Farligt arbejdsmiljø
Demografi og sikkerhed er det vigtigste i Israel
Vil overbefolkning, en svækket økonomi, klimaforandringer og problemer jøderne imellem bidrage til at landet går i opløsning?
|
Zionismens grundlægger, Theodore Herzl, skrev i 1895, ”hvis det zionistiske koloniseringsprojekt skal realiseres, er det nødvendigt at overføre de fattige palæstinensiske bønder til Jordan eller Egypten…det kan ske ved, at vi nægter dem arbejde i vores land..”
1938 erklærede Ben Gurion, Israels første premierminister, at en tvungen forflytning vil gøre store områder tilgængelig for os… jeg kan ikke se noget umoralsk heri.”
Youf Weitz, der i 1940 var leder af Jewish National Fund, der stod for opkøb af palæstinensisk jord (for donationer fra blandt andet Rothschild-familien):
”Det må stå klart, at der i dette land ikke er plads til to folk. Rejser araberne til andre lande, vil der være tilstrækkeligt plads til os. Ikke en eneste landsby må blive tilbage. Først da vil landet kunne modtage millioner af vore brødre, og jødespørgsmålet vil have fundet sin løsning…”
I årene derefter gled ideen om tvangsforflytning af palæstinenserne i baggrunden – indtil 6-dages krigen i 1967 med erobringen af Gaza fra Egypten, Vestbredden fra Jordan, og Golanhøjderne fra Syrien – det første forsøg på at udvide det israelsk-kontrollerede territorium.
Befolkningsudviklingen en trussel mod de europæiserede jøder
I 2005 påviste rapporter, at om 15-20 år ville der være lige mange jøder og palæstinensere i Israel. Det skabte en frygt blandt jøderne for, at de ville blive en minoritet i det, de anser for at være deres land. Siden den sidste store indvandringsbølge i slutningen af 1980’erne, hvor der kom én million russiske jøder, ofte medbringende ikke-jødiske ægtefæller, da var indvandringen gået i stå.
Nok blev den jødiske befolkning årligt forøget med 130.000 nye borgere, men dels skete tilvæksten især blandt de ultraortodokse, og dét kunne true de europæiserede jøders magtstilling, og dels begyndte flere israelere at udvandre.
Året efter formulerede premierminister Ariel Sharon sloganet: “Intet er vigtigere end demografi” – underforstået, at nu skulle der for alvor sættes gang i fordrivelsen af palæstinenserne.
Regelmæssige befolkningsundersøgelser viser, at over halvdelen af den jødiske befolkning støtter en overførsel af palæstinenserne til et arabisk land
Det skriver sociologen Elia Zureik i ”Demography and transfer – Israels road to no where” (2009)
Blot en tredjedel af jøderne bor i Israel, resten lever spredt ud over kloden, hvor de i stigende grad integreres i majoritetssamfundet, og gifter sig med ikke-jøder. Det frygter zionisterne, vil true jødedommens fortsatte eksistens uden for Israel (diasporaen)..
Siden 7. oktober har cirka 70.000 yngre, veluddannede jøder forladt landet. Dels som følge af de evindelige væbnede konflikter, men også fordi de ultraortodokses stigende indflydelse, gør det svært for verdsligt indstillede jøder at leve et almindeligt liv
I takt med det forstærkede fokus på demografien forsvandt den relative tolerance, jøderne hidtil havde udvist over for palæstinenserne, og som kulminerede med valget af Rabin som premierminister i 1992 og hans accept af Oslo-aftalerne.
Få år efter svingede pendulet skarpt til højre, hvor det har været siden da, og hvor den ene mere reaktionære regering blev afløst af en, der var endnu værre, de fleste ledet af Benjamin Netanyahu.
Regelmæssige befolkningsundersøgelser viser, at over halvdelen af den jødiske befolkning støtter en overførsel af palæstinenserne til et arabisk land. Økonomiske stimuli, indsamlet blandt jøder i diasporaen, vil fremme processen.
”De er ikke rigtige jøder”
Fra Israels grundlæggelse i 1948 til seksdageskrigen i 1967 voksede den jødiske befolkning fra 0,7 til 2,7 millioner. De nytilkomne var europæiske jøder (ashkenazi), der havde overlevet Holocaust. Snart fulgte afrikanske og orientalske jøder (mizrahim) for hvem forholdene i deres hjemlande, hvor der ikke tidligere havde været antisemitisme, efter oprettelsen af staten Israel, nu blev uudholdelige.
Selvom mizrahim har boet i Israel siden da, og i dag udgør en betydelig minoritet, mener mange ashkenazi-jøder, at de ikke er rigtige jøder, men snarere en slags arabere.
Staten sørgede for boliger til de nye immigranter – i sig selv en stor præstation. I de første årtier blev der skabt 600 nye byer i landets indre, tæt på palæstinensiske byer.
