Arbejderklassen bliver langsomt, men sikkert fortrængt fra storbyerne.
Husprisernes himmelflugt betyder, at det er for dyrt for helt almindelige lønmodtagere at købe hus eller lejlighed i og omkring de store byer, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Til gengæld stiger andelen af almindelige lønmodtagere på Sydsjælland, dele af Fyn og i mange jyske kommuner.
I København er andelen af almindelige lønmodtagere, der bor i ejerbolig, faldet med 10,6 procentpoint (fra 42,9 procent til 32,2 procent) i perioden 2013 til 2023.
Prisen for at købe og bo i en ejerbolig i for eksempel hovedstadsområdet er vokset så kraftigt, at store områder er lukket land for almindelige lønmodtagerfamilier.
Emilie Damm Klarskov, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Lignende tendenser ses i kommunerne Hvidovre, Gladsaxe og Rødovre, hvor andelen af almindelige lønmodtagere i ejerboliger er faldet ni til ti procentpoint. I Aarhus er andelen af almindelige lønmodtagere i ejerboliger faldet med syv procentpoint på de ti år.
– Der er et kæmpe fald i, hvor mange almindelige lønmodtagere der bor i ejerbolig i de største byer. Prisen for at købe og bo i en ejerbolig i for eksempel hovedstadsområdet er vokset så kraftigt, at store områder er lukket land for almindelige lønmodtagerfamilier, siger Emilie Damm Klarskov, vicedirektør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Hun uddyber:
– Det er et problem, både i forhold til at have blandede byer, men også fordi det kan blive svært at tiltrække eksempelvis lærere, pædagoger og SOSU’er til job i de store byer, hvis de ikke har adgang til en bolig i nærheden.
Hun frygter, at de stigende boligpriser vil gå ud over mangfoldigheden i de store byer.
– Hvis det ikke er muligt at købe egen bolig i for eksempel København, kan det betyde, at almindelige lønmodtagere flytter væk, siger Emilie Damm Klarskov.
Flere bor til leje
Samtidig med at færre og færre lønmodtagere har råd til at bo i ejerboliger i de store byer, flytter flere og flere i almene og private lejeboliger.
I Københavns Kommune er andelen af almindelige lønmodtagere, der bor i almene boliger, vokset med 2,5 procentpoint.
Derfor er netop almene boliger vigtige for at bevare mangfoldigheden i de store byer, understreger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
– Almene boliger er et vigtigt instrument til at sikre boliger, der er til at betale for almindelige lønmodtagere, men der bygges relativt få almene boliger i byerne. Der er behov for en øget indsats, hvis byerne ikke skal blive enklaver for de velhavende, hvor skolelærere og håndværkere ikke har råd til at bo, siger Emilie Damm Klarskov.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd definerer almindelige lønmodtagere som personer i lønmodtagerjob, der er ufaglærte eller har en faglært, kort videregående eller mellemlang videregående uddannelse.
Ledere, akademikere og studerende indgår ikke i gruppen af almindelige lønmodtagere.
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udgør almindelige lønmodtagere cirka halvdelen af befolkningen i den arbejdsdygtige alder.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.