Kronik
Inden for kort tid har vi set to store og internationale topmøder om krigen i Ukraine. Putin og Trump mødtes i Alaska den 15. august, og Trump mødtes med en række ledere fra Storbritannien og EU den 18. august. Udtalelserne fra møderne peger i mange retninger og kan tolkes videre i mange retninger. Men under de diplomatiske forhandlinger er der realiteterne på slagmarken i Ukraine.
Vores medier er fulde af historier om våben. Så får Ukraine en forsyning af netop dette missil, nu kan den type drone flyve så langt, eller nu skal der sikres netop dette antal granater næste år. Disse historier afspejler kun udvalgte små udpluk af, hvad der foregår ved fronten.
Artiklen fortsætter …
Læs også
Arbejderen forsøger at gå bag de enkelte historier og dagsrapporter og forsøger at tegne de lidt større linjer i krigen. For uanset hvad politikerne og generalerne melder ud under topmøder, så har realiteterne på fronten en betydning for deres forhandlingspositioner.
Krigen koster liv
Arbejderen har ingen mulighed for at skrive pålideligt om tabstal for hverken Ukraine eller Rusland. Mange tusinder er dræbte og andre tusinder lemlæstede, men de officielle tal, samt de uofficielle, varierer alt for meget til, at vi kan stole på nogen af dem.
Arbejderen har forsøgt at få kommentarer fra flere eksperter fra Forsvarsakademiet, men ingen af dem følte sig kompetente til at udtale sig mere detaljeret om tabstallene.
To ting viser sig dog mellem linjerne: Ukraine har svært ved at skaffe flere soldater og har haft vanskeligt ved det i lang tid. Som tv-kanalen Al Jazeera beskriver, så tvangsrekrutterer Ukraine ved at bortføre mænd på gaden i byerne bag fronten, og korruption gennemsyrer hele indsatsen.
Samtidigt kan vi se, i hvor høj grad Ukraine er viklet ind i stedfortræderkrigen, og i hvor høj grad landet er afhængig af militær støtte. Siden Ukraine i sommeren 2022 fik de amerikanske HIMARS-missiler, har vestlige medier bragt en jævn strøm af beretninger om nye forsyninger – fra gamle danske F-16-fly til britiske eller tyske eller franske missiler, til løfter om at bygge ukrainske våbenfabrikker på NATO-jord.
Derfor betyder et missil ikke noget
Krigen i Ukraine viser gennem mere end tre år, at det enkelte våbensystem ikke betyder særligt meget. Det afgørende er samspillet mellem mange systemer, og at der er nok af dem.
Alligevel bliver de vestlige medier ved at bringe nyheder om netop våbensystemer. Senest har Danmark fået en foreløbig tilladelse til at købe amerikanske Patriot-missiler for omkring 50 milliarder kroner og sende dem til Ukraine. Vel at mærke når kontrakterne er på plads og missilerne bygget.
Med hver ny mediehistorie om våben kommer også udtalelser fra politikere og kommentarer fra eksperter. Hvert af dem går ud på at fortælle befolkningerne i NATO-landene, hvorfor netop dette missil vil ændre krigen til Ukraines fordel.
Et eksempel er historien om det ukrainske missil Flamingo fra den 26. august i år. Netmediet euronews skriver, at missilet kan få Rusland i alarmtilstand.
“Mens Rusland fortsætter med at udfolde en kæmpe bølge af luftangreb overalt i Ukraine, har Kyjiv nu afsløret et lokalt fremstillet langtrækkende krydsermissil, der kan vise sig at ændre spillet i krigen”, lyder det for eksempel.
Euronews forklarer, at missilet kan flyve 3000 kilometer med et tonstungt sprænghoved, og at fabrikken håber at kunne producere syv missiler om dagen fra oktober måned. Det vil blive omkring 2500 missiler om året. Til slut i artiklen citerer mediet Fabien Hoffmann, der er forsker og ekspert i missiler på Oslos Universitet.
“Det vil være den stærkeste garanti for sikkerhed for Ukraine. Hvis det kan have 3000 eller 5000 af disse og tilsvarende missiler i felten, der inden for mellem 24 og 48 timer kan affyres og ødelægge mere end 25 procent af Ruslands samlede økonomiske produktion, så vil yderligere aggression blive umulig”, skriver Fabien Hoffmann.
