Læserbrev
Jeg har været loyal kunde af ungdomskortet, siden jeg var 15. Alt i alt har jeg brugt omkring 70.000 kroner på offentlig transport. Derfor blev jeg forarget og vred, da en simpel fejl efter et studieskifte resulterede i en bøde på 750 kroner og senere et iskoldt afslag på min klage.
Min oplevelse er ikke bare en banal historie om en bøde, det er et klokkeklart eksempel på Foucaults teori om disciplinær magt. DSB skaber et mentalt fængsel, et panoptikon, hvor den konstante trussel om straf især rammer de mest sårbare.
DSB’s billetkontrol skaber den samme slags inflammation i danskeres nervesystemer, som panoptikon gjorde for de fængselsindsatte.
Panoptikon gik i brede strøg ud på, at de indsatte var fængslet på en måde, hvor de aldrig kunne være sikker på, om de var under overvågning, og derfor psykologisk set altid var under overvågning. Dette resulterede i, at alle indsattes nervesystem var på højt blus, og at man aldrig kunne slappe af eller vide sig sikker på, om man blev kigget på af en fængselsvagt.
DSB’s billetkontrol skaber den samme slags inflammation i danskeres nervesystemer, som panoptikon gjorde for de fængselsindsatte.
Da jeg startede på psykologistudiet på KU, bestilte jeg perioder til hele resten af min bachelor, så jeg aldrig skulle bekymre mig om ikke at have gyldig billet. Men da jeg skiftede uddannelse, blev alle perioderne slettet som effekt af, at min studieadresse ændrede sig.
Jeg fik en mail fra Mit Ungdomskort omkring, at betingelserne for mit ungdomskort havde ændret sig, og at det var meget(!) vigtigt at jeg kiggede på det.
Jeg loggede ind på platformen og trykkede godkend. Der var ingen beskrivelse af, hvad jeg sagde godkend til, men jeg trykkede og sov derfor trygt ved tanken om, at jeg havde taget handling i god tid.
Det ærgerlige faktum er bare, at når man skifter uddannelse, så skal man starte hele processen forfra og godkendes på ny og indsende nyt foto og bestille nye perioder.
Det synes jeg personligt havde været rart, hvis Ungdomskort-selskabet havde informeret mig om. De fik jo trods alt besked fra systemet om, at jeg var stoppet på KU og godkendt på Det Kongelige Akademi.
Men jeg stod altså i metroen uden gyldig billet, da mit ungdomskort var udløbet, og der ikke var blevet betalt for et nyt. Jeg tog høfligt imod min bøde fra kontrolløren, da jeg helt objektivt ikke havde gyldig billet.
Havde jeg været mere fræk, så var jeg hoppet ud af dørene. Jeg fik bøden 30 sekunder inden, det var mit stop. Men jeg er ikke ude på at snyde DSB eller fratage penge fra offentlig transport.
Klagede til DSB
En halv time efter stod jeg i Netto og indsendte min klage til DSB. Jeg forklarede, at jeg manglede information om, hvad mit ansvar var i uddannelsesskiftet, at jeg har en diagnose på psykosespektrummet, hvorfor min hjerne er utroligt presset, når jeg tager offentlig transport, og at jeg som effekt af uddannelsesskift ikke havde fået SU hele sommeren.
Jeg valgte tekstuelt at lægge mig på knæ og bede om, at hvis bøden ikke kunne slettes, så kunne jeg måske få noget rabat.
Jeg fik det mest ChatGPT copy paste-agtige svar muligt, der duftede svagt af medlidenhed og forståelse, men også kom med pointen: Bøden var gyldigt udskrevet, og man kan ikke få rabat.
Tak for mail, men også tak for ingenting. Jeg svarede ikke på mailen, men indbetalte bøden dagen inden fristen, da jeg, qua mit udfordrede mentale overskud, ikke kunne tage mig sammen eller finde energi før lige på falderebet.
Havde jeg ikke betalt den aften, så ville der blive pålagt 100 kroner oveni. Havde det sket, ville jeg nok have været så flov og ked, at jeg havde skubbet det væk i flere måneder, hvorefter bøden ville have steget massivt i værdi.
