Analyse
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, juli 2025 og nr. 4. oktober 2025.
*
I den aktuelle politiske debat hævder nogle, at Kina er en imperialistisk magt på linje med USA eller EU. Men passer denne påstand, når vi analyserer Kina ud fra Lenins klassiske definition af imperialisme?
Denne undersøgelse anvender Lenins fem kriterier for imperialisme til at vurdere, om Kina kan betragtes som en imperialistisk stat.
Formålet er at skabe klarhed i debatten vd at anvende en marxistisk-leninistisk metode snarere end ideologiske fordomme.
Vi ser også på, hvorvidt Antonio Negris og Michael Hardts moderne begreb om “Empire” kan overføres til Kinas rolle i den globale økonomi. Ligeledes undersøger vi, om Kina kan betragtes som et imperialistisk land i forhold til Hobsons klassiske teori om imperialisme.
Ved at anvende disse kriterier på Kinas økonomiske og politiske struktur kan vi bedre vurdere, om landet opfylder definitionen på en imperialistisk magt – eller om der snarere er tale om anvendelsen af statsstyrede, kapitalistiske elementer med et socialistisk sigte. Analysen vil afdække, hvorvidt Kinas udenrigspolitik og økonomiske ekspansion bør betragtes som imperialistisk, eller om der er tale om en kvalitativt anderledes form for global integration.
Vi vil kort gennemgå Lenins fem karakteristika ved imperialismen, den klassiske definition af imperialisme og Negris “Empire”-begreb. Er man fortrolig med disse teorier, kan man springe disse afsnit over.
Lenins fem træk ved imperialismen
Lenin videreudviklede Hobsons kritik i sin teori om imperialismen som kapitalismens højeste stadium. Lenin skitserer i sit værk “Imperialismen, kapitalismens højeste stadium” (1917) fem karakteristika ved imperialismen. Disse omfatter:
1. Koncentration af produktion og monopoler: Oprindeligt fungerer kapitalismen på en konkurrencepræget måde, men med tiden viger den for store monopoler (såsom truster og karteller). Disse monopoler kontrollerer markederne, priserne og produktionen, begrænser konkurrencen og høster massive profitter.
2. Finanskapitalen og finansoligarkiet: Integrationen af banker og industrier skaber en ny klasse af finanskapitalister, som gennem kredit og investeringer kontrollerer økonomien. Denne lille gruppe af finansielle oligarker udøver også indflydelse på regeringens politik.
3. Eksport af kapital frem for varer: I den imperialistiske fase foretrækker udviklede lande direkte investeringer i mindre udviklede lande frem for eksport af varer. Dette kunne indebære etablering af fabrikker i fattige lande for at udnytte billig arbejdskraft, hvilket fører til global udbytning.
4. Dannelse af internationale monopoler og karteller: Store multinationale selskaber danner karteller for at opdele globale markeder og reducere konkurrencen (for eksempel aftaler mellem olieselskaber om at kontrollere oliepriserne).
5. Opdeling af verden mellem imperialistiske magter: Imperialistisk konkurrence om kolonier og indflydelsessfærer fører til imperialistiske krige (såsom Første Verdenskrig). Ifølge Lenin er denne opdeling endelig, fordi verden ikke længere har ‘ledige’ zoner, og spændingerne eskalerer.
Den klassiske definition af imperialisme
Den territoriale ekspansion betragtes ofte som den historisk første form for imperialisme, især i klassiske teorier som J. A. Hobsons.
Hobson kritiserede i 1902 imperialismen som en økonomisk nødvendighed for kapitalistiske stater, men understregede, at dens tidlige fase primært var baseret på fysisk landerobring – før finansiel og økonomisk dominans blev det primære middel.
Disse teorier tog udgangspunkt i antikke imperier som det romerske, hvor magtudvidelse skete gennem direkte erobring og administrativ kontrol over nye områder. Romerriget er et tydeligt eksempel: Det udvidede sit territorium ved at erobre provinser som Gallien, Britannien og dele af Mellemøsten for at sikre ressourcer og strategisk dominans. Styret blev opretholdt gennem guvernører og militær tilstedeværelse.
Denne model blev genoptaget af de europæiske kolonimagter i perioden fra 1500- til 1800-tallet. Spanien og Portugal dominerede store dele af Latinamerika, hvor de udvandt guld og sølv og etablerede plantageøkonomier. Holland etablerede sig som en førende handelsmagt med kolonier i Asien, herunder Indonesien, og havde en central rolle i den globale krydderihandel. Danmark udviklede kolonier i Vestindien (som Trankebar i Indien og de dansk-vestindiske øer) med fokus på sukkerplantager og transatlantisk slavehandel. Storbritannien og Frankrig udvidede deres magt i Nordamerika og Asien, hvor de først oprettede handelsposter og senere direkte kolonier.