Der er en del udfordringer ved professor Fabien Hoffmanns udmelding.
For det første er det ikke bekræftet, at FP-5 Flamingo bliver bygget lokalt i Ukraine. Til forveksling ligner missilet det britiske FP-5 fra Milanion, hvilket også bekræftes af ukrainske kilder. Den britiske fabrik opgiver en kapacitet på 600 missiler om året. Hoffmanns masseaffyring vil derfor ikke være mulig før om fem til otte år.
For det andet eksisterer der intet eksempel i historien på, at missiler har kunnet ødelægge så stor en del af et moderne, industrialiseret lands produktion. For det tredje viser historien, at Rusland kan fortsætte med at føre krig og vinde, selv med en smadret industri.
Krigen i Ukraine bliver derfor ikke afgjort af en enkelt våbenforsyning med et nyt vidundervåben. Det er en krig af en anden type.
Udmatning som krigstype
Krigen i Ukraine er i udstrakt grad en udmattelseskrig, eller nedslidningskrig. Som den sovjetiske militærteoretiker Georgi Isserson definerer det i sin bog fra 1936, Om udviklingen af den Operationelle Krigskunst, så opstår udmattelseskrig i en situation, hvor angrebet koster mere end forsvaret.
Begrebet “koster mere” skal ses som flere dræbte og lemlæstede mennesker og mere ødelagt materiel. De udbombede huse og byer, smadrede fabrikker og nedbrændte skoler og hospitaler tæller ikke i denne sammenhæng.
Isserson beskriver skyttegraven i Første Verdenskrig som netop sådan en udmattelseskrig. Hans værk er en del af udviklingen i sovjetisk militærteori om at bryde netop denne situation. Løsningen var at koncentrere sit angreb endnu mere, at gøre våbnene mere mobile samt at ramme modstanderens kommandoposter bag fronten samtidigt med det store angreb.
Koncentration af kampkraft dannede skole under Anden Verdenskrig. Men atombomberne ændrede på det. Det at koncentrere mange tusinde mand og tanks på en håndfuld kvadratkilometer ville gøre dem til et fremragende mål for en enkelt bombe.
Koncentration og overblik
Fronten i Ukraine viser mange af de samme karakteristika som de skyttegrave, Isserson og andre betragtede. Men der er enorme forskelle også. Den største forskel er de detaljer, hvormed fronten er synlig. En kombination af satellitter og droner og lokale radarer sammen med digitale platforme i stort tal giver officererne et overblik over fronten på et helt andet niveau end nogensinde før.
I Ukraine fører det til endnu større spredning over en endnu bredere og dybere front. Tropperne skal i langt højere grad snige sig frem i små grupper. Og det samlede angreb skal i langt højere grad lamme modstanderens kommando, forsyning og støttepunkter i en meget præcis koordinering på samme tid.
Alt andet fører til høje tab, når de bliver skudt på af artilleriet – droner, raketter og kanoner. Det blev mest tydeligt ved Ukraines modoffensiv i sommeren 2023. Ukraine havde ikke held til at lamme den russiske overvågning og kommandoveje, og Rusland havde rigeligt med ildkraft. Resultatet blev udbrændte kampvogne og dræbte soldater i hidtil uset omfang.
I dag ser vi, hvordan de russiske tropper infiltrerer den ukrainske side i små grupper til fods eller ved hurtige ryk på motorcykler over markerne. Ofte tager det dagevis at flytte tropperne frem, få soldater ad gangen for at undgå at blive opdaget. Undervejs kan de forsynes via droner, eller de er henvist til at bære forsyningerne på ryggen.
Når angrebet med artilleri samt pansrede køretøjer med ekstra beskyttelse mod droner så sætter ind, går disse mindre grupper af soldater i aktion fra uventede retninger. Den type angreb kan overraske ukrainerne. Men på den anden side tager det dagevis at forberede, og erobringen stopper ofte ved næste markskel eller højdedrag, kun for at skulle opbygges igen. Ukraine får tid at forberede nye forsvarspositioner ved nye markskel længere bagud.
