Hvis vi vil tage os ordentligt af børn, ældre og udsatte, skal vi også tage os ordentligt af dem, der passer dem. Så enkelt er det.
Som faglig rådgiver for både lønmodtagere og selvstændige i den offentlige sektor møder jeg alt for ofte medarbejdere, der presses ud af byen – og ud af faget – fordi lønnen ikke står mål med boligudgifterne eller arbejdsvilkårene.
Det er ikke fordi, de ikke vil være her. Det er fordi, de ikke kan.
Vi kan ikke spare os til velfærd. Vi skal investere i dem, der hver dag investerer i os.
I København er kvadratmeterpriserne på ejerboliger tredoblet siden 2005. Alene de sidste ti år er huslejen i private lejeboliger steget med over 30 procent. Samtidig har vi fået færre betalelige almene boliger. Det rammer velfærdsfagene hårdt.
Jeg foreslår, at Københavns Kommune bygger almene boliger, der er forbeholdt kommunalt ansatte – pædagoger, SOSU’er, rengøringspersonale, socialpædagoger, sygeplejersker og andre, der holder byen i gang.
Det er en solidarisk løsning. Og det er også en fagligt klog løsning, for vi står i benhård konkurrence med omegnskommunerne, hvor boligerne er billigere og hverdagen lidt mere overskuelig.
Vi skal også sikre ordentlige arbejdsvilkår. Jeg hører fra alt for mange, der knækker på, at de står alene med opgaven. Når vi ikke er nok på gulvet, går det ud over både arbejdsmiljø og kvaliteten i omsorgen. Flere kolleger er helt afgørende.
Vi taler ofte om arbejdsmiljø for borgernes skyld – men det handler også om medarbejdernes liv og helbred. Ingen kan holde til at blive ved, hvis de ikke har et sted at bo og nogen at læne sig op ad.
Vi må forstå, at vi som kommune også er arbejdsgivere. Hvis vi ikke kan give højere løn, må vi give på andre områder: Flere kolleger. Et sted at bo. En hverdag, der hænger sammen.
Vi kan ikke spare os til velfærd. Vi skal investere i dem, der hver dag investerer i os.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.