Se billederne
Nasserøvene skal bare tage sig sammen!
Det er et gigantisk demokratisk problem, at mennesker i fattigdom ikke kan åbne munden uden at få en sviner og blive nedgjort til undermennesker, skriver Mirka Mozer i denne blog.
|
Jeg modtog en mail fra en tv-seer, som havde set et indslag i TV Avisen, der fik seeren til tasterne. Indslaget handlede om en enlig mor til tre, der havde modtaget skolestartshjælp til sin søn fra Dansk Folkehjælp.
Tv-seeren følte trang til at dele sit syn på den enlige mors økonomiske prioriteringer. Moren kunne nemlig sagtens have klaret sig uden hjælp fra Dansk Folkehjælp, lød kommentaren. For hun havde både tatoveringer og fletninger, som måtte have kostet det hvide ud af øjnene.
Penge, som i stedet – i tv-seerens logik – kunne være sparet op og blevet brugt på en skoletaske til sønnen. Tv-seeren havde også gjort sig den ulejlighed at google priser på både tatoveringer og hårfletning som en form for “dokumentation” for sine påstande, men anede ellers intet om, hvorvidt moren havde flettet sit hår selv eller fået tatoveringerne i gave for 20 år siden.
Det var os – mine medarbejdere i Dansk Folkehjælp – der havde spurgt moren, om hun ville stille op i TV Avisen og fortælle om sin situation, og om hvorfor hun havde brug for en håndsrækning.
Alle stemmer er vigtige
Som civilsamfundsorganisation med det overordnede formål at bekæmpe fattigdom i Danmark og styrke alles medborgerskab, opfordrer vi ofte modtagere af vores indsatser til at fortælle deres historie til et medie.
Alles stemmer er vigtige i et demokrati. Det er åbenlyst. Statsministeren har skrevet på sin Instagram-profil, at “et demokrati lever af samtalen”.
Men “demokratiet” i Danmark kan på ingen måde håndtere samtaler, hvis de rummer stemmer fra det fattige Danmark. Igen og igen møder mennesker i fattigdom hån og had, hvis de åbner munden i et interview eller på de sociale medier.
Vi går glip af vigtige stemmer i den demokratiske samtale. For nok har vi ytringsfrihed her til lands. Men ytringstryghed har vi ikke.
Derfor oplever vi i stigende grad, at mennesker i fattigdom takker nej til at udtale sig. De har rigeligt at slås med og forstår ikke den udskamning og bedreviden, som andre mennesker hælder ud over dem, bare fordi de er fattige.
Mennesker i fattigdom er naturligvis langt fra den eneste gruppe, der bliver udsat for ekstreme verbale grovheder. Tidligere på året udgav Amnesty International i Danmark en rapport, der dokumenterer den hadtale, som andre grupper – andre minoriteter – er ude for.
Det er et massivt problem for både vores demokrati og landets sammenhængskraft, at dele af befolkningen ikke tør fortælle om den dagligdag og de udfordringer, som netop de lever i. Det er ikke et demokrati, hvis man ikke vil lytte til andres argumenter og oplevelser. Det er helt modsat af alt det, vi ellers tror på. Der er slet ikke et demokrati, hvis der ikke er nogen samtale, men bare enetale fra den velbjergede majoritet.
Fra forargelse til hadtale
Tv-seeren fra før var venlig. Derfor valgte jeg at bruge netop det eksempel. Jeg vil ikke gengive de groveste kommentarer, som mennesker i fattigdom får.
Men jeg vil gerne lige forklare. Generelt kan man opdele kommentarerne i tre kategorier – her med et par milde sammensatte eksempler:
1) Den umiddelbare forargelse med et udråbstegn:
Der findes jo ikke fattigdom i Danmark! Nasserøvene skal bare tage sig sammen! Let røven og kom i gang! Tør øjnene og tag en tudekiks!
2) De velmenende råd typisk funderet i rådgiverens egne meritter:
Hun kunne jo bare spise noget sundere og tabe sig og dermed slippe for smerter, og så kunne hun søge sig et arbejde i stedet for at sidde i sofaen hele dagen.
3) Direkte hadtale:
Man skulle bare lukke helt for kontanthjælpen, så skulle de nok komme i gang. Det er jo ikke forsvarligt, at sådan en mor har børn. Hun har jo ikke styr på noget som helst.
I Dansk Folkehjælp er vi lige nu i fuld gang med at arrangere årets ferieophold. Næsten 4000 mennesker skal af sted på ferie.
Både børn, voksne og de frivillige hjælpere, der er med, vil gerne fortælle om oplevelser og nye venskaber, og også åbnet fortælle om den økonomi og de sociale og sundhedsmæssige udfordringer, der er årsag til, at de ikke kan rejse på ferie uden hjælp. Det vil være historier, som kan gøre andre mennesker i vores samfund klogere på denne gruppes tanker og udfordringer.
Men selvom de egentlig har lyst til at fortælle, holder de sig tilbage. For de tør ikke fortælle. De vil ikke udsætte sig selv og deres børn for alle de helt umotiverede kommentarer fra andre mennesker, der ikke har noget godt at sige dem.
Derfor går vi glip af vigtige stemmer i den demokratiske samtale. For nok har vi ytringsfrihed her til lands. Men ytringstryghed har vi ikke.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
05. juni 2025 | 08:07