Sammenfattende var den territorielle ekspansion den første og mest åbenlyse form for imperialisme – en arv fra antikkens imperier, som fortsatte ind i den moderne æra, før globaliseringen og finansiel imperialisme tog over.
Negris og den klassiske definition af imperialisme
Den italienske venstreorienterede filosof og sociolog Antonio Negri har ikke videreudviklet begrebet ‘imperialisme’, men i stedet foreslået et andet begreb, som adskiller sig markant fra den oprindelige forståelse. I sit arbejde – særligt sammen med Michael Hardt i bøger som Empire (2000) – argumenterer Negri for, at imperialismen i det 21. århundrede ikke længere er udtryk for én enkelt nations ekspansion, som vi har set det i tidligere imperialistiske perioder. I stedet beskriver han en nyere form, som han kalder Empire.
Negri og Hardt hævder, at dette imperium ikke fungerer gennem én stats militære og økonomiske dominans. Det nye “imperium” er ikke et centraliseret rige, men snarere et netværk af globale institutioner og multinationale selskaber. Et af nøglepunkterne i deres arbejde er begrebet multitude – ideen om en mangfoldig, kollektiv modstand mod denne nye imperiale orden. I modsætning til den traditionelle marxistiske forståelse giver Negri og Hardt ikke arbejderklassen en afgørende eller central rolle i kampen mod imperialisme. I stedet erstatter de den klassiske klassekamp med det mere diffuse begreb multitude og dets fleksible, decentraliserede modstandsformer.
Dermed bliver imperialismen ikke længere forstået som hos Lenin, hvor den beskrives som et stadium, hvor staten og de store monopolkapitalistiske selskaber arbejder tæt sammen for at sikre deres fælles interesser.
Er Kina et imperialistisk land i henhold til Lenins fem træk?
Formålet er at skabe klarhed i debatten ved at anvende en marxistisk-leninistisk metode snarere end ideologiske fordomme.
For at analysere, om Kina er imperialistisk i henhold til Lenins fem træk, kan vi se på hver egenskab:
1. Koncentration af produktion og monopoler: Kinas økonomi adskiller sig markant fra den model af private monopoler, som Lenin beskrev.
Selvom landet rummer store industrier, er nøglesektorer som energi, telekommunikation og bankvæsen domineret af statsejede virksomheder (SOE’er).
Der findes store private virksomheder som Alibaba, Tencent og Huawei, men også disse opererer tæt knyttet til staten, som ofte bevarer indflydelse gennem værktøjer som “gyldne aktier”. Staten udøver dermed kontrol, selv over private aktører og understøtter samtidig små og mellemstore virksomheder.
Denne statsledede model skaber en høj koncentration af kapital og produktion, men adskiller sig fra den vestlige finanskapitalisme, hvor private monopoler har friere spillerum. I stedet for en liberal kapitalistisk struktur ser vi i Kina en statsstyret koncentration, hvor økonomiske giganter er indlejret i en planøkonomisk ramme. Statens involvering introducerer et lag af kompleksitet, da de statsejede virksomheder ikke kun er drevet af profitmaksimering, men også af nationale strategiske mål.
I 2022 var der over 150.000 statsejede virksomheder i Kina, som stod for næsten 30 procent af bruttonationalproduktet, BNP. Virksomheder som China National Petroleum Corporation, China Aerospace Industries Corporation og China Construction Bank er fremtrædende eksempler.
Ifølge Fortune Global 500 (2024) er 143 af verdens 500 største virksomheder kinesiske – flere end i USA. Mange af disse virksomheder er statsejede og viser, hvordan Kinas model er funderet i en anderledes form for koncentration: ikke privat monopol, men statslig dominans.
Store kinesiske virksomheder som Kinas statsejede elnet, China National Petroleum Corporation (CNPC), Sinopec (China Petroleum & Chemical Corporation), Bank of Industry and Commerce of China rangerer først i verden med hensyn til indkomst og aktiver. Den grundlæggende pointe er, at mange af disse økonomiske giganter er i hænderne på eller under ledelse af staten, ikke i hænderne på private kapitalister.
2. Finanskapitalen og finansoligarkiet: I Kina sker integrationen af bankvæsen og industri under tæt statsligt tilsyn. De største banker – herunder Bank of China, ICBC og China Construction Bank – er statsejede og fungerer som redskaber for statens økonomiske politik frem for uafhængige profitmaksimerende enheder.
Privat finanskapital har begrænset indflydelse. Selvom Kina har store banker, er de ikke uafhængige finansmagter som på Wall Street. Banksektoren er i høj grad kontrolleret af regeringen og koordinerer med statslige mål, blandt andet via femårsplanerne, som bestemmer, hvordan bank- og industrikapital skal allokeres. Udlånene går primært til statsejede virksomheder, infrastrukturprojekter og strategisk vigtige sektorer, ikke til frie kapitalinteresser.
