Kommunal velfærd under pres
Der er brug for massiv oprustning på almenområdet, hvis …
Den politiske intention om at inkludere flere børn med særlige behov i almendelen er nok velment, men den er ikke uden konsekvenser. Det kræver investeringer i både ressourcer og fysiske rammer samt et klart fokus på at forbedre arbejdsvilkårene for pædagoger og lærere.
|
I takt med at flere børn oplever udfordringer i deres hverdag, står vi tilbage med en stigende bekymring for inklusionens gavnlige effekter i dagtilbud og skoler. Særligt når vi i baghovedet ved, at den politiske intention om at inkludere flere børn med særlige behov i almendelen kommer til at fylde de næste mange år.
Selvom intentionen nok er velment, så er den ikke uden konsekvenser. Uden tilstrækkelige ressourcer til at understøtte den politiske intention så kan det ende som en ny inklusionskatastrofe og blive dyrt for både børn med særlige behov og alle deres jævnaldrende.
For nyligt udkom BUPL’s store vilkårsundersøgelse, hvor pædagogerne fra de storkøbenhavnske kommuner blandt andet udtaler følgende om de rammer, de arbejder i:
– 58 procent af institutionerne mangler økonomiske ressourcer.
– 60 procent har nedslidte fysiske rammer.
– 56 procent oplever færre pædagoger.
Der er brug for en massiv oprustning på hele almenområdet, hvis det skal kunne lade sig gøre for fællesskabet at rumme flere børn, der har det svært. Ja egentlig også at rumme de børn der allerede er der.
Ud over den betydning det har med for få uddannede pædagoger, ressourcemangel og nedslidte fysiske rammer, så er støjniveauet i institutionerne også en faktor, der påvirker børns trivsel. Her fortæller 23 procent af pædagogerne, at børnene i høj grad er påvirkede af støjen, mens 52 procent oplever det i nogen grad. Påvirkningen viser sig blandt andet ved, at børnene klager over hovedpine, som medfører koncentrationsbesvær, hvilket er et symptom på den støj, børnene står i til daglig.
Undersøgelsen viser også, at kun 10 procent af pædagogerne føler, de har tilstrækkelig tid til at arbejde med børn i udsatte positioner i dag. Dette bliver også understreget i Kvalitetsrapporten for dagtilbudsområdet, der udkom i slutningen af maj og satte tyk streg under, at de rammer, der skal være til at sikre kvalitet i dagtilbud, ikke er tilstrækkelige særligt mange steder.
Med al den viden der peger i den retning, er det efter min opfattelse ikke underligt, at flere og flere børn har det svært i almenområdet. Vi ved for eksempel også, at allerede i dag er der rigtig mange børn, der venter på at få den nødvendige støtte fra PPR: I Storkøbenhavn venter 2,3 børn per stue på konsultativ bistand, mens 1,3 børn venter på støtte eller specialplads, selv om de allerede er visiteret til det.
Og det giver jo ingen mening, at efter en lang visitationsproces hvor man beslutter, at der skal sættes ind med støtte eller andet tilbud, i stedet møder et nyt vakuum, hvor børn og pårørende igen skal vente på den hjælp, alle er blevet enige om, at børnene har brug for. Der er, hvad jeg håber er indlysende for alle, ingen tvivl om, at den her ventetid på ingen måde gavner børnenes udvikling – snarere tværtimod.
Hvis vi så kigger på de fysiske rammer, så er der også her meget tilbage at ønske. Rigtig mange institutioner har nemlig ikke de fysiske rammer til at håndtere det stigende antal børn med særlige behov, og uden tilstrækkelige faciliteter kan det være umuligt at tilbyde den nødvendige støtte og tryghed for børnene.
Der er brug for en massiv oprustning på hele almenområdet, hvis det skal kunne lade sig gøre for fællesskabet at rumme flere børn, der har det svært. Ja egentlig også at rumme de børn der allerede er der.
Den politiske intention om at styrke almenområdet skal være reel og følges op af handling. Det må ikke – og skal ikke – blot blive endnu en spareøvelse. For vi kan ikke gå på kompromis med børnenes udvikling. Det har ganske enkelt for store konsekvenser for det enkelte barn, familierne og for samfundet.
For at sikre en ordentlig inklusion af børn med særlige behov er det nødvendigt at tage udfordringerne alvorligt, som de beskrives af både pædagoger og forskere. Det kræver investeringer i både ressourcer og fysiske rammer samt et klart fokus på at forbedre arbejdsvilkårene for pædagoger og lærere.
Vi skal kunne skabe miljøer, hvor alle børn har mulighed for at trives og udvikle sig. Vi skal lykkes med at løfte alle børn og særligt de børn, vi burde kunne løfte ud af mistrivsel og ind i relationer og fællesskaber. Vi har ikke råd til andet.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
10. juni 2025 | 17:15
