Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det virker til, at de vestlige regeringsledere ikke har til hensigt at acceptere, at Ukraine har tabt krigen mod Rusland. Eller måske mere præcist sagt, virker det til, at de ikke vil acceptere, at de har begået en meget stor fejl ved at støtte amerikanerne/NATO i krigen mod deres store nabo – Rusland.
Hvis krigen i Ukraine ikke kan vindes militært, og hvis USA og Rusland allerede er i gang med forhandlingerne, hvad er så formålet med at investere så store beløb i Forsvaret?
Det er i hvert fald meget tydeligt at se, at Europa er chokeret over den nye amerikanske administrations udtalelser og handlinger. Det er selvfølgelig heller ikke svært at forstå europæernes reaktion. De europæiske regeringsledere og specielt den danske statsminister Mette Frederiksen er nemlig fra dag ét gået helhjertet ind i denne krig mod Rusland. I tre år har man forsøgt at isolere russerne internationalt.
Nu, hvor vi kan se, at amerikanerne er begyndt at mødes og forhandle med russerne om en fredsaftale, er det selvfølgelig forståeligt, at de europæiske regeringsledere står rystet og chokeret tilbage.
De europæiske regeringsledere kan selvfølgelig ikke ændre på den nye amerikanske administrations tilgang til konflikten, og derfor kan de heller ikke gøre meget andet end at håbe på, at Europa eller som minimum Ukraine får lov til at sidde med omkring forhandlingsbordet.
Derudover har vi i tre år været vidne til, at Volodymyr Zelenskyj, i de vestlige lande og medier er blevet hyldet som en helt. Han er blevet fremstillet som en leder, der kæmpede for sit folks frihed og demokrati. Den danske statsminister har flere gange mødtes med Zelenskyj, og han er også tidligere blevet hyldet af de folkevalgte i folkets ting.
Nu er vi så vidne til, at Trump kalder Zelenskyj, for en diktator, som ikke har støtte fra den ukrainske befolkning, og beskylder ham for at have startet krigen.
Det kunne måske tænkes, at Trump forsøger at tvinge Zelenskyj til at udskrive et valg eller tvinge ham til at underskrive en aftale, hvor USA får adgang til sjældne ukrainske mineraler for 500 milliarder dollars. Uanset hvad, er det tydeligt, at Zelenskyj er i en svær position, og han er ikke længere den ubestridte helt, han engang blev fremstillet som.
De europæiske regeringsledere forsøger selvfølgelig at redde, hvad der kan reddes, og det er også derfor, at vi er vidne til, at de blandt andet mødes til hasteindkaldte møder og konstant er ude og udtale, at de vil fortsætte støtten til Ukraine og arbejde henimod et stærkere Europa. Det er ganske enkelt symbolpolitik og har ikke hold i virkeligheden. Det er et forsøg på at redde ansigt i en situation, hvor de har begrænsede muligheder for at påvirke udfaldet.
Enhver med en smule kendskab til international politik og til magtforhold ved godt, at Europa, ikke har ret meget styrke uden NATO og amerikanerne. Europa har lige siden årene 1948-1953, hvor man modtog Marshall-hjælpen, fulgt amerikanerne i tykt og tyndt.
De europæiske lande har deltaget i amerikanernes invasionskrige i diverse lande og regioner og har generelt ikke opponeret mod amerikansk udenrigspolitik, og samtidig heller ikke opbygget en selvstændig europæisk politik. Derfor er det også naivt at tro, at Europa på kort tid kan opbygge sin egen hær og stå stærkt på den internationale scene.
På trods af de barske realiteter som Europa står overfor, ser det ud til, at det ikke vil stoppe de folkevalgtes krigsretorik.
De danske politikere fortsætter med at understrege, at flere penge til Forsvaret er nødvendigt for at beskytte vores frihed, sikkerhed og demokrati. Regeringen og partierne bag forsvarsforliget har i sidste uge aftalt at afsætte 120 milliarder kroner til oprustningen af det danske forsvar frem til 2033.
Med aftalen er de folkevalgte blevet enige om at etablere en såkaldt accelerationsfond til akutindkøb af materiel til Forsvaret.
Fonden bliver på 50 milliarder kroner, som Forsvaret kan bruge til akutindkøb i år og næste år. Desuden afsættes en ramme på 70 milliarder til brug i perioden 2027-2033.
Det er værd at spørge, om denne aggressive oprustning virkelig er i danskernes interesse. Hvis krigen i Ukraine ikke kan vindes militært, og hvis USA og Rusland allerede er i gang med forhandlingerne, hvad er så formålet med at investere så store beløb i Forsvaret? Er det ikke på tide at overveje alternative løsninger, der fokuserer på diplomati og konfliktløsning i stedet for militær styrke?
De folkevalgtes fejlagtige beslutning om at engagere sig dybt i konflikten i Ukraine og deres fortsatte fokus på militær styrke kan komme til at koste danskerne dyrt, både økonomisk og socialt. Vi har allerede et velfærdssamfund som har massive udfordringer, og med de folkevalgtes aggressive krigspolitik er det tydeligt at se, at vi fremover vil skulle skære yderligere ned på velfærden.
Det er på tide, at danskerne tager et opgør med de folkevalgtes rolle i konflikten og tvinger dem til at tænke i nye baner. Ellers risikerer vi at betale en meget dyr pris på grund af de folkevalgtes krigseventyr.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.