Digt
Bliver der givet med den ene hånd og taget med den anden?
Politikerne lancerer psykiatriplan med et historisk økonomisk løft, men samtidig underminerer de økonomien for grupper af mennesker med psykisk sygdom, skriver Mia Kristina Hansen.
|
Den 19. maj i år blev aftalen om en 10-årsplan for psykiatrien fremlagt. Politikerne fremhævede her, at psykiatrien får et historisk stort økonomisk løft. På Social- og Boligministeriets hjemmeside kan man læse:
“Den massive investering skal skabe en stærk psykiatri og være med til at sikre, at mennesker med psykiske lidelser kan få tidligere og hurtigere hjælp og bedre behandling i og uden for sygehusene.”
Løftet lyder på 4,6 milliarder kroner – et imponerende beløb på papiret. Men spørgsmålet er: Hvad var udgangspunktet? Politikerne indrømmer selv, at psykiatrien i årevis har været nedprioriteret. Jeg har selv set, hvordan kommunale tilbud er blevet nedlagt, og sengepladser på psykiatriske hospitaler er blevet fjernet. Derfor er pengene tiltrængte, men de skal fylde et meget stort hul.
Unge med skizofreni mister tillæg
Min bekymring er også, hvordan der skabes sammenhæng mellem de nye psykiatriinitiativer og de øvrige politiske beslutninger, som direkte påvirker mennesker med psykiske lidelser. Politikerne skriver, at “investeringen skal sikre, at mennesker, som mistrives psykisk eller har alvorlige sindslidelser, får den rette hjælp, støtte og behandling så tidligt og hurtigt som muligt.” Det lyder jo rigtigt godt – isoleret set.
Hvis psykiatrien virkelig skal have et historisk løft, skal man se hele mennesket og det levede liv. Alle indsatser skal hænge sammen på tværs af sektorerne.
Men samtidig indføres et nyt kontanthjælpssystem, hvor unge med skizofreni og borderline mister et tillæg. Det betyder, at de fremover må klare sig for omkring 4000 kroner mindre om måneden. Samtidig ændres lovgivningen om social pension og andre ydelser, så mennesker med en behandlings- og anbringelsesdom mister deres forsørgelsesgrundlag. For mig giver det ingen mening. Man giver med den ene hånd og tager med den anden.
Tillægget til unge blev i sin tid indført for at tage højde for deres komplekse behov og støtte dem i at leve mere aktive liv, gerne med mulighed for deltagelse på arbejdsmarkedet. Det var en anerkendelse af, at disse diagnoser kræver ekstra hjælp. Når man nu fjerner tillægget, fratager man dem netop den støtte, som kan give en meningsfuld hverdag og et værdigt liv.
Underminerer indsats
Det samme gælder de mennesker, der er dømt til behandling og anbringelse i retspsykiatrien. Forskning fra både Roskilde Universitet og SIND viser gennem interviews, hvordan manglende hjælp ofte leder til kriminalitet som en sidste udvej.
Når de endelig får behandling, oplever mange det som en mulighed for at få den hjælp, de tidligere har manglet. Men hvis man samtidig fratager dem pension og økonomisk grundlag, sender man et signal om, at de er fanger, ikke patienter. Det strider imod recovery-princippet og underminerer den indsats, som politikerne ellers ønsker at styrke.
Mit budskab til politikerne er derfor klart: Hvis psykiatrien virkelig skal have et historisk løft, skal man se hele mennesket og det levede liv. Alle indsatser skal hænge sammen på tværs af sektorerne. Ellers risikerer vi, at gode intentioner drukner i nye problemer, og så bliver det store økonomiske løft aldrig til det gennembrud, vi alle håber på.
21. august 2025 | 07:57
