Kejserens nye klæder
De offentligt ansatte har i årtier lagt ryg til påstande om besparelsesmuligheder ved udlicitering af offentlige service- og velfærdsopgaver og ved nedbringelse af et vildtvoksende offentligt bureaukrati. Nu sender ny analyse de private hjem for at rydde op hos sig selv.
Det blev Schlüter-regeringens program for modernisering af den offentlige sektor i 1983, som for alvor åbnede porten for DJØF’erne lange march mod den offentlige sektor og de mange typer af velfærdsinstitutioner og -opgaver.
Finansminister Henning Christophersen fremhævede dengang især decentralisering, markedsstyring, friere forbrugsvalg, ledelse og øget anvendelse af ny teknologi som de perspektivrige forandringer i programmet.
Decentralisering og virksomhedstænkning skabte afdelingsbudgetter, afregning for ydelser mellem afdelinger, opgørelse af velfærdsydelsernes pris, opdeling af institutioner i bestiller og udfører, certificering og meget andet.
Konkurrence med private
De offentlige institutioner skulle anbringes på et kunstigt marked med konkurrence fra private.
Anvendelse af en lille håndholdt pc i ældreplejen blev det første meget synlige resultat af ny teknologi og friere brugervalg, som i det mindste i de første adskillelige år tvang de ansatte til at betjene tastaturer i stedet for at yde den håndholdte velfærd, der udspringer af mødet mellem et menneske med et behov og en ansat med erfaring og kompetencer i rygsækken. Og som betød utallige arbejdstimer for både allerede ansatte og en hær af nyansatte til at måle, veje og registrere.
Det er nu rart endnu engang at få bekræftet, at de private service- og velfærdsleverandører ikke har noget tøj på, når de hamrer uhæmmet løs på den offentlige sektor og de offentligt ansatte.
Henning Christophersen lagde ikke skjul på, at det i sidste ende handlede om, at de offentlige udgifter ikke måtte udvikle sig i takt med den økonomiske fremgang og slet ikke i takt med ændringer i befolkningens sammensætning, som ikke mindst handler om flere ældre, der lever længere og derfor i større udstrækning banker på sundhedssektorens og ældreplejens dør:
“Skal vi inden for en overskuelig årrække klare de samfundsøkonomiske balanceproblemer, er der ikke nogen mulighed for at lade den offentlige sektor vokse yderligere. Nye behov kan derfor kun tilgodeses, hvis det lykkes at omlægge indsatsen på de “gamle” områder. De foregående årtiers kvantitative vækst i den offentlige sektor må derfor erstattes af en kvalitativ vækst inden for de bestående økonomiske rammer.” (1)
Der var behov for bedre ledelse, men det gik over gevind. I dag blæser vindene i retning af større tillid til de ansattes kompetencer og værdien af det faglige skøn frem for manualer og ledelsesovervågning.
Siden moderniseringsprogrammet har de private kappedes om at overbevise Christiansborg og kommuner og regioner om, hvor mange penge skatteyderne kunne spare, hvis de private i langt større omfang kom til velfærds-fadet.
I min tid som forbundsformand behøvede jeg ikke at skrive perioden, hvor kommuner og regioner lagde budgetter for det kommende år, ind i kalenderen. Det blev jeg hvert år mindet om af de privates markedsføring af tal for de mange velfærdsmilliarder på landsplan og i den enkelte kommune og region, der flød på gaderne og blot ventede på at blive samlet op: “Gribskov udliciterer mere end dobbelt så meget som Ærø.” (2) “Udlicitering kan spare 15 milliarder om året.” (3) “DI: Milliardgevinst ved udlicitering til private. Analyse: Yderkommuner kan spare 100 millioner kroner på udlicitering.” (4)
Private bruger mere på administration
De seneste år har det handlet om en mindre offentlig sektor og afskaffelse af bureaukrati.
DI gik således i 2023 til frontalangreb på administrationen i det offentlige med krav om nedlæggelse af 21.500 stillinger. (5)
Og sidste år fulgte den borgerlige tænketank Cepos trop med en analyse af, hvor mange milliarder “kommunerne kan spare på de såkaldte “kolde hænder” ved at lade sig inspirere af hinanden.” (6)
Oven på fire årtiers tæppebombardement af de offentligt ansatte er det befriende at læse en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viser, at private virksomheder bruger mere på administration end det offentlige. Afhængig af uoplyste stillinger er det privates bureaukrati-forspring enten 39 eller 70 procent. (7)
Opgjort i lønkroner bruger den private sektor 32 ud af 100 lønkroner, mens det offentlige bruger 20 ud af 100 på administration.
Og selv en imødekommelse af de privates klagesange over pålagte administrative byrder vil ikke bringe de administrative udgifter ned på niveau med det offentliges.
Det er nu rart endnu engang at få bekræftet, at de private service- og velfærdsleverandører ikke har noget tøj på, når de hamrer uhæmmet løs på den offentlige sektor og de offentligt ansatte.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Noter:
1. Henning Christophersen. Folketingstidende. 30. november 1983.
2. SMVdanmark. Kommunerne kan udlicitere for 178 milliarder kroner mere. 5. maj 2021.
3. Jens Reiermann: Udlicitering kan spare 15 milliarder om året. Mandag Morgen 7. marts 2010.
4. Af Liv Arnth Jørgensen: Analyse: Yderkommuner kan spare 100 millioner kroner på udlicitering. 29. december 2015.
5. Felix Bekkersgaard Stark, Nis Peder Kolby: DI vil spare 20 milliarder kroner i det offentlige. 31. oktober 2023.
6. Af Karsten Bo Larsen, Jens Lund Andersen, Line Andersen og Ulrik Crüger Ahm: Kommunerne kan spare mindst 5,6 milliarder kroner på ledelse og administration. CEPOS. 22. maj 2024.
7. Gustav Elias Dahl, Emilie Damm Klarskov og Frederik Olsen: Virksomhederne har mindst 39 procent flere administrative medarbejdere end det offentlige. AE-Rådet. 22. juli 2025.
48% af 750.000 DKK
363.604 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
