Palæstinagruppen Esbjerg var blandt de ni arrangører fra Jylland og Fyn, der havde indkaldt til stordemonstration i Esbjerg lørdag den 20. september. Her fyldte demonstranter gaderne på deres rute rundt i Esbjerg Centrum. De gik til kamp mod det israelske folkemord på palæstinenserne.

Foto: Mohammed Sami
“Der er officielt erklæret hungersnød i Gaza, og apartheidstaten Israel lægger ikke skjul på deres hensigt med fortsat at blokere for nødhjælpen: Sult bliver utvivlsomt brugt som våben”, lød det i indkaldelsen til demonstrationen.
Demonstrationen både startede og sluttede i Esbjerg Bypark ved det lokale vartegn Esbjerg Vandtårn. Under demonstrationen holdte Mohammed Sami, der har familie i Gaza, en tale.
– For kun en uge siden mistede jeg min far i Gaza. Jeg kunne ikke sige farvel, jeg kunne ikke deltage i hans begravelse, og det gør ondt hver dag. Min far var ikke bare min far – han var min lærer, mit forbillede, den der gav mig kærligheden til Palæstina. Han lærte mig, at vores jord er vores, at vi aldrig må give op eller glemme. Han plantede i mig den ild, der brænder i mig nu, sagde Mohammed Sami.

– Til jer, der er her i dag, vil jeg sige: Stop aldrig med at protestere! Bliv ved med at råbe op, bliv ved med at vise solidaritet! Det nytter noget. Jeg kan mærke, at bevidstheden i verden er blevet stærkere. Flere og flere mennesker ser Palæstina som en del af en global kamp for retfærdighed og frihed. Og selv om jeg har mistet meget, selv om jeg har mistet min far, så har jeg ikke mistet håbet. Jeg tror stadig på, at retfærdigheden en dag vil vinde, fortsatte Mohammed Sami.

Folk var blandt andet kommet fra Aarhus, Odense, Aalborg og Sønderjylland for at deltage i demonstrationen.

Romerlys blev tændt, da rapperne TiLiSA og Ruben Kyed fra den lokale hiphop-forening Rytmisk Farvelade Forening (Farveladen) indtog scenen i byparken.


Foto: Mohammed Sami

Foto: Mohammed Sami


Foto: Per Benny Paulsen
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.