Læserbrev
Hvis du vil udfordres på den gængse historie om Krim og halvøens historie, har du muligheden. Historikeren Jens Jørgen Nielsen har skrevet bogen “Krims historie”.
Der er nok ikke mange politisk interesserede, der i dag er i tvivl om, sådan cirka hvor halvøen Krim ligger. Lytter man til danske politikere og medier, hører man éntydigt, at Krim hører til Ukraine. Helt så simpelt er virkeligheden ikke. Som Jens Jørgen Nielsen skriver:
“Mange, især både russere og ukrainere, har stillet mig det spørgsmål: Hvis er Krim, underforstået, tilhører det Ukraine eller Rusland? Men mange flere gør krav på en form for ejerskab til Krim, det er ikke kun russere og ukrainere – Krim-tatarerne gør det også, selv ny-osmanniske tyrkere som Recep Tayyip Erdogan kan finde på at tale om Krim som en del af den osmanniske historie.”
I forbindelse med afslutningen af Anden Verdenskrig skete der dramatiske ændringer i befolkningen på Krim.
Krim har de seneste 2500 år været kulturernes mødested. Grækere, skytere, persere, tatarer, mongoler, armenere og selvfølgelig russere og ukrainere – nogle kristne, nogle ortodokse, nogle muslimske – har været forbi og slået sig ned, kortere eller længere. Under det osmanniske rige fik Krim for første gang noget, der lignede en nationalstat, nemlig Krim-khanatet (1475-1783), som var en vasalstat under Osmannerriget.
Det Russiske Imperiums storhedstid var 1700-tallet med zarer som Peter den Store og Katarina den Store. Sidstnævnte underskrev i 1783 et dekret, der gjorde Krim til en del af Det Russiske Imperium.
Efter Krimkrigen i 1856 – Storbritannien, Frankrig og Osmannerriget var sammen på den ene side mod Rusland – flyttede omkring 140.000 fra den tatariske, muslimske befolkning væk fra Krim, de fleste til Det Osmanniske Rige. Det var halvdelen af Krims befolkning, og det skabte problemer, ikke mindst fordi mange af dem havde arbejdet i landbruget. De blev erstattet af indvandrede fra Grækenland og Armenien, ligesom det russiske rige inviterede kristne fra eksempelvis Tyskland, Polen og Skandinavien til at flytte til Krim.
Bogen går kronologisk frem, og vi kommer forbi Krim under Første Verdenskrig (hvor de hvide forsøgte at gøre Krim til en anti-bolsjevikisk ø), Krim i mellemkrigstiden under Sovjetunionen (Krim bliver en selvstændig sovjetrepublik, det tatariske sprog anerkendes, alfabetisering, men også en række konflikter) og videre over Anden Verdenskrig.
I forbindelse med afslutningen af Anden Verdenskrig skete der dramatiske ændringer i befolkningen på Krim. På trods af at op mod 20.000 Krim-tatarer havde kæmpet i Den Røde Hær, blev tatarerne som helhed beskyldt for at have samarbejdet med den tyske besættelsesmagt, og Sovjet besluttede, at samtlige Krim-tatarer skulle flyttes fra halvøen. Det samme overgik en række andre befolkningsgrupper som armenere, bulgarere og grækere, og hvor der før krigen havde været 1,2 millioner indbyggere, var der efter krigen blot 341.000 indbyggere på Krim, en halvø voldsomt ødelagt af tre års krigshandlinger.
Bogen fokuserer ikke udelukkende på historien. Der er indgående kapitler om den seneste udvikling, dels på Krim, men halvøens historie kan ikke skrives uden at runde krigen i Ukraine og ikke mindst dens forhistorie. Afsnit, der i høj grad kan anbefales at læse, hvis man vil prøve at forstå, hvorfor den ukrainske befolkning er endt i den ulykkelige situation, de er, og hvis man ikke stiller sig tilfreds med Vestens fortælling om en aggressiv Putin. Virkeligheden er mere kompleks, og Jens Jørgen Nielsen fortæller om grupper af ukrainske, nationalistiske militsfolk, der i 2014 angreb et fagforeningshus i Odessa, hvor mindst 48 blev dræbt – en historie, der i Vesten stort set er en ikke-historie.
Minsk 2-aftalerne fra 2015 gennemgås grundigt, de blev efterfølgende enstemmigt vedtaget i FN’s Sikkerhedsråd, men heller ikke dem hører man meget om i de vestlige medier.
Minsk 2 handlede om at igangsætte en dialogproces mellem repræsentanter fra Donetsk og Lugansk og regeringen i Kiev, hvor der blandt andet skulle aftales valghandlinger i områderne på basis en ny ukrainsk forfatning, der skulle give de to områder udstrakt autonomi, men fortsat være en del af Ukraine, ligesom forfatningen skulle give indbyggerne sproglige rettigheder, ret til eget politi og retsvæsen.
Men Minsk 2 blev fra starten saboteret fra ukrainsk side, og heller ikke den historie har været voldsomt på den vestlige dagsorden. Vi hører til gengæld meget om, hvordan “vi” ikke kan stole på Putin, men man kan jo vende spørgsmålet om og spørge, om Putin kan stole på Vesten?
Bogen slutter med et afsnit med titlen “Hvordan kommer vi ud af Ukraine-krisen?” og giver selv et forslag: Diplomati, kulturforståelse, evne til at finde kompromiser og i det hele taget en realistisk og pragmatisk tilgang. Man må sige, at der er brug for en kursændring!
Som det nok er fremgået, er bogen utrolig mættet med informationer, og man bliver hurtigt klar over, at Krim ikke har en éntydig historie. Virkeligheden er langt mere kompleks, og det får man som læser i høj grad indsigt i.
I forordet skriver Jens Jørgen Nielsen:
“Bogen skal ses som en redegørelse mere end et polemisk kampskrift. I de ophidsede diskussioner efter 2014 og 2022 har diskussionen om Krim handlet om, hvem der havde ret: den russiske eller ukrainske side. I Vesten har den ukrainske tolkning af Krims historie stort set været enerådende. Dog forekommer det, at ganske få kender ret meget til Krims brogede og omskiftelige historie. Hensigten med denne bog er at råde bod på det. Men jeg er mig ganske bevidst om, at uanset hvad jeg skriver, især om Krim efter 2014, så vil det være kontroversielt i nogles øjne.”
Bogen er, trods mængden af informationer, nem at læse, selvom det nok er en fordel at kende lidt til historien og den politiske situation i forvejen. Når man lukker bogen efter sidste side, har man fået masser af ny viden. Tak til Jens Jørgen Nielsen.
Jens Jørgen Nielsen: Krims historie, 288 sider + 32 sider billedfortælling, Forlaget Hovedland, er udkommet, 289 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