DSB’s bødesystem eksemplificerer perfekt det, Michel Foucault definerende som disciplinær magt. Magten udøves ikke gennem vold eller forbud, men gennem subtil disciplinering af passagererne.
Man ved aldrig, om man stiger på et tog, hvor der kommer en kontrollør. Og det er meget bevidst fra DSB’s side, vil jeg mene. Pointen er, at der skabes en frygt så stor, at man, selvfølgelig, altid tjekker ind med Rejsekortet eller tjekker sin billet på telefonen.
For en almenfungerende eller neurotypisk person så vil dette nok ikke kræve alt for meget hjernekraft, og i den forstand fungerer systemet.
Men som en person, der ofte har taget offentlig transport på tidspunkter, hvor jeg har haft forstyrrende visuelle hallucinationer og vrangforestillinger om, at de andre passagerer var ude på at dræbe mig, så er det sidste, jeg har evne til, altså at holde styr på min lille dumme app. Især når jeg har sørget for, at jeg de sidste to år altid havde en gyldig billet, så jeg ikke løb ind i problemer.
Direktøreres lønninger
Det er på sin plads, min bøde på 750 kroner in mente, at komme med nogle tal på DSB’s lønninger til deres topchefer:
Direktør for Strategi og Togmateriel i DSB, Jørgen Mülle får, ifølge en artikel i BT fra 2023, en årsløn på 3,7 millioner kroner. Derudover fik han bonus på 3,3 millioner kroner i 2024 og 2,8 millioner kroner i 2021.
Da jeg så fandt DSB’s vederlagsrapport fra 2023, kunne jeg se, at Flemming Jensen, administrerende direktør, i 2023 fik 7,2 millioner kroner.
Pernille Damm Nielsen, økonomidirektør, fik 3,97 millioner kroner.
Per Schrøder, direktør for Drift, fik også 3,97 millioner kroner.
Jens Visholm Uglebjerg, direktør for Kommerciel, fik – big surprise – også 3,97 millioner kroner.
DSB’s bødekontrol har den effekt på unge psykisk sårbare, at de bliver hjemme af frygt for at blive straffet for manglende mentalt overskud.
Disse tal får min bøde på 750 kroner til at virke absurd og ligegyldig, DSB tjener årligt mellem 80 og 100 millioner kroner på bøder og kontrolafgifter. De penge er med høj sandsynlighed røget direkte ned i gælden på de 5 milliarder kroner, som det kostede at udvikle og implementere Rejsekortet.
Ironisk nok er Rejsekortet efter knap 15 års brug nu blevet så gammelt og ubrugeligt, at DSB og trafikselskaberne skal bruge minimum en kvart milliard på at opdatere det.
Samtidig med at Rejsekort A/S har brugt 400 millioner på at bygge en rejsekort-app til telefonen, og DSB derudover har brugt 50 millioner kroner på en app, der kan præcist det samme.
Det er en forretningsmodel, hvor passagerernes fejl betaler for systemets inkompetence, alt imens toppen hæver millionbonusser.
Det er en udnyttelse af DSB’s kunder, når en fast betalende, ung person som mig skal straffes hårdt for én enkelt gang at have glemt at fornye sit pendlerkort.
DSB skal ikke stå til ansvar for, hvordan samfundet behandler psykisk sårbare, men skal vi bygge et velfærdssamfund, hvor vi tror på, at psykisk syge og sårbare kan tage en uddannelse og komme på arbejdsmarkedet og tjene penge til statskassen, så er offentlig transport et vigtigt aspekt af, at det lykkes.
Og så dur det ikke, at noget så banalt som at tage metroen til studiet kan vælte et ungt menneske med sårbarheder, men vigtigere af alt også potentiale.
DSB’s bødekontrol har den effekt på unge psykisk sårbare, at de bliver hjemme af frygt for at blive straffet for manglende mentalt overskud. Jeg fik i hvert fald et angstanfald, da jeg skulle tage metroen et par dage efter, jeg fik min bøde.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