De nye byer, hvor især de orientalske og afrikanske jøder bosatte sig, udviklede sig til fattige og forsømte byer, og kom til at definere forholdet til de mere velstillede europæiserede jøder, der især boede i kystområderne.
Forfatteren Ari Shavit fortæller i ”Mit forjættede land,” om byen Ramlehs udvikling efter 1948. Indtil da var byen en palæstinensisk markedsby med 6000 indbyggere og med et rigt kulturliv. Nu bor der 50.000 jøder, 15.000 palæstinensere og 3000 kristne.
De fleste palæstinensere er fordrevne beduiner, der er tvunget til at bo i boligblokke, mange er arbejdsløse. Det samme gælder også for mizrahim, også de bor i betonsiloer, har ingen uddannelse og lever af understøttelse.
Mahmud Dehla, palæstinensisk advokat, fortæller til Ari Shavit, ”om jødernes og især bosætternes arkitektur, der er europæisk perfekt, men også er stor, arrogant og bygget i beton, som ikke passer ind i landskabet,…de jødiske byer skal forhindre, at der kan oprettes en palæstinensisk stat på Vestbredden…I gør jeres bedste for at slette vores landskab, historie og identitet…vejskiltene er på hebraisk og engelsk ad hensyn til turisterne, men ikke på arabisk…”
Udenfor de store byområder findes religiøse byer, hvor kvinder ikke må køre i busser eller gå på visse fortove, hvor der er kønsadskilt skoleundervisning, og hvor der er betydelige fattigdomsproblemer, især blandt de ultrareligiøse (20 procent af befolkningen).
Ashkenazi-eliten former landet ud fra europæiske idealer og ideer om fysisk planlægning. De har ikke forstået, at de nye indbyggere kommer fra andre kulturer i Nordafrika og Orienten, hvor det religiøse og kulturelle liv er markant anderledes end det europæiske..
Mizrahim har ingen fornemmelse for, hvordan det europæiserede samfund fungerer. Især de unge blev tiltrukket af gadebander og voksede op uden en autoritet. Deres fædre led nederlag, da de kom til Israel og så deres kultur gå i opløsning.
Morten Thing kalder Israel for et mislykket samfund. Ashkenazims krav om, at mizrahim-jøder skal glemme deres sprog og kultur for at blive ”europæiserede,” er en kolonial, racistisk holdning.
De højre-nationalistiske regeringer bruger energien på at bekæmpe palæstinenserne, oprette nye bosættelser og undlader at stille krav om, at de ultraortodokse skal tage medansvar for samfundet.
Reaktionen fra stedse flere verdslige, produktive israelere er skarp, de siger fra, vil ikke længere understøtte de ultraortodokse, der i stigende grad opfattes som parasitter. Den sociale uro ulmer, og for at skabe national enhed har Netanyahu brug for krige og angreb mod palæstinenserne..
Tel Aviv en regnbuefarvet metropol med forstoppelse
I kystbyerne – landets regnbuefarvede ansigt mod omverdenen – går det helt anderledes til. I Tel Aviv-regionen (på størrelse med Fyn) bor cirka tre millioner, og dagligt indpendler en million fra resten af landet. Her bor de veluddannede, her ligger landets vigtige tech-industri og universiteter, og her samles den politiske og økonomiske magt.
Men Tel Aviv-regionen er også en utrolig forstoppet metropol, takket være det begrænsede areal. For at skaffe plads til de mange, der søger ind til de største byer, bygges boligblokke på 25-40 etager.
Hver eneste kvadratmeter granskes nøje for at se, om det afhjælper eller forværrer pladsproblemerne i Tel Aviv og – i stigende grad – også Jerusalem-regionen. Det er kommet så vidt, at der for eksempel anlægges gravpladser i 15-20 etager som ”terrassehaver.”
Alt for mange mennesker på et alt for lille et areal giver trafikpropper, overfyldte institutioner, lange køer i butikkerne, på sygehusene og så videre. Forsinkelser, der skaber irritation og ineffektivitet.
Tel Aviv og landets næststørste by, Jerusalem, spreder sig uhæmmet på bekostning af oplandets landbrugsarealer, hvilket betyder, at de før så lukrative landbrug og gartnerier har mindre plads til rådighed.
Der gør landbrugsjorden dyrere og øger forbrugerpriserne, hvilket i sidste ende rammer såvel selvforsyningen med basisfødevarer som den vigtige eksport.
Også i byplanlægning og ved boligbyggeri spiller sikkerhed en væsentlig og fordyrende rolle. Alle bygninger – private som offentlige – skal have beskyttelsesrum, der kan modstå angreb og/eller bombardementer.
Der er bevæbnede vagter og checkpoints overalt. Det enorme sikkerhedsberedskab er en dyr, uproduktiv faktor, der tærer på landets økonomi.