Selvom der findes rige enkeltpersoner og private virksomheder, er deres finansielle og politiske indflydelse underlagt statslig regulering. Det kinesiske system tillader ikke fremkomsten af en autonom finanssektor adskilt fra staten, som man ser i vestlige kapitalistiske lande.
Der eksisterer derfor ikke et selvstændigt finansoligarki, som Lenin beskrev i sin analyse af imperialismen. Lenin beskrev finanskapital som en fusion af bank- og industrikapital i hænderne på et magtfuldt og uafhængigt finansoligarki. I Kina sker denne fusion i stedet under statens ledelse, hvor både banker og industrivirksomheder opererer inden for en politisk styret økonomisk ramme.
3. Eksport af kapital frem for varer: Kina eksporterer i stigende grad kapital, især gennem Bælte & Vej-Initiativet (Belt and Road Initiative, BRI), men adskiller sig fra klassisk imperialistisk kapitaleksport, som Lenin beskrev.
Fokus ligger primært på investeringer i infrastruktur – veje, havne, kraftværker – frem for udnyttelse af arbejdskraft eller plyndring af ressourcer. Disse projekter præsenteres som økonomisk samarbejde og win-win-løsninger, der fremmer konnektivitet (evnen til at forbinde, red.) og udvikling i modtagerlandene.
Selvom kinesiske virksomheder kan drage økonomisk fordel, er investeringerne ofte strategisk motiverede – for eksempel for at sikre adgang til ressourcer, udvide geopolitisk indflydelse eller styrke handelsruter. Dette minder mere om statslig magtprojektion end om profitmaksimering drevet af private monopoler.
Ved udgangen af 2023 havde Kina investeret i over 3.800 BRI-projekter i 148 lande med en samlet kapitaleksport på omkring 178 milliarder dollars det år. Eksempler inkluderer Addis Abeba–Djibouti-jernbanen og Gwadar-havnen i Pakistan. Projekterne involverer ofte lokal arbejdskraft og samarbejde, ikke direkte kontrol eller kolonial dominans.
Selvom bekymringer om gældsbæredygtighed og politisk indflydelse eksisterer, adskiller Kinas tilgang sig fra den vestlige koloniale tradition. Det er en model, hvor kapitaleksport kombineres med statslige interesser og udviklingsmål – en kompleks form for moderne statsdrevet internationalisering.
4. Dannelse af internationale monopoler og karteller: Kina deltager aktivt i internationale organisationer som BRIKS og Shanghai Cooperation Organization (SCO), men disse har ikke til formål at opdele verden mellem kapitalistiske monopoler, som Lenin beskrev.
I stedet fungerer de som platforme til at udfordre vestlig dominans og fremme multilateralisme, regionalt samarbejde og en multipolær verdensorden. Kinas engagement i disse organisationer sigter mere mod politisk og økonomisk uafhængighed end mod etablering af globale monopolalliancer.
Selvom Kina konkurrerer med vestlige multinationale selskaber, opererer dets virksomheder ikke som en koordineret monopolblok med global pris- og markedsstyring. Landets strategi handler snarere om at opbygge økonomiske forbindelser, for eksempel gennem Bælte & Vej-Initiativet og aftaler som RCEP, end om at dominere verdensmarkederne via kapitalistisk karteldannelse.
Eksempler fra lande som Pakistan, Kenya og Sri Lanka viser, at Kina udvider sin indflydelse gennem samarbejde og investeringer, men ikke gennem en struktur af monopolistiske alliancer i Lenins forstand.
5. Opdeling af verden mellem imperialistiske magter: Kina har ikke deltaget i den klassiske koloniale opdeling af verden, men søger i stedet at omforme den internationale orden til fordel for udviklingslande. Som tidligere offer for kolonialisme (for eksempel under opiumskrigene og Japans invasion) har Kina ikke fulgt den europæiske model for territorial erobring. Dets indflydelse vokser primært gennem økonomiske initiativer som Bælte & Vej-programmet og strategiske partnerskaber, ikke gennem kolonikrige eller direkte besættelser.
Selvom Kina er en stigende militærmagt og fastholder sine interesser i Det Sydkinesiske Hav, har det ikke etableret et globalt netværk af militærbaser som USA. Det har i dag kun én officiel udenlandsk base (i Djibouti), hovedsageligt til piratbekæmpelse og humanitære formål.
Kinas projekter i Afrika, Asien og Latinamerika fokuserer på økonomisk samarbejde og investering, ikke overtagelse af territorier eller ressourcer. I Afrika er Kina den største udenlandske investor og har kanaliseret over 155 milliarder dollars i investeringer mellem 2000 og 2021. Dette udgør en moderne form for indflydelse, men adskiller sig fra Lenins idé om en verden opdelt mellem koloniale imperier.
