Ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Kun én af ti børnehaver har god kvalitet. Der er brug for en akutplan
Minimumsnormeringer var vores store forhåbning for en bund i besparelserne på børn, men i praksis har det vist sig at være en skrøbelig garanti. Normeringsopgørelsen tæller stadigvæk for mange med, og minimumsnormeringerne er langt fra den normering, vores børn faktisk oplever på stuerne, skriver Anne Dahl Thing i denne blog.
|
I 2023 gennemførte EVA og VIVE en stor kvalitetsundersøgelse i landets dagplejer og vuggestuer. I år er de fulgt trop med en undersøgelse af kvaliteten i vores børnehaver.
I korte træk er rapporternes konklusion, at 13 procent af vuggestuer og 9 procent af børnehaver har god kvalitet. 49 procent af vuggestuer og 63 procent af børnehaver har såkaldt “tilstrækkelig” kvalitet. 38 procent af vuggestuer og 28 procent af børnehaver har utilstrækkelig kvalitet.
I kategoribeskrivelsen uddybes kategorien “tilstrækkelig” med: “…understøtter i en vis grad børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Kan ikke forventes at gøre en positiv kompenserende forskel for børn i udsatte positioner.”
Når man beskæftiger sig med vilkårene i dagtilbud (og i øvrigt er det ligesådan i fritidstilbud og klubber), så ender man med at gentage sig selv rigtig mange gange. For det er ikke nyt, at der er for få af vores børns institutioner, der har høj kvalitet, men det er alvorligt.
Vilkårene, ikke pædagogerne
For bag beslutninger om minimumsnormeringer og “historisk” lønløft til pædagoger gemmer der sig en virkelighed, hvor alt for mange børn tilbringer deres hverdag i rammer, der ikke giver dem det nærvær, den tryghed og den faglighed, de har brug for. Vi ved det godt. Det er dokumenteret igen og igen. Alligevel er der langt til politisk handling.
Det er ikke godt nok, og vi kan ikke være det bekendt over for børn, institutionspersonale eller forældre. For det skyldes ikke, at pædagogerne ikke vil. Det skyldes, at de ikke kan under de nuværende vilkår. Med for mange børn, for få kolleger og for lidt tid til at planlægge og reflektere over deres pædagogiske arbejde.
Vi har midlerne. Vi har viden. Og vi har alle forudsætninger for at skabe dagtilbud, som virkelig sætter børnene først. Men det kræver politisk vilje til at investere – ikke blot økonomisk, men også i respekt for det pædagogiske arbejde.
Det er ikke mærkeligt, at stress og udbrændthed spreder sig i faget. Og når dygtige pædagoger bliver syge eller forlader jobbet, går det i sidste ende ud over børnene.
Minimumsnormeringer var vores store forhåbning for en bund i besparelserne på børn, men i praksis har det vist sig at være en skrøbelig garanti. Normeringsopgørelsen tæller stadigvæk for mange med, og minimumsnormeringerne er langt fra den normering, vores børn faktisk oplever på stuerne.
Samtidig bliver det mere tydeligt, at kvalitet også kræver faglighed, tid til forberedelse og mulighed for fordybelse i arbejdet med børnene. Det kræver ledelse, som understøtter pædagogisk udvikling – ikke blot overlevelse.
Men selve styringen af dagtilbuddene har udviklet sig i en retning, hvor dokumentation og effektivisering har fået forrang over indhold. Budgetloven og kommunernes evige jagt på besparelser gør det umuligt at skabe den ro og stabilitet, der skal til, for at børn kan trives.
Kræver politisk vilje
Det handler i sidste ende om, hvilken barndom vi som samfund vil give vores børn. Vil vi give dem nære relationer til voksne, som har tid og overskud? Vil vi give dem fællesskaber, hvor de lærer at være med andre, udvikler sprog og forståelse og får mulighed for at lege frit og fantasifuldt? Eller vil vi lade dem vokse op i institutioner, hvor tempoet er højt, pædagogerne er pressede, og nærværet bliver en luksus?
Vi har midlerne. Vi har viden. Og vi har alle forudsætninger for at skabe dagtilbud, som virkelig sætter børnene først. Men det kræver politisk vilje til at investere – ikke blot økonomisk, men også i respekt for det pædagogiske arbejde.
Det kræver, at vi holder op med at betragte kvalitet som en floskel i valgkampen og begynder at tage den alvorligt i virkeligheden.
Vores børn har kun én barndom. Den skal ikke spildes i institutionsliv, der ikke løfter dem.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
20. juni 2025 | 09:39
