rødt Venstre på landkortet.
Møde med La France Insoumise
Vi mødtes med Frank Arnold på LFI’s kontor og talte om De Gule Veste. Frank forklarede, hvordan bevægelsen i 2018 voksede ud af vrede over benzinpriser og blev et bredt socialt oprør.
Blandt deltagerne var der også racistiske og antisemitiske strømninger – de såkaldte “Brune Veste”. Antiracistiske organisationer dokumenterede episoder hvor Gule Veste blokerede en virksomhed, fordi medarbejderne var rumænere, råbte racistiske slagord og malede antisemitisk graffiti.
I stedet for at vende ryggen til bevægelsen greb LFI ind: Aktivister tog ud til rundkørslerne og hjalp med at dreje vreden mod sociale krav. Lokale charters forbød racistiske ytringer, og kendte frontfigurer udsendte erklæringer, der fordømte al racisme. Det skubbede de fremmedfjendske kræfter ud i periferien og gav plads til en venstredrejning.
Klassekamp uden filter
Over frokosten på en lille fransk restaurant fortsatte snakken om “Brune Veste” og om at møde arbejderne dér, hvor de er.
Frank sagde noget, der satte sig fast: “Hvis venstrefløjen ikke tør stå på rundkørslerne med vrede chauffører, overlader vi gaderne til dem, der skyder skylden på migranter eller muslimer.“
Vi var enige om, at klasseforhold skaber frustration, som let kan vendes mod syndebukke. Samtalen gled over i aktuelle konflikter: Palæstina, italienske havnearbejdere, der blokerer våbenskibe, og endda Trumps tale for 200 generaler. Vi blev mindet om, at kampen mod krig og racisme hænger uløseligt sammen.
Aftenmødet blev mere improviseret end formelt. Hugo, en tidligere sygeplejerske, fortalte på fransk om kriserne i Gaza og Ukraine, mens Morgan og Lillian oversatte.
Vi hørte om italienske havnearbejdere, der nægter at laste våben, og om, hvordan aktivister i USA presser militæret. Den røde tråd var tydelig: Antiracisme, klassekamp og fred hører sammen, og bevægelsen bygger på, at sygeplejersker, dokarbejdere og parlamentarikere tør stå side om side.
Fredskonference med globale perspektiver
Konferencen åbnede med deltagere fra over 18 lande. Den første session satte fokus på Palæstina og på, hvordan regeringer i Vesten skærer i sociale ydelser for at finansiere stigende militærbudgetter.
Senere handlede det om krigen i Europa og NATO: Aktivister fra flere lande diskuterede, hvordan man kan opbygge en massebevægelse mod genoprustningen og omsætte samtaler til handling.
Det mest bevægende øjeblik var, da aktivister fra Rusland, Hviderusland og Ukraine stod sammen på scenen og talte imod militarisering.
Undervejs deltog nogle i en demonstration foran den israelske ambassade. Alt i alt var dagen et værksted for internationale initiativer.
I pausen gik samtalen naturligvis også om Ukraine, men vi besluttede at lade debatter om våbenhvile og militær støtte ligge og i stedet lytte til dem, der bar konflikten på deres egne skuldre.
Det mest bevægende øjeblik var, da aktivister fra Rusland, Hviderusland og Ukraine stod sammen på scenen og talte imod militarisering.
De gjorde det klart, at fred er vigtigere, end hvem der får hvilke landstykker, og at almindelige mennesker i alle tre lande længes efter at stoppe krigen. Disse vidnesbyrd viste, at solidaritet på tværs af fronter er mulig, og at en fredsbevægelse må gå imod både russisk og vestlig militarisme for at skabe rum til velfærd og retfærdighed.
Under lørdagens session mødte vi også Jean-Luc Mélenchon, Zarah Sultana og Jérôme Legavre. Samtalerne med dem mindede os om, at bevægelsen rækker fra folkets rundkørsler til parlamenternes talerstole; deres engagement gav os indblik i de politiske kampe og opmuntrede os til at udvide netværket.