Kina deltager i en ny, økonomisk funderet opdeling af verden, men uden klassisk kolonialisme eller territorial ekspansion.
Baseret på Lenins rammer adskiller Kinas globale engagement sig fra den klassiske imperialistiske model. Fokus ligger på økonomisk samarbejde, infrastrukturudvikling og opbygning af en multipolær verdensorden. Alligevel vækker landets voksende økonomiske og militære magt – kombineret med en mere selvsikker udenrigspolitik – bekymring for USA og EU.
Kina er derfor ikke en traditionel imperialistisk magt i Lenins historiske forstand, men snarere en kompleks og dynamisk aktør. Ved at analysere leninismens fem karakteristika og overveje Kinas virkelige adfærd på verdensarenaen kommer vi til den konklusion, at Kina ikke er et kolonialt land i den gamle og leninistiske forstand. Kina forfølger en anden model for globale fremskridt baseret på samarbejde, respekt for national suverænitet og fælles fremskridt og er langt fra de mønstre af dominans, kolonialisme og udbytning, der karakteriserer gammel imperialisme.
Kan Kina betegnes som en imperialistisk magt ud fra den klassiske definition af imperialisme?
John A. Hobson (1858-1940) var en britisk økonom, hvis teori om imperialisme senere blev brugt af marxister som Lenin til at forklare kapitalismens ekspansion. Ifølge Hobson skyldes imperialisme primært overproduktion og underforbrug i avancerede kapitalistiske økonomier, hvilket tvinger dem til at søge nye markeder og ressourcer i udlandet gennem politisk og militær dominans.
For at vurdere om Kina er imperialistisk i Hobsons forstand, skal vi se på følgende kriterier:
1. Økonomisk struktur og kapitalakkumulation: Hobson mente, at imperialisme skyldes, at den indenlandske befolkning ikke har købekraft nok til at absorbere produktionen, hvilket tvinger kapitalen til at søge udenlandske markeder.
Kina har indført markedsorienterede reformer i sin økonomi, men bevarer en stærk statslig rolle gennem statsejede virksomheder og strategisk styring af investeringer samt indenlandsk efterspørgsel. Kinas “dobbelt cirkulation”-strategi (2020) består af to indbyrdes forbundne komponenter: Indre cirkulation, som har fokus på at styrke den indenlandske økonomi gennem øget forbrug, innovation og selvforsyning i nøglesektorer som teknologi og industri, og ydre cirkulation, der indebærer fortsat handel og investeringer med udlandet, men med henblik på at reducere afhængigheden af udenlandske markeder og teknologier.
Kina har en statsdrevet økonomi, ikke et privatkapitalistisk system med overakkumulation. Kina fokuserer på indenlandsk vækst frem for kolonial udnyttelse.
2. Udenlandske investeringer versus politisk kontrol: Hobsons imperialisme indebærer direkte politisk kontrol (kolonier, militær intervention). Kina bruger primært økonomiske midler (Bælte & Vej-programmet) snarere end militær magt. Ifølge Hobson er imperialisme drevet af privat kapital, mens Kinas udenrigspolitik er statskontrolleret og mere geostrategisk end profitdrevet.
3. Militær ekspansion versus økonomisk indflydelse: Klassisk imperialisme (for eksempel britisk eller fransk kolonisme) karakteriseredes ofte ved direkte militær besættelse og politisk kontrol. Kina følger en anden tilgang ved primært at bruge økonomiske midler såsom lån, infrastrukturinvesteringer og handelsaftaler – en form for ‘soft power’-strategi. Selvom denne tilgang kan kritiseres for at skabe afhængighed, adskiller den sig fra klassiske imperialistiske modeller, da den ikke direkte opfylder betingelser som territorial erobring eller formel politisk underkastelse, som for eksempel Hobson har beskrevet.
At påstå, at Kina er lige så imperialistisk som USA, ignorerer materialistiske realiteter: I modsætning til traditionelle imperialistiske magter fører Kina ikke krige med det formål at gennemtvinge regimeskift, har ikke et globalt netværk af hundredvis af militærbaser og anvender ikke økonomiske sanktioner, boykotter eller embargoer som middel til at underminere suveræne stater.
Den gamle imperialisme (Europa og USA) var baseret på militær dominans, direkte erobring, udnyttelse af ressourcer og politisk intervention, eksempler som den britiske besættelse af Indien, USA’s dominans af Afrika.
Kina undgår brug af militær magt til at udvide økonomisk indflydelse, ære landes uafhængighed og afstå fra at blande sig i interne anliggender, investere i infrastrukturudvikling på grundlag af gensidig fordel og styrke lokale økonomier i stedet for at ødelægge dem. For eksempel forbedrede Kinas konstruktion af jernbanen Addis Abeba til Djibouti ikke kun transporten i regionen, men overlod også ejerskabet af projektet i hænderne på lokale regeringer efter færdiggørelsen.
