Kommentar
Vi er ikke kun på vej mod mod militarisme og totalitarisme. Disse entiteter er allerede blevet implementeret. EU har jo bortcensureret modpartens synspunkter, befolkningen i EU og USA må kun høre den ene parts, dvs. Nato´s narrativ om krigen i Ukraine.
Men der er egentlig kun tale om en stramning. Nato- medierne har jo spillet en totalitær formidlende rolle siden den Kolde Krig og har retfærdiggjort Nato´s efterfølgende krige mod Jugoslavien, Irak, Libyen og Syrien med argumentet om “kampen mod en diktator.” – et standardnarrativ som langt størstedelen af dens befolkning altså har købt, tilsyneladende uvidende om at den selv lever under et økonomisk diktatur.
Militarisme-aspektet behøver vel ikke at blive uddybet med den gigantoprustning, der er blevet politisk vedtaget, og med de konsekvenser det nødvendigvis får for det såkaldte “velfærdssamfund” – der er et “anakronistisk” kompromis indgået under den Kolde Krig mellem en relativt politisk stærk fagbevægelse og kapitalen – og med relativt politisk stærk fagbevægelse menes udelukkende at den ellers økonomistiske fagbevægelse var det. fordi den lå i ly af det daværende socialistiske alternativ.
Dette alternativ findes som bekendt ikke længere.
Kapitalen har ingen grund til længere at opretholde “velfærdssamfundet” som er et indhug i dens profit. Så derfor ser vi dens salami-strategi, hvor militarisme af dens politiske agenter retfærdiggøres som “sikkerhedspolitik.”
Ellers må det igen accentueres, at det er absurd at sondre mellem kapitalisme og imperialisme. Kapitalen bliver nødt til hele tiden at udvide sig, altså fra et snævert hjemmemarked at fortsætte sin ekstraterritorielle, imperialistiske udvikling – dels for at reproducere sig og dels for at opretholde sin folkelige popularitet, hvor det “flyder med mælk og honning” for dens lønarbejdere.
Det betyder faktisk, at kapitalisme-imperialismen, for at overleve på længere sigt og reproducere dens lønarbejders materielle levestandard, skal have økonomisk og politisk kontrol over Ruslands gigantressourcer og politisk kontrol over Kina – hvilket de bevidste kræfter, der stadig kæmper for fred og klimagenopretning må gøre sig klart.