Negev-ørkenen: En arealreserve
Israel har imidlertid en arealreserve, der dækker 60 procent af landet: Negev-ørkenen, beliggende i syd. Ud over den eneste større by Beershaba (200.000 indbyggere), er Negev hjemsted for en halv million beduiner, kernevåbenfabrikken Dimona, militære øvelsesområder samt store lossepladser, hvor alt fra husholdningsaffald til kemikalier og radioaktivt affald dumpes. Som følge heraf er dele af Negevs jord og grundvand voldsomt forurenet.
I 2015 kom et regeringsudvalg med forslag til udbygning af området: Militærets træningsfaciliteter og testanlæg flyttes til Negev (det frigiver arealer til byvækst i de centrale dele) – Beershaba udvikles til en by for den teknologiske elite, der dog fortsat skal pendle til jobbet nordpå.
Der anlægges jernbaner, motorveje og lokale lufthavne. Med tiden skal Beershaba udvikler sig til et militært teknologicenter, i håb om at arbejdskraften vil bliver boende i regionen.
Der er imidlertid flere udfordringer, som skal klares forinden. Hvad stiller myndighederne op med de beduiner, hvis slægt har boet i Negev siden før Kristus?
Hæren er ved at fjerne beduinernes landsbyer, der er klassificeret som ”ikke-autoriserede bebyggelser,” hvilket betyder, at de ikke har noget retskrav på at kunne blive liggende.
Beduinerne lokkes med, at i byerne er der vand, elektricitet, skoler, sundhedsklinikker og så videre – alt det, der i dag kun findes i ringe omfang i beduinlandsbyerne. Men i byerne er der intet arbejde for beduiner, og mange overlever kun på overførselsindkomster.
Adalah, en juridisk ngo for palæstinensernes rettigheder, påpeger, at udbygningen af Negev desuden skal tiltrække så mange jøder, at området sikres en jødisk majoritetsbefolkning.
Klimaforandringerne vil ramme Israel hårdt
Højere temperaturer, mindre nedbør, ukontrollabel byvækst og stigende jordpriser lægger et stort pres på det landbrug og gartneri, der tidligere bidrog solidt til landets BNP. Mange har opgivet at dyrke jorden, for eksempel kibbutzerne, der i dag er pendlerbyer.
Klimaforskere ved Haifas Universitet advarer om, at hvis klimaforandringerne fortsætter uændret, kan Israel blive omdannet til en knastør ødemark omkring år 2100.
De igangværende klimaforandringer vil, indenfor få årtier, omdanne Mellemøsten, og ørkener som Negev til stegepander i sommerhalvåret. Her vil temperaturen stige fra dagens cirka 30 grader til 45-50 grader. Med en årlig nedbør på 25 mm, kan kun de færreste klare at opholde sig i området.
Vand til drikke og afgrøder hentes enten fra afsaltningsanlæggene ved Middelhavskysten eller fra Vestbredden. Som følge af klimaforandringerne og flerårige tørkeperioder ventes det, at i 2050 vil der kun være halvt så meget vand til rådighed pr. Indbygger som i dag.
Zionisternes drøm om “den blomstrende ørken” er sket, på trods af at Israel er et af klodens mest vandfattige områder. Der er ingen forståelse for de klimatiske og geografiske forhold. Alligevel baserer Israel sin landbrugs- og gartneriproduktion på intensiv kunstvanding. Hertil kommer et vandforbrug, der er tre-fire gange så højt per person som i Vesten.
Israels cirka 400 km lange flade kyststrækning vil være alvorlig udsat for de kommende havvandsstigninger. Det vil resultere i, at det salte havvand trænger ned til grundvandet; det skader vegetationen.
Men det vil også betyde, at der er kystområder, der bliver ubeboelige. Boliger, institutioner, virksomheder, hoteller og så videre skal flytte væk fra kysten – en enorm udfordring i det land, der næsten er fyldt til bristepunktet.
Det vil også forstærke presset for at få palæstinenserne ud af landet. Flere mennesker på mindre plads udløser erfaringsmæssigt social uro og udgør endnu en trussel mod statens overlevelse.
Befolkningstætheden, klimaforandringerne, den ukontrollable byspredning, og en voksende befolkning, hvoraf et stigende andel både jøder og palæstinensere lever af overførselsindkomster, faldende udenlandske investeringer og så videre – alt dette vil bidrage til at forøge presset på beslutningstagerne om at forflytte palæstinenserne til for eksempel Jordan og Egypten, der begge – indtil videre – siger nej.
At indrette det historiske Palæstina så palæstinensere, jøder, kristne, koptere og hvem ellers kan leve sammen med lige rettigheder og muligheder for alle, er åbenbart ikke muligt for de jødiske magthavere.
Denne er blog er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
26. februar 2025 | 06:22