Dette står i skarp kontrast til Vestens kolonialistiske praksis, som typisk byggede infrastrukturen til at dominere og udnytte ressourcer.
Sammenligningstabel over Kina og USA
Gennem det 20. og 21. århundrede har USA spillet en central rolle i en række kup og regimeforandringer rundt om i verden, enten gennem direkte militærintervention, hemmelige CIA-operationer eller støtte til lokale oprørsgrupper. Disse handlinger har ofte været motiveret af strategiske, økonomiske eller ideologiske interesser under Den Kolde Krig og den efterfølgende kamp mod terrorisme.
Den Kolde Krigs æra: Hemmelige operationer og antikommunistiske kup
Under Den Kolde Krig (1947-1991) var USA særligt aktiv i at forhindre kommunistisk indflydelse ved at støtte proamerikanske regimer eller vælte regeringer, der blev anset for at være for venstreorienterede.
* Iran (1953): CIA’s Operation Ajax fjernede den demokratisk valgte premierminister Mohammad Mossadegh, der havde nationaliseret den britiske olieindustri. USA og Storbritannien genindsatte shah Mohammad Reza Pahlavi for at sikre vestlig kontrol over Irans olie.
* Guatemala (1954): CIA støttede et militærkup mod præsident Jacobo Árbenz, hvis landbrugsreformer truede United Fruit Companys interesser.
* Congo (1961): USA støttede kup mod Patrice Lumumba, den første demokratisk valgte leder, der blev erstattet af den brutale, men USA-venlige Mobutu Sese Seko.
* Indonesien (1965): Det blodige kup mod Sukarno og kommunistjagten, hvor mellem 500.000 og én million mennesker (kommunister, etniske kinesere, intellektuelle) blev dræbt i en af det 20. århundredes værste folkemord.
* Chile (1973): Den socialistiske præsident Salvador Allende blev væltet i et blodig militærkup støttet af CIA, hvilket førte til Augusto Pinochets diktatur.
Proxykrige og invasioner i den postkolde krigs tid
Efter Sovjetunionens fald fortsatte USA med at involvere sig i udenlandske magtkampe, nu ofte under banneret af “demokratifremmelse” eller “terrorbekæmpelse”.
* Irak (2003): Den amerikanske invasion af Irak under falske påstande om masseødelæggelsesvåben førte til Saddam Husseins fald og en langvarig besættelse.
* Libyen (2011): En NATO-ledet intervention (med USA i spidsen) hjalp med at vælte Muammar Gaddafi, hvilket udløste kaos og borgerkrig.
* Syrien (2011& 2024): USA har støttet oprørsgrupper mod Bashar al-Assad, hvilket forværrede konflikten.
USA er en global militærmagt med et omfattende netværk af baser og en politik med direkte intervention. Kina er mere en voksende økonomisk magt, der bruger økonomiske og diplomatiske værktøjer til at udvide sin indflydelse uden brug af omfattende militær magt. Dette er den grundlæggende forskel mellem klassisk imperialistisk adfærd og Kinas adfærd.
Kan Kina betegnes som imperialistisk ud fra Negris og Hardts Empire-begreb?
Man kan ligeledes argumentere for, at Kina heller ikke passer ind i Antonio Negri og Michael Hardts Empire-begreb – i hvert fald ikke entydigt. Ifølge deres teori er Empire ikke et nationalt projekt, men et decentraliseret og netværksbaseret globalt magtsystem, hvor suveræniteten er spredt ud over flere aktører som:
- Multinationale selskaber
- Overnationale institutioner (som WTO, IMF, Verdensbanken)
- Vestlige lande
Her er tre hovedgrunde til, at Kina ikke umiddelbart passer ind i Empire-begrebet:
1. Statens centrale rolle i Kina bryder med Empire‘s logik
Negri og Hardt mener, at den klassiske nationalstat har mistet sin monopolrolle i global magtudøvelse. I Kina er det derimod tydeligt, at staten spiller en dominerende og koordinerende rolle – for eksempel gennem:
- Kontrol med store statsejede selskaber.
- Strategisk styring af investeringer i udlandet (for eksempel Bælte & Vej-programmet).
- Statslig indflydelse på udenrigspolitik og økonomi i ét samlet projekt.
Dette er i modsætning til Empire, hvor magten netop ikke er centraliseret ét sted.
2. Kinas projekt er selektivt, ikke universelt
Empire handler om et universelt normativt projekt – en form for “verdensorden”, hvor værdier som menneskerettigheder, markedsøkonomi og demokrati forsøges globaliseret. Kina fremmer ikke en sådan universel ideologi. Dets tilgang er mere pragmatisk og selektiv:
- Ingen eksport af en eksplicit ideologi.
- Ingen krav om politisk kontrol i modtagerlande.
