Analyse
Denne artikel er baseret på et indlæg, som blev holdt på en konference for kommunistiske partier i august 2025 afholdt i anledningen af 90-året for Kominterns 7. kongres. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, oktober 2025.
*
I år er det 90-året for Kominterns syvende kongres i 1935, hvor strategien om “folkefronten” blev formuleret for at modvirke fascismens fremvækst. I dag er det igen af afgørende betydning for kommunisterne at formulere en ny fælles strategi mod den “brune pest”.
Det største undertrykkende redskab mod arbejderklassen i Europa i dag er EU’s antiarbejderlovgivning, som undertrykker hele kontinentet.
Der er imidlertid en voksende forvirring om, hvad europæisk fascisme egentlig er i det 21. århundrede. Det er afgørende at definere sin fjende præcist for at kunne formulere en strategi til bekæmpelse af denne, men i dag er der selv blandt den marxistiske venstrefløj uklarhed om, hvem eller hvad der skal defineres som “fascist” og “fascisme”. Den samme forvirring findes også i definitionen af imperialisme, hvor selv store dele af den marxistiske venstrefløj ikke bruger den leninistiske definition, men i stedet foretrækker nogle overordnede begreber, der er så vage, at de omfatter alle (for eksempel Den Russiske Føderation og endda socialistiske lande som Folkerepublikken Kina).
Ifølge Kominterns definition er fascisme “finanskapitalens mest reaktionære, mest chauvinistiske og mest imperialistiske elementes åbne terroristiske diktatur”. Ifølge Dimitrovs analyse er fascisme borgerskabets redskab til at undertrykke arbejderbevægelsen, ødelægge de demokratiske friheder og forberede imperialistisk krig.
Hvem passer til Dimitrovs definition?
Hvem i Europa i dag passer til Dimitrovs definition?
Bestemt ikke de mere eller mindre irrelevante nostalgiske højreekstremistiske grupper som en vis radikal venstrefløj blindt raser imod.
Det er de euro-atlantiske politiske kræfter, hvis mest fanatiske eksponenter er liberale og socialdemokrater, bestemt ikke højreekstremisterne, der i dag passer bedst til Dimitrovs definition.
Det største undertrykkende redskab mod arbejderklassen i Europa i dag er EU’s antiarbejderlovgivning, som undertrykker hele kontinentet. Det er også den største hindring blandt medlemslandene for en reel styrkelse af fagforenings- og arbejderbevægelsen i hvert enkelt land: Hver sejr på lokalt plan bliver i virkeligheden undergravet af EU-lovgivningen.
Ligeledes er det EU med sin massive indblanding i de interne demokratiske processer i både medlems- og ikke-medlemsstater, der undertrykker de demokratiske frihedsrettigheder. Vi har set dette for nylig i Rumænien, hvor valg nu simpelthen aflyses, hvis kandidaten, der er pro-EU, taber; i Georgien med forsøget på en farverevolution; og også i Moldova, hvor massive og mistænkelige bunker af stemmer fra den moldoviske diaspora i EU styrede stemmeoptællingen mod en pro-EU-sejr.
Højreekstremistisk racisme og intolerance over for indvandrere er den afledning, der tiltrækker den radikale venstrefløjs opmærksomhed, som imidlertid ignorerer årsagerne til migrationskrisen, som altid skal findes i EU’s politik. Desuden skjuler den europæiske unionisme, selv om den stadig har en velvillig facade over for indvandrere (med den velgørende og formynderiske velvilje, der er typisk for den borgerlige venstrefløj), ikke længere sin chauvinistiske natur, som praktisk talt har omdannet russofobi og xenofobi til statsideologier.
Og det er stadig eurocentrismen, der er drivkraften bag den imperialistiske krig: Det er faktisk de liberale og socialdemokratiske regeringer, der med stort flertal er blevet de mest fanatiske fortalere for krigen mod Rusland og genoprustningen af Kyjiv-regimet, som faktisk er ægte nazistisk-fascistisk. På den anden side har den euroskeptiske højrefløj, der så ofte beskyldes for fascisme, vist sig at være langt mindre tilbøjelig til, om ikke direkte imod, militær støtte til Zelenskys diktatur. Det er ikke Viktor Orbán, Marine Le Pen eller AfD, der er frontfigurerne i den imperialistiske krig, men centrum-højre og centrum-venstre med Kier Starmer, Emmanuel Macron, Friedrich Merz eller Olaf Scholz foran sig.
Det er naturligvis ikke de nostalgiske mikropartier på den ekstreme højrefløj, der i dag repræsenterer den finansielle kapital.
Situationen er klar: Europæisk fascisme i 2025 falder sammen med eurocentrisme og atlantisme. Men dens tilhængere er ikke den yderste højrefløj.
Bekæmp EU og NATO
Dette fører til den eneste rimelige strategi på dette historiske tidspunkt. Den nye europæiske fascisme bekæmpes ved at modsætte sig NATO og Den Europæiske Union: For dem, der allerede er medlemmer, ved at presse på for at deres land forlader disse imperialistiske alliancer; for dem, der stadig er udenfor, ved at forhindre deres indtræden for enhver pris.
Venstrefløjen, der raser mod højrefløjens påståede “fascisme”, spilder sin energi i en blindgyde, mens de proeuropæiske eliter, der skubber os mod tredje verdenskrig, fortsætter med at handle uforstyrret. Ikke nok med det: At beskylde alle højrefløjspartier for “fascisme”, især den patriotiske højrefløj, gør det umuligt at danne den nødvendige taktiske alliance mellem anti-EU-kræfter fra både højre og venstre. Uden denne alliance bliver ethvert håb om frihed fra EU og NATO urealistisk. Lenin selv understregede behovet for at opbygge flertal, selv med allierede der er situationsbestemte og upålidelige på lang sigt.
Med inspiration fra Kominterns syvende kongres behøver den nye folkefront ikke nødvendigvis at blive dannet med socialdemokratiske kræfter, især ikke når de er blevet til krigsophidsere, men med alle der er villige til at kæmpe oprigtigt for at befri deres land fra EU’s og NATO’s greb.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
