Vi er ikke kun på vej mod mod militarisme og totalitarisme. Disse entiteter er allerede blevet implementeret. EU har jo bortcensureret modpartens synspunkter, befolkningen i EU og USA må kun høre den ene parts, dvs. Nato´s narrativ om krigen i Ukraine.
Men der er egentlig kun tale om en stramning. Nato- medierne har jo spillet en totalitær formidlende rolle siden den Kolde Krig og har retfærdiggjort Nato´s efterfølgende krige mod Jugoslavien, Irak, Libyen og Syrien med argumentet om “kampen mod en diktator.” – et standardnarrativ som langt størstedelen af dens befolkning altså har købt, tilsyneladende uvidende om at den selv lever under et økonomisk diktatur.
Militarisme-aspektet behøver vel ikke at blive uddybet med den gigantoprustning, der er blevet politisk vedtaget, og med de konsekvenser det nødvendigvis får for det såkaldte “velfærdssamfund” – der er et “anakronistisk” kompromis indgået under den Kolde Krig mellem en relativt politisk stærk fagbevægelse og kapitalen – og med relativt politisk stærk fagbevægelse menes udelukkende at den ellers økonomistiske fagbevægelse var det. fordi den lå i ly af det daværende socialistiske alternativ.
Dette alternativ findes som bekendt ikke længere.
Kapitalen har ingen grund til længere at opretholde “velfærdssamfundet” som er et indhug i dens profit. Så derfor ser vi dens salami-strategi, hvor militarisme af dens politiske agenter retfærdiggøres som “sikkerhedspolitik.”
Ellers må det igen accentueres, at det er absurd at sondre mellem kapitalisme og imperialisme. Kapitalen bliver nødt til hele tiden at udvide sig, altså fra et snævert hjemmemarked at fortsætte sin ekstraterritorielle, imperialistiske udvikling – dels for at reproducere sig og dels for at opretholde sin folkelige popularitet, hvor det “flyder med mælk og honning” for dens lønarbejdere.
Det betyder faktisk, at kapitalisme-imperialismen, for at overleve på længere sigt og reproducere dens lønarbejders materielle levestandard, skal have økonomisk og politisk kontrol over Ruslands gigantressourcer og politisk kontrol over Kina – hvilket de bevidste kræfter, der stadig kæmper for fred og klimagenopretning må gøre sig klart.
Tilbage til begyndelsen – er det markedet?
I stedet for at give borgerne mere frihed for tvang, dem på bunden endog mere økonomisk råderum, går den politiske og økonomiske virkelighed i militaristisk og totalitær retning med økonomisk frihed for de rigeste.Medier har fået en tilbøjelighed til så grundigt at resumere baggrunden og udpensle betydningen af en løbende historie, at de egentlige nyheder drukner. Præsident Trump annoncerer politiske og geografiske fakta og fænomener, han lige har opdaget, som om de må være lige så nye for andre. I mit liv med udviklingsbistand er jeg ofte stødt på udsagnet ’Man må jo begynde et sted’ om for eksempel nytten af investeringer i undervisning. Jamen, den begyndelse er gjort for længst. Argumentér for, at det nu skal gøres på en anden måde, foregiv i det mindste, at det ikke er noget nyt.
Ligeledes diskuterer hver generation de samme gamle filosofiske grundpræmisser. Kan man tro på, at menneskeheden har en fælles og erkendbar virkelighed? Kan man finde sandheden om begivenheder og verdens ønskværdige udvikling, og i så fald hvordan? Kan man være sikker?
Er produktionsbeslutninger helt igennem forbrugsstyrede og ikke snarere styrende?
Sådanne overvejelser ender nutildags i et miskmask af, at noget nok er subjektivt, men på den anden side går vi alle, også de mest skeptiske, ud fra, at der er en masse fakta og forhold, der ligger fast. For at være på den sikre side kalder debattører en forklaring for et ’narrativ’, enten deres eget eller andres. Eventuelt en politikers. Om narrativet har sandhedsværdi eller ej, står således åbent. ”Fortællingen om Socialdemokratiet”, hvem har dog lyst til at høre den? På den måde undgås de svære spørgsmål.
I teoretisk økonomi lærer stakkels økonomistuderende om markedet som det grundlæggende. Mange politikere taler også om markedet med stor ærefrygt. Markedet ses til gengæld som svigefuldt af venstreorienterede og nogle på midten. Den daglige politik i praksis også.
En nylig kronik i Information hylder igen-igen markedet med forsimplede argumenter og stiller det op imod eksempler på åbenlyst dårlig statslig ledelse. Over for planlægning og statsstyring står udbud og efterspørgsel, bygget på slagterens, bagerens og sygeplejerskens rette viden. Hvad med Amazon, Google, Meta og Apple? For slet ikke at tale om producenterne af udbuddet. Er produktionsbeslutninger helt igennem forbrugsstyrede og ikke snarere styrende?
Brian Mikkelsen, der som bekendt er direktør i Dansk Erhverv, udtaler i anledning af, at Trump har påduttet EU en toldsats på 15 procent og kæmpe investeringer i USA’s rustningsindustri, at Danmark er en handelsnation. Nej, det er vi ikke. En handelsnation lever udelukkende af formidling af allerede producerede varer og tjenester. Danmark producerer selv. Man kan selvfølgelig diskutere, hvor Mærsk og DSV hører hjemme, men Danmarks afhængighed af eksport skyldes, at vi producerer for verdensmarkedet som aftagere. Ligesom ’markedet’ spiller sammen med produktion, privat finansieret eller med offentlige tilskud eller finansiering, og et helt hav af reguleringer. Den usynlige hånd er kapitalejernes klamme greb, og de drives af det, som glemmes af markedsfundamentalisterne – af profit.
Kronikøren i Information fremhæver den ultraliberale økonom, Friedrich von Hayek (1899 – 1992), der fik ’nobelprisen’ i økonomi i 1974, og som tilskrev staten alle onder, men at lade det ’frie’ marked få mere magt ender naturligvis blot i mere oligarki. Det ironiske er, at åndsbeslægtede som Trump personliggør statsmagten og tilsidesætter grundlovssikrede rettigheder. I stedet for at give borgerne mere frihed for tvang, dem på bunden endog mere økonomisk råderum, går den politiske og økonomiske virkelighed i militaristisk og totalitær retning med økonomisk frihed for de rigeste.
Utroligt at vi hele tiden skal udsættes for disse falske ’begyndelser’ og modsætninger – samt helt igennem dårlig argumentation.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.