- Fokus på gensidig økonomisk gevinst, ikke moralsk mission.
Det gør det svært at forstå Kina som en integreret del af Empire-systemet, som netop er kendetegnet ved sin normative, globale karakter.
3. Kina står delvist uden for de centrale Empire-institutioner
Selvom Kina deltager i mange globale institutioner, står det ofte i opposition til vestligt dominerede strukturer, som Empire beskriver:
- Kina har oprettet egne institutioner som AIIB og BRI i stedet for at følge IMF/Verdensbank-sporet.
- Landet udfordrer vestlig dominans i globale regler i stedet for at reproducere dem.
- Kinas økonomiske model fungerer som et alternativ til neoliberal kapitalisme – ikke blot som en forvalter af den.
Set i lyset af Negri og Hardts Empire-begreb kan man argumentere for, at Kina står uden for eller i opposition til Empire-systemet. Det opererer ikke som en integreret del af det decentrale netværk, men som en stat med egen agenda, egen centraliseret magt og uden ambition om at indskrive sig i den globalt normerende orden, som Empire repræsenterer.
Delkonklusion
Vi har anvendt tre forskellige definitioner af imperialisme i vores analyse, og ud fra disse kan Kina ikke betragtes som et imperialistisk land.
Hvad er Kina?
Vestlige marxister har – netop fordi de befinder sig i højtudviklede kapitalistiske samfund – i mindre grad beskæftiget sig med, hvordan socialismen konkret kan udvikles i postkoloniale samfund. Sovjetiske marxister brugte derimod en del energi på at teoretisere postkoloniale landes vej væk fra kapitalismen.
Den “ikke-kapitalistiske vækstvej” er en marxistisk teori, der blev udviklet i Sovjetunionen i 1930’erne og 1960’erne, primært forbundet med tænkere som Nikita Ivanovich Olinovski.
Teorierne pointerer, at disse lande har behov for et mellemstadie, hvor de både opbygger de industrielle institutioner, der udgør fundamentet for et socialistisk samfund, og samtidig udvikler de socio-kulturelle og politiske institutioner, der kan udvikle nye menneskelige bevidstheder. Dette mellemstadie består af en blanding af kapitalistiske og socialistiske elementer. Det kan beskrives som en form for langvarig NEP (Den Nye Økonomiske Politik). NEP accepterer i overgangsperioden visse markedsmekanismer, inden en fuldt udviklet socialistisk økonomi etableres.
Olinovski var ikke blot økonom, men også politisk tænker. Han kritiserede de traditionelle kapitalistiske vækstmodeller og foreslog alternative løsninger, der kunne anvendes i postkoloniale lande, som ikke ønskede at følge de etablerede kapitalistiske udviklingsveje. Ifølge klassisk marxisme skulle samfund gennemgå en kapitalistisk fase for at opbygge produktionskræfterne, før socialisme kunne opnås. Olinovski argumenterede imidlertid for, at lande i den koloniale/perifere verden kunne omgå den kapitalistiske fase ved at modtage teknologisk og økonomisk støtte fra allerede socialistiske stater (for eksempel USSR).
De centrale elementer i hans teori kan opsummeres som følger:
1. Uafhængighed fra kapitalistisk verdensøkonomi: Olinovski mente, at lande i den tredje verden ikke nødvendigvis behøvede at følge kapitalismens udviklingsmodel. I stedet kunne de finde deres egen vej, der ikke var afhængig af kapitalistisk eksport og markeder.
2. Statens rolle i økonomien: Olinovski fremhævede betydningen af en stærk stat, der kunne styre og planlægge økonomien i en retning, der var forenelig med landets langsigtede mål og interesser. Han var fortaler for en mere centraliseret kontrol i økonomien.
3. Socialistisk orientering: Han foreslog en udviklingsmodel, der skulle udnytte nogle kapitalistiske mekanismer, men stadig tage udgangspunkt i socialistiske principper, hvor fokus var på social lighed og kollektivt ejerskab af produktionsmidlerne.
4. Kulturel og social transformation: En vigtig del af hans teori var også at fremhæve nødvendigheden af social og kulturel forandring som en del af udviklingsprocessen. Økonomisk vækst kunne ikke opnås uden dybtgående ændringer i samfundets strukturer og værdier.
Samlet set var Olinovskis teori et forsøg på at finde alternativer til kapitalisme og på at fremme en økonomisk udviklingsmodel, der var tilpasset de unikke forhold i lande, der ikke kunne/ville følge de etablerede kapitalistiske udviklingsveje. Hans tanker var særligt relevante i de postkoloniale samfund, der søgte en uafhængig og bæredygtig vej til vækst.
Ifølge modellen har den ikke-kapitalistiske vækstvej større chance for succes, når den politiske magt er koncentreret hos arbejderklassen og dens avantgarde – det kommunistiske parti. Denne centralisering af magten sikrer, at udviklingen styres i overensstemmelse med socialistiske principper og ikke afviges mod kapitalistiske eller feudalistiske tilbagefald.