Taler og nordisk koordinering
Søndagen kulminerede med det store fredsmøde i Dôme de Paris. Over 4000 deltagere fyldte hallen, og vi sad på scenen som VIP-gæster.
Talere fra hele verden delte deres erfaringer: Palæstinensiske og israelske aktivister talte om mod og solidaritet på tværs af etniske skel, italienske arbejdere opfordrede til strejker mod våbenproduktion, og amerikanske fredsorganisationer koblede antikrig med kampen mod racisme.
Jérôme Legavre fra La France Insoumise og Parti Ouvrier Indépendant krævede, at Frankrig forlader NATO, mens andre parlamentsmedlemmer og græsrødder talte om at forbinde klima- og fredskamp. Energien var elektrisk, og programmet måtte udvides for at give plads til alle historierne.
En af dem, der bevægede os dybt, var Mahaseen Abed El Hadi fra den jødisk-arabiske bevægelse Standing Together. Hun talte som palæstinensisk fagforeningskvinde om de enorme udfordringer, som hendes folk står overfor under det israelske militærs angreb.
Med rolig stemme beskrev hun, hvordan palæstinensere både i Gaza og i Israel selv lever under konstant frygt, og hun opfordrede til at stoppe krigen og folkemordet. Hendes ord – “Længe leve Palæstina!” og “Fra floden til havet vil Palæstina være fri” – blev besvaret med stående klapsalver. Hun viste, at kampen for fred også er en kamp for retfærdighed og lige rettigheder for alle.
John Rees, national koordinator for Stop the War Coalition, holdt mødets afslutningstale. Han takkede alle de fremmødte for at have bygget en ny international fredsbevægelse og mindede os om, at krig aldrig har været arbejderklassens politik.
Som så mange andre talere slog han fast, at fagforeningerne må være med i kampen mod krig for at mobilisere en effektiv international fredskamp. Det er en af den nye fredsbevægelses topprioriteter.
Rees annoncerede, at der allerede er planlagt en second International Peace Conference i London den 20. juni 2026 på Westminster Central Hall, og han opfordrede til at mobilisere globalt til den begivenhed. Hans invitation – at mødes i London for at vise, at folkelige bevægelser kan stå sammen på tværs af grænser – vakte jubel i salen.
Efter mødet samledes delegater fra Sverige, Norge, Finland og Danmark for at diskutere fælles initiativer. Vi besluttede at starte et nordisk samarbejde mod militarisering, med idéer om fælles demonstrationer og solidaritetskampagner. Vi sluttede dagen af med et håndtryk og en aftale om at holde kontakten.
Eftertanker
Hånden fuld af visitkort og hovedet fuld af planer drog vi hjemad. Eftertanker – hvad lærte vi?
Weekenden i Paris efterlod os både blæste og fyldt med håb. Vi lærte, at man kan engagere sig i spontane bevægelser uden at gå på kompromis med antiracisme og solidaritet. Ved at møde arbejderne dér, hvor de er, kan man dreje en bred utilfredshed til kamp for sociale krav og bremse racistiske tendenser.
På konferencen mødte vi et bredt spektrum af holdninger – fra dem, der helt afviser militære løsninger, til dem, der finder andre former for støtte nødvendige.
Fælles for alle var dog erkendelsen af, at social retfærdighed og fred må vægte højere end territorial besiddelse og militær optrapning. Denne evne til at enes om en overordnet vision, trods uenigheder om vejen dertil, er bevægelsens styrke.
Vores egne indlæg om Gaza mindede om, at folkemordet skal stoppes nu, at dette ikke er selvforsvar men kollektiv straf, og at freden kræver mod. Vi mindede om, at krigen i Ukraine også koster civile liv og bruges som påskud for oprustning.
Samtaler med parlamentarikere og aktivister bekræftede, at kampen mod krig hænger sammen med kampen for velfærd: Mens regeringer fordobler militærbudgetter, skærer de i pensioner og sundhed.
Vi rejste hjem med hovedet fuld af idéer og hjertet fuld af håb. Hvis vi bygger bro mellem arbejdere, Gule Veste, dokarbejdere og aktivister verden over, kan vi vende tidevandet. Rød front – på gensyn!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
