Kronik
Forvaltninger, ikke mindst kommunale forvaltninger, forbryder sig nærmest dagligt imod fundamentale garantiforskrifter, der skulle have beskyttet individet mod systemets vilkårlige overgreb.
I min egen portefølje af erfaringer som partsrepræsentant har jeg erfaringer nok inden for jobcentersager, hvor mennesker nægtes pension, sociale bedragerisager, hvor ledelsen nægter at kende til de retsregler, der gælder på området, anbringelsessager, hvor det generelt står elendigt til.
Problemet er, at magthaverne – her embedsværket og det politiske system – hele tiden korrumperer i den forstand, at det per rygmarv beskytter sig selv. Og den fjerde statsmagt er ingen nytte til …
Ved indførelsen af vores fri forfatning gik beskyttelsen af individet mod herremanden, systemet, forud for alt andet. Derfor må der ikke – heller ikke uden for strafferetsplejen – straffes eller sanktioneres uden hjemmel i lov, og den myndighed, der straffer, skal have tildelt kompetencen til at træffe sådanne afgørelser.
Garantierne skulle efter oplægget til magtadskillelsen ligge i, at der skulle være adgang til at få en sådan sag bedømt.
Men det er gået helt anderledes. Allerede Alf Ross var betænkelig ved, at der kunne ske et skred i retning af, at embedsværket beskytter sig selv.
Der er tale om tilstande, mange med tilknytning til embedsværket og det politiske system er fuldt klar over. Enten er de (vi?) sovset ind, eller også opgiver de i det store suk – ikke skabelsens, men destruktionens. Er der slet ikke noget at stille op?
Det mener jeg, der er. Men det er et langt dybere opgør, end mange forestiller sig. Ser man vores system, ikke som ideelt-demokratisk, men snarere som korporatistisk-oligarkisk, så forstår man måske pilens retning.
Vi trænger til en demokratisk revolution, der forlanger demokratiet genindført i form af reelle retsgarantier.
Pressen er en ørken. Alle “retsreportere, -analytikere og -specialister” beskæftiger sig udelukkende med kriminalitet og fungerer som mikrofonholdere for Hummelgaard.
Beskyttelsen af de svageste mennesker tilhører det underlige ikke-sted mellem bunden af indbakken og papirkurven. Ikke bare nu, men i årevis.
Problemet er, at magthaverne – her embedsværket og det politiske system – hele tiden korrumperer i den forstand, at det per rygmarv beskytter sig selv. Og den fjerde statsmagt er ingen nytte til, for den er konform og i det store hele – i hvert fald på dette område – præget af, at den forveksler autoritet med sagkundskab.
Så er der de politiske partier, som er sammenvokset med embedsværket. Og bagved meget sidder Kommunernes Landsforening, der helst af alt ønsker alle beskyttelsesmekanismer sendt ud i rensnings- og opslemningsanlægget som “bureaukrati”. Socialdemokratiet og Venstre er komplet systembærende. De er gode til at lede opmærksomheden hen på andre emner.
Jeg giver meget lidt for SF og Enhedslisten her. De er med i “barnets lov”, der i modstrid med menneskerettighederne har indført et nyt fænomen: “tvangsrugemødre”. Så et foster kan tilhøre ikke sin biologiske moder, men nogle fremmede mennesker, så overdragelsen af pakken efter fødslen kan ske umiddelbart.
De juridiske komplikationer er mangfoldige ved den ordning. Må den gravide med fostret sprællende i maven tage til en anden del af landet? Hvor er nu forskellen mellem bevægelsesfrihed og frihedsberøvelse?
Jeg har tilsvarende eksempler på andre områder, der er omfattet af “tvangsindgreb uden for strafferetsplejen”.
Arbejderen har fået lov at bringe dette indlæg, som også er bragt her.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