Teorien understreger, at et stærkt, disciplineret kommunistparti er afgørende for at:
1) Mobilisere befolkningen bag industrialiseringen og den socialistiske omvæltning.
2) Modvirke kapitalistiske tendenser, der kan opstå under overgangsperioden.
3) Koordinere den økonomiske planlægning uden markedsanarkiets ineffektivitet.
4) Sikre, at udviklingen tjener folkets interesser snarere end en ny elite.
Denne tilgang adskiller sig fra både socialdemokratisk reformisme og spontane revolutionære teorier, idet den insisterer på, at kun gennem en bevidst, partiledt proces kan samfundet undgå kapitalismens fælder og opnå en ægte socialistisk udvikling.
Den kinesiske og vietnamesiske model for socialisme eksperimenterer med mere kontrollerede økonomiske reformer, der minder om Olinovskis idéer.
Venstrefløjens rolle og fejlanalyse i den aktuelle debat
Marx skrev i “18. Brumaire af Louis Bonaparte” (1852):
“Historiens store begivenheder og personer indtræffer så at sige to gange… første gang som tragedie, anden gang som farce.”
I 1970’erne og 80’erne udviklede en del af den radikale venstrefløj teorien om, at Sovjetunionen var “socialimperialistisk”, altså en socialistisk stat, der i praksis fungerede som en imperialistisk magt. Begrebet socialimperialisme fik tragiske konsekvenser for den antiimperialistiske kamp verden over og undergravede Sovjetunionens reelle socialistiske internationalisme – herunder støtten til Vietnam, Cuba og befrielsesbevægelser i Afrika – samt dens modstand mod imperialisme. Denne påstand var ikke bare forkert, men aktivt skadelig for den globale antiimperialistiske kamp. Sovjetunionen støttede befrielsesbevægelser og progressive regimer over hele verden:
– Afrika: ANC i Sydafrika, MPLA i Angola, FRELIMO i Mozambique.
– Latinamerika: Cuba, sandinisterne i Nicaragua, revolutionære grupper i El Salvador.
– Asien: Vietnam under krigen, Palæstinas PLO, progressive regeringer i Indien og Mellemøsten.
– Antikolonialisme: USSR pressede FN til at fordømme apartheid og kolonialmagter.
Alt dette blev gjort uden profitmotiv. Sovjetisk støtte kom gennem våben, økonomisk bistand og diplomatisk pres – ikke gennem udbytning.
Ved at beskylde USSR for at være lige så imperialistisk som USA:
– Underkendte man den reelle imperialistiske trussel fra Vesten, der faktisk dominerede gennem krige, embargoer og neoliberalt pres.
– Svækkede solidariteten med befrielsesbevægelser, der afhang af sovjetisk støtte.
– Spillede USA’s spil ved at skabe forvirring om, hvem der var den egentlige fjende.
I dag fremstår det nærmest som en farce at gentage denne historie. Når nogle i dag kalder Kina imperialistisk, gentager de fejltagelsen fra 1970’erne.
En stor del af den europæiske venstrefløj anlægger ofte en selektiv tilgang til begrebet imperialisme, hvor kritikken mod vestlige magter som USA og EU bliver formidlet på en måde, der til tider underspiller deres egentlige globale indflydelse. Samtidig med at disse partier hylder Negris begreb om ‘multitude’ som en modkraft til multinationale selskabers udbytning, har de en tendens til at bagatellisere de direkte imperialistiske praksisser, som USA og EU udøver gennem militær intervention, økonomisk dominans og politisk indblanding.
Når det derimod drejer sig om Kina og Rusland, anvender de en mere klassisk definition, hvor imperialismen forbindes med militær eller økonomisk erobring. For eksempel betegnes Ruslands militære handlinger i Ukraine som imperialistiske, og når Kina udvider sine økonomiske forbindelser med Afrika, opfattes også Kina som imperialistisk.
Når dele af den europæiske venstrefløj ukritisk sidestiller Kina med USA og EU, risikerer de at støtte den vestlige imperialismes agenda. USA og EU har gennem årtier været de største kræfter bag militarisme, udbytning og interventioner i den globale syd. Kina har derimod været en modvægt til denne dominans ved at støtte multipolaritet, suveræne udviklingsveje og imod Vestens hegemoni.
Den vestlige venstrefløj bør i stedet rette sin opmærksomhed mod at modarbejde NATO’s ekspansion og EU’s militaristiske aggression. Samtidig bør man anerkende, at Kinas opbygning af alternative handelsorganisationer, banker og sikkerhedssamarbejder – selv om disse ikke nødvendigvis er antiimperialistiske i sig selv – tilbyder lande i det globale syd reelle alternativer til vestlig dominans og afhængighed.
