Ingen velfærd uden fleksible arbejdspladser
Det private arbejdsmarked tilbyder de ansatte mere og mere fleksibilitet. Hvis ikke de offentlige arbejdspladser følger med, risikerer mangel på ansatte at forringe velfærden.
|
Sygeplejersker kan ikke arbejde hjemmefra. Vi har også svært ved at tage en halv dag fri for at hente syge børn i børnehaven eller følge vores forældre til demenssamtale hos lægen. Vi kan heller ikke uden videre flekse vores mødetider – der skal være sygeplejersker på arbejde både dag, nat og weekend.
Men hvis vi skal kunne rekruttere medarbejdere til de offentlige velfærdsfag i blandt andet sundhedsvæsenet, daginstitutionerne og skolerne, er vi nødt til at finde måder til at skabe mere fleksibilitet.
Det er det, alle efterspørger på arbejdsmarkedet – måske særlig de unge. Vi vil have indflydelse på vagtplaner og arbejdstilrettelæggelse. Vi vil have mulighed for at passe vores syge børn. Vi vil have en fleksibel mulighed for faglig udvikling og efteruddannelse. Vi vil kunne spare frihed sammen og tage to måneder til Asien. Vi vil kort sagt ikke finde os i stive systemer, firkantede vagtplaner og chefer, der bestemmer det hele. Det understreger undersøgelse på undersøgelse.
Tilpasses livets faser
En analyse fra Akademikernes A-kasse og konsulentfirmaet Bespoke Manyone viser for eksempel, at yngre generationer ønsker at fravælge traditionelle karriereplaner til fordel for en livslang udvikling, der tilpasses livets forskellige faser. De vægter fleksibilitet, en lyttende arbejdsplads og muligheden for at have indflydelse på eget arbejdsliv.
Velfærdsrådet (tæller blandt andre politikere fra kommuner og regioner, civilsamfundsaktører, brugerorganisationer, offentlige ledere, pensions- og forsikringsselskaber samt private sundheds- og velfærdsleverandører) er inde på det samme:
“Arbejdspladserne bør kunne tilbyde både fleksibilitet og forudsigelighed til medarbejderne og ikke mindst understøtte, at medarbejdere med de rette kompetencer løser de rette opgaver. Det kan ske med større fleksibilitet, frihed og indflydelse på vagtplanlægningen og arbejdsvilkår gennem hele arbejdslivet.”
Det er i øvrigt slet ikke noget nyt – allerede i 2018 konkluderede Rambøll:
“Rekrutterings- og fastholdelsesmulighederne hænger også meget sammen med mulighederne for kontinuerlig udvikling af sygeplejerskernes faglighed. Både arbejdsmiljøet og de faglige udviklingsmuligheder afhænger endvidere af, hvor god og kompetent ledelsen er.”
Seniorer stiller også krav
Seniorerne er også begyndt at stille større krav:
“Større indflydelse på vagtplaner, nedsat tid og flere andre tiltag kan være med til at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet.” Det viser ny rapport fra SeniorArbejdsliv under Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Vi har også rigtig meget brug for at kunne fastholde også de ældre, hvis der skal være ansatte nok til at sørge for velfærden i fremtiden.
Samtidig gør fleksibilitet det også nemmere at ansætte nye medarbejdere.
– Vi kan se, at det er lettere at rekruttere – og det er måske fordi, der er en brandingværdi i det her med en fleksibel arbejdsplads. Vi får simpelthen flere ansøgere, siger en HR-chef i rapporten.
Det går bare meget langsomt med at finde gode, fleksible løsninger. Der er mange moderne ledere, der virkelig forsøger at lytte til medarbejdernes ønsker, når der skal lægges vagtplan. Men samtidig er normeringer og budgetstyringer så stramme, at der ofte kun lige akkurat er folk nok på arbejde til at nå opgaverne. Og da maden skal serveres, når den er klar, medicinen gives på bestemte klokkeslæt, og sygeplejen udføres, når der er brug for det, så bliver det ofte umuligt at give de ansatte fri nogle timer, når børnehaven ringer. Og det går da slet ikke at stemple ind en halv time senere, hvis morgenmaden med ungerne er gået op i hat og briller.
Der er heller ikke penge og tid til at give sygeplejersker og andre tilnærmelsesvis den efteruddannelse – og dermed karriereudvikling – de efterspørger. Faktisk er de offentlige udgifter til videregående efteruddannelse ifølge tænketanken DEA halveret fra 2009-18.
De private rykker
Der er planer om bedre adgang til efter- og videreuddannelse i forbindelse med den nye reform af professionsuddannelserne. Og overenskomsten fra 2024 giver os mulighed for at opspare op til 15 feriedage. Så lidt sker der.
Men det private arbejdsmarked rykker langt hurtigere. I forbindelse med de netop aftalte overenskomster i 2025 stiger fritvalgskontoen på mange områder til 11 procent. Samtidig får de ansatte ret til at bruge pengene på kontoen til barnets tredje sygedag (sygeplejersker har to, men kun under forudsætning af at der er et akut pasningsbehov, og at friheden er “forenelig med forholdene på tjenestestedet”).
De privatansatte får ret til omsorgsdage til børnebørn – og til at ledsage blandt andet forældre til læge. Mange kan også bruge pengene til mere seniorfri, til ekstra pensionsindbetaling eller til at forsøde ferie- og fridage.
Det er langt fra sikkert, at det lige er sådan, det skal gøres på de offentlige arbejdspladser i velfærdsfagene. Vi er også kun lige ved at gå i gang med de første forberedelser til overenskomstforhandlingerne i 2026.
Men vi skal tage problemstillingen alvorligt. Hvis vi ikke får mere fleksibilitet ind i aftalerne for de offentlige arbejdspladser, taber vi kampen om de unge. Det risikerer at medføre alvorlige konsekvenser for den offentlige velfærd. Det kan betyde et stærkt forringet serviceniveau, true sikkerheden for patienter og borgere og forringe arbejdsmiljøet for alle dem, der i dag arbejder med offentlig velfærd.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
31. marts 2025 | 06:16