Afskaf skyttegravene
Fronten i Ukraine er dermed på mange måder tilbage ved Vestfrontens skyttegrave, hvor et angreb på den enkelte skyttegrav gik så langsomt, at modstanderen kunne grave en ny bagved. Der bliver ikke brugt atomvåben i Ukraine, men kombinationen af artilleri som droner, raketter og kanoner sammen med det konstant overblik over fronten har samme effekt på angriberens evne til at koncentrere styrkerne.
Koncentration af egen hær er ikke længere en mulighed. Men også her var sovjetiske teoretikere i front med at forstå problemstillingen, og russiske teoretikere har ført ideerne videre. Løsningen er et forsøg på at gå helt væk fra begrebet fronter.
Klassisk militær teori har arbejdet med taktik – det enkelte angreb eller slag. Og strategi var den overordnede bevægelse af hæren, hvor det enkelte slag skulle stå. Industriel krigsførelse og millionhære betød, at der ikke længere kun eksisterede en enkelt hær, der mødte modstanderen i et enkelt slag.
Isserson definerede sammen med andre sovjetiske militære teoretikere det operationelle niveau, det niveau der kæder en række slag sammen, enten samtidigt eller efter hinanden, med det formål at forhindre modstanderen i at bygge en reserve op igen.
Fronten blev navnet på det geografiske område, hvor operationerne, det vil sige kæden af enkelte slag, foregår. I Ukraine i dag er fronten tusindvis af kilometer lang og mange kilometer dyb. Men selve begrebet front kalder på en form for koncentration af styrkerne – og dermed sårbarhed for at blive opdaget og bombet.
De russiske militære teoretikeres svar er at forsøge at gå væk fra fronten. De udviklede et begreb, både til det taktiske niveau og til det operationelle, hvor de mange taktiske grupper koordineres. Det russiske begreb er vanskeligt at oversætte, men et bud er “komplekset rekognoscere – ildgivning”.
NATO’s teoretikere arbejdede også med udfordringerne. De kom til nogle af de samme konklusioner som russerne, men fokuserede mere på evnen til at ramme et udsnit af fronten i dybden, effektivt og inden for meget kort tidsramme.
En kompleks løsning
Ideen bag “komplekset rekognoscere – ildgivning” er på mange måder det, vi ser langs fronten i Ukraine i dag. En hærenhed skal hele tiden bevæge sig og søge efter modstanderen, den skal hele tiden have overblik 360 grader rundt om sig samt kunne skyde hele vejen rundt, og de enkelte hærenheder skal kun være løst forbundne. De skal være relativt små, men hele tiden parate til at bevæge sig i alle retninger for at støtte hinanden.
Teoretikerne stillede høje krav til uddannelse, forsyning og overblik. Med en kampplads som i Ukraine, hvor begge parter kan se stort set hele fronten i detaljer og kan beordre artilleri til at ramme store områder med høj præcision inden for minutter, er kravene endnu højere i virkeligheden. Frontbegrebet er ikke afskaffet, bare udvidet.
Det er gennem de meget høje krav til hærenhederne, at aspektet af udmattelse viser sig. Nemlig i samspillet mellem de enkelte hærenheder, det Isserson ville kalde den operationelle kunst i rekognoscering og ildgivning. Målet er, at modstanderens hær slides ned først, splittes op, afskæres og udslettes.
For Rusland er faren ved den fremgangsmåde, at det kan tage årevis at nå sine krigsmål, og at Ukraines støtter i stedfortræderkrigen kan involvere sig meget mere end nu. For Ukraine er faren, at de ikke kan genopbygge deres tab på egen hånd, men er afhængige af NATO og de skiftende politiske vinde.
Det ser ud til, at Rusland er ved at vinde udmattelseskrigen. Ukraine har ikke længere hærenheder, der kan rykke frem og stoppe russerne, når de lykkes med et lokalt angreb. Den eneste måde at flytte tropper rundt er ved at tage dem fra andre afsnit af fronten. De ukrainske enheder bliver trætte og risikerer at blive så nedslidte på samme tid, at der ikke længere er en hær.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
