Boganmeldelse
Danmark er de seneste 40-50 år blevet et samfund, hvor der er stor forskel på, hvem der bor i de større byer, og hvem der bor i provinsen, og det betyder også, at vores livsvilkår bliver meget forskellige. Bogen ”Det de kalder udkant kalder vi hjem” fokuserer på denne problematik og beskriver den både indgående og spændende.
Bogen er skrevet af det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjørn Brandenborg og Lars Olsen, journalist og foredragsholder.
Forfatterne starter med at vise, hvordan der siden 1980’erne er sket en voldsom forskydning af, hvor danskerne bor. Overklassen og den højere middelklasse er rykket østpå, primært til København, Nordsjælland og Aarhus-området og i mindre omfang til Odense og Aalborg. Samtidig er arbejderklassen – faglærte såvel som ufaglærte – flyttet vestpå til Vest- og Sydsjælland, Syd-, Midt- og Nordjylland.
I dag lever den danske arbejderklasse ofte geografisk adskilt fra mediefolket, og det afspejles selvfølgelig i skriverierne.
Bogen fortæller, hvordan der siden finanskrisen for små 20 år siden er skabt mere end 130.000 nye job i København og omegn. Men ikke hvilke som helst job. Det drejer sig dels om job inden for højindkomstbrancher som finans, forsikring, pension, kommunikation og konsulentvirksomhed, dels om prekære servicejob inden for hotel og restauration, rengøring og butik – typisk usikre, lavtlønnede job. Alle de tilflyttede højtlønnede skal jo serviceres!
Omvendt findes langt hovedparten af de job, som Danmark lever af, altså job i produktionssektoren, uden for de store byer. Organisationen Balance Danmark udgav i 2016 en hvidbog med titlen ”Et Danmark i balance er et rigere Danmark”. Ifølge denne hvidbog lever Danmark primært af tre områder: industri herunder medicinalvirksomheder; landbrug og fødevareindustri og så søfart. For de allerflestes vedkommende skabes disse værdier uden for de største byer – tænk for eksempel på virksomheder som Novo, Danfoss, Vestas, Grundfos, NKT, Siemens, Nilfisk, Linak og mange flere, også mellemstore virksomheder.
Men for de mennesker, der bor uden for de store byer, og som i høj grad er dem, der skaber værdierne, betyder det ikke, at de også oplever forbedrede levevilkår. Tværtimod oplever de, at velfærdssamfundet trækker sig: De lokale skoler lukker, der er mangel på læger og sundhedspersonale generelt, den offentlige transport forsvinder, og det er blot enkelte eksempler. Ofte lyder det, at de unge vil til de store byer, men reelt dækker det lige så ofte over, at der ikke er tilstrækkeligt med uddannelsesmuligheder rundt omkring i landet.
Et helt afsnit i bogen er afsat til det forfatterne kalder ”Det aparte København”. Når betegnelsen aparte om København benyttes, hænger det sammen med byens sociale demografi, som er fuldstændig ændret gennem de seneste årtier. Tilbage i 1980’erne var København en arbejderby med flere store arbejdspladser, men i dag er 43 procent af den erhvervsaktive befolkning i byen overklasse eller højere middelklasse. Hvor det før i tiden var almindeligt med blandede boligområder, hvor børn af forældre fra flere forskellige socialklasser gik sammen i skolen, er byen i dag typisk opdelt i kvarterer, nogle med bedre stillede og nogle med socialt udsatte.
Én af forfatterne, Lars Olsen, var tilbage i 1990’erne journalist på Politiken, der dengang havde en hel arbejdsmarkedsredaktion. Med store industriarbejdspladser og jævnlige demonstrationer var den københavnske arbejderklasse i høj grad synlig og kunne ikke overses af medierne. I dag lever den danske arbejderklasse ofte geografisk adskilt fra mediefolket, og det afspejles selvfølgelig i skriverierne.
Som det siges i bogen (s. 167):
”Resultatet er det, vi kalder det aparte København. En hovedstad næsten uden arbejderklasse, selvom den stadig er den største sociale gruppe i landet. En by med konsulentfirmaer, finanshuse, et stort universitet og en masse offentlig administration, men ikke meget af det Produktions-Danmark, der stadig er rygraden i økonomien – og bliver afgørende for klimaomstillingen.
Konsekvensen er meningsdannelse og beslutninger, som tager udgangspunkt i en verden af velstillede og akademisk uddannede. I nogle tilfælde kan det være borgerligt-liberalistiske arbejdsudbudsreformer, der antager, at vi alle kan arbejde, til vi er 70 år eller mere. Andre gange er det progressivt og politisk korrekt – woke, klimalækkert, indvandrerliberalt…
Fælles er afstanden til hverdagen i arbejderklassen og den lavere middelklasse. Fabriksarbejderen fra Høng med rygproblemer og dårligt knæ er en abstraktion fra en anden verden. Det samme er den gigtplagede pædagog fra Avedøre, for slet ikke at tale om håndværkeren i Mørkøv med 90 kilometer til job i den gamle dieselbil. Han må da kunne begribe, at klimaomstillingen vil kræve nogle ofre.”
Bogen er fuld af underbyggede eksempler på, hvordan Danmark gennem de seneste årtier er blevet skævvredet. Et helt kapitel beskæftiger sig med kulturkampen inden for uddannelsespolitikken: Hvilke uddannelser skal prioriteres, hvordan gøres det, og hvor i landet skal uddannelserne lægges? Forfatterne argumenterer for et nyt uddannelsespolitisk Danmarkskort, der styres efter samfundets behov og ikke af toppen i uddannelseskoncernerne.
Men bogen er også optimistisk, fortæller om udvikling i mange provinsbyer og hvordan nye, grønne industrijob rummer nye muligheder.
Bogen slutter af med 10 bud på, hvad der kan få landet til at hænge bedre sammen. De handler om et opgør med de største skattefrie boliggevinster, om ideer til forbedring af den offentlige trafik i tyndt befolkede områder, om hvordan man sikrer folkeskoler også på landet, nyorientering af uddannelsespolitikken, ny decentral borgerservice for at hjælpe digitalt udfordrede, om at sikre at banker også vil låne ud i landdistrikter, om et opgør med budgetloven og et mere retfærdigt udligningssystem mellem kommunerne. Jo, klassekamp handler også om geografi.
Bogen er letlæst og giver god indsigt i en lang række vilkår, der i dag øger skellet mellem provins og storby – og giver masser af ideer og forslag til, hvordan tingene kunne gøres anderledes. Som læser er man jo ikke nødvendigvis enig i alle ideer, men det er alt i alt en spændende bog, der kan anbefales.
Bjørn Brandenborg og Lars Olsen: Det de kalder udkant kalder vi hjem.
Gyldendal. Udgivet efteråret 2024, 299,95 kr.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
