OK25
En mindre detalje hedder den palæstinensiske forfatter Adania Shiblis roman, der udkom i 2017, men det er den bestemt ikke i sig selv, selv om den kun er på 143 sider. Det er derimod en fortælling med politisk kraft og indignation om fordrivelsen af palæstinenserne i 1948 og den efterfølgende undertrykkelse.
Bogen er delt i to dele, og første del foregår i 1949, året efter Nakba, som betyder katastrofe, hvor over 700.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem. En israelsk styrke er sendt til Negev-ørkenen for at jagte såkaldte “infiltratorer”, og dens første offer i jagten bliver en beduinlejr, hvor alle, undtagen en ung pige, bliver dræbt. Hende tager de med tilbage til deres lejr, hvor hun først bliver voldtaget og derefter dræbt.
De to dele af bogen afspejler hinanden på mange måder, som ved den gentagne lyd af hundeglam, lugten af benzin og lyden af stilhed. Til sidst bliver også fortælleren tavs.
Den officer, der leder gruppen, er en nat forinden blevet bidt i låret af et eller andet insekt, og biddet viser sig hen ad vejen at være så ondartet, at det trods hans egenbehandling med desinficerende salve ender med at udarte til forrådnelse af kødet omkring det. Han søger ikke lægehjælp og bliver mere og mere angrebet af giften i hele organismen. Måske kan man lægge noget symbolsk i det.
Da gruppen er kommet hjem om aftenen efter udslettelsen af beduinlejren, beslutter officeren, at dens dåd skal fejres med en fest, hvor han holder en tale, der lovpriser soldaternes indsats. Her siger han blandt andet, at ingen har mere ret til området end jøderne, efter at det i århundreder har været overladt til kameler og arabere, der har ladet det ligge goldt hen. Nu vil jøderne gøre Negev til en blomstrende og civiliseret region.
Anden del foregår 25 år senere, hvor en kvinde i Ramallah læser en artikel i en avis om, hvad der skete i ørkenen dengang på netop den dag, hvor hun blev født. I artiklen nævnes som en detalje voldtægten. Og kvinden, her jeg-fortælleren, hvor første dels fortæller var i tredje person, bliver besat af ønsket om at afdække flere enkeltheder om denne sag. Hun begiver sig derfor ud på en vanskelig og ikke ufarlig rejse til gerningsstedet, for det er nemlig sådan, at palæstinensere ikke kan rejse frit rundt i Israel, og hun må derfor låne et id-kort af en kollega.
I en lejet bil kører hun først vestpå og så sydpå og med sig har hun to landkort, et fra 1948 og et fra nutiden. Det bringer forvirring, for på det gamle er der byer, som ikke findes på det nye, eller som på det har skiftet navne, og nogle steder er der nyopførte. Der er også mange veje, der er spærret, så hun må finde andre i stedet. Hun hører heller ikke til de mest modige, og det er en pestilens for hende, hver gang hun støder ind i en kontrolpost, og det sker tit, så alt i alt er det ikke just nogen fornøjelsestur, hun er ude på.
De to dele af bogen afspejler hinanden på mange måder, som ved den gentagne lyd af hundeglam, lugten af benzin og lyden af stilhed. Til sidst bliver også fortælleren tavs.
Romanen var udpeget til at blive hædret med LiBeraturprisen ved bogmessen i Frankfurt i oktober 2023, en pris der gives for skønlitterære værker af kvindelige forfattere fra Afrika, Asien, Latinamerika og den arabiske verden, og som traditionelt har svært ved at komme til orde i vores del af verden.
Men så kom Hamas’ angreb den 7. oktober, to uger før overrækkelsen skulle finde sted, og den blev udsat på ubestemt tid, ligesom forfatterens foredrag på bogmessen blev aflyst.
Nogle medier gik i selvsving og kaldte romanen palæstinensisk propaganda, men der kom også en strøm af støtteerklæringer til Shibli fra læsere, forfattere, oversættere og forlæggere.
Adania Shibli: En mindre detalje.
Oversat af June Dahy.
Gads Forlag. 143 sider. 200 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