Her er en kort oversigt over, hvordan BRIKS, New Development Bank (BRICS Bank) og Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO) adskiller sig fundamentalt fra vestlige institutioner som Verdensbanken, EU og IMF:
BRIKS-samarbejdet, der omfatter Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika og en række nye medlemmer, har som hovedformål at skabe en multilateral modvægt til det vestligt dominerede G7 og den bredere vestlige verdensorden. BRIKS fokuserer især på syd-syd-samarbejde, øget handel i lokale valutaer og udvikling af alternative finansieringskanaler for at mindske afhængigheden af den amerikanske dollar.
New Development Bank (NDB), ofte kaldet BRIKS-banken, blev etableret for at finansiere infrastruktur og bæredygtig udvikling i medlemslandene og det globale syd. Den adskiller sig markant fra Verdensbanken og IMF ved at:
- Undgå politiske betingelser og dermed ikke påtvinge låntagere neoliberale reformer.
- Tilbyde lån i lokale valutaer for at reducere dollardominans.
- Sikre ligelig stemmeret blandt medlemslandene, i modsætning til IMF og Verdensbanken, hvor vestlige lande har uforholdsmæssig stor indflydelse gennem vetoret.
Shanghai Samarbejdsorganisation (SCO) er en regional organisation, der samler lande som Kina, Rusland, Indien og Iran omkring fælles mål for sikkerheds- og økonomisk samarbejde i det eurasiske område. I modsætning til NATO og EU er SCO:
- Ikke en militær alliance, men fokuserer på bekæmpelse af terrorisme, cybertrusler og energisikkerhed.
- Modstander af udefrakommende indblanding i interne anliggender – et klart signal imod vestlig interventionisme.
- Optaget af økonomisk integration uden krav om politisk union, som det ses i EU.
Selvom disse institutioner ikke er uden kritik – repræsenterer de et reelt systemisk alternativ til den vestlige verdensorden.
Konklusion
Efter at have gennemgået Lenins fem kriterier for imperialisme og sammenlignet Kinas globale engagement med både klassisk kolonialisme og Negri/Hardts “Empire”-begreb, er konklusionen klar: Kina opfylder ikke definitionen af en imperialistisk magt. Selvom Kina udøver stigende økonomisk og geopolitisk indflydelse, sker dette gennem en statsstyret, samarbejdsorienteret model – ikke gennem udbytning, militær ekspansion eller privat monopolkapital.
Det er legitimt at kritisere Kinas politik på forskellige områder, men at placere landet i samme kategori som vestlige imperialistmagter er analytisk usolidt – en fejlslutning, der i sidste ende kun gavner de kræfter, som venstrefløjen burde bekæmpe.
At betegne Kina som imperialistisk ignorerer de fundamentale forskelle mellem vestlig kapitalistisk dominans og Kinas rolle som modvægt til den neoliberalistiske verdensorden. For den antiimperialistiske venstrefløj er det afgørende at skelne mellem ægte imperialistiske magter (USA, EU) og lande som Kina, der tilbyder alternativer til det vestlige hegemoni. Kun ved en nuanceret forståelse af global magt kan vi bekæmpe imperialismen på en principfast måde.
Litteraturliste
Primærlitteratur
- Lenin, V.I. (1917). Imperialismen, kapitalismens højeste stadium.
- Hobson, J.A. (1902). Imperialism: A Study.
- Negri, A. & Hardt, M. (2000). Empire.
- Olinovskij, N.I. (1960’erne). Teorier om ikke-kapitalistisk udvikling.
Sekundærlitteratur
- Amin, S. (2013). The Implosion of Contemporary Capitalism.
- Arrighi, G. (2007). Adam Smith in Beijing: Lineages of the Twenty-First Century.
- Li, M. (2008). The Rise of China and the Demise of the Capitalist World Economy.
- Pijl, K. van der (2006). Global Rivalries: From the Cold War to Iraq.
- Hui, W. (2016). China’s Twentieth Century: Revolution, Retreat and the Road to Equality.
- Harvey, D. (2003). The New Imperialism.
Andre kilder
- World Bank & IMF (2020–2024). Data om globale investeringer og gæld.
- SIPRI Yearbook (2024). Militærudgifter og våbeneksport.
- China Africa Research Initiative (CARI) (2023). Belt and Road-projekter i Afrika.
- U.S. Department of Defense (2023). Annual Report on Chinese Military Power.
- Kritiske værker om vestlig imperialisme.
- Chomsky, N. (1999). The New Military Humanism: Lessons from Kosovo.
- Parenti, M. (1995). Against Empire.
- Monthly Review (2023). “Is China Imperialist?” – Roundtable Discussion.
- Jacobin Magazine (2022). “The Left’s China Debate: Anti-Imperialism or Critical Support?”
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
