Læserbrev
Svar på læserbrev i Arbejderen.
Verdens økonomiske og politiske system har i de seneste årtier været domineret af Vestens interesser. Vestlige økonomiske prioriteter blev gjort til målestok for det globale system, og enhver afvigelse fra disse blev betragtet som moralsk forkastelig og betegnet med buzzwords som “autoritær” eller “udemokratisk”.
På paradoksal vis har Vesten – direkte eller indirekte – været med til at skabe betingelserne for de handlinger, de nu kritiserer som “autoritære” i lande, der ikke tilpasser sig Vestens økonomiske dagsorden. Dette sker gennem kup, sanktioner, cyberangreb og støtte til voldelige grupperinger. Alligevel har dele af venstrefløjen en tendens til at videreformidle denne fortælling og gøre det muligt at forene højreorienterede og reaktionære perspektiver med venstreorienterede idealer.
For at undgå at blive medhjælpere til imperialistisk aggression må vi forholde os til den konkrete kontekst, som disse situationer udfolder sig i.
I takt med at det globale syd nu danner nye økonomiske og politiske alliancer for at omgå Vestens kvælertag, bliver det vigtigere end nogensinde for venstrefløjen at pege på den iboende chauvinisme i visse venstreorienterede kredse. Disse kræfter videreformidler ofte ukritisk information fra vestligt finansierede tænketanke og medier, der forfølger en dagsorden om at destabilisere lande, der står i modsætning til deres økonomiske interesser.
Vi som venstreorienterede må åbent afsløre denne tendens som chauvinisme og opportunisme. Undlader vi dette, medvirker vi – direkte og indirekte – til Vestens bestræbelser på ideologisk at forberede folk på at acceptere vanvittige tiltag fra deres regeringer, der forsøger at fastholde en magt, som de gradvist mister. Uden at tage afstand fra denne chauvinisme vil venstrefløjen forfalde til en abstrakt størrelse, der i sidste ende understøtter imperialistiske interesser.
Vestlige nationer fremstiller konsekvent deres modstandere som autoritære eller udemokratiske, samtidig med at de selv står som nogle af de mest autoritære og udemokratiske institutioner i verden. Det seneste århundrede har vestlige lande været ansvarlige for millioner af dødsfald gennem krige og sanktioner på tværs af kloden og har støttet fascistiske kræfter i egne og andre lande, når det var i deres økonomiske interesse. Denne historie inkluderer også århundreders kolonialisme, som har skabt hungersnød og forarmet millioner, alt for Vestens vindings skyld.
Vesten skaber desuden de betingelser, der gør det nødvendigt for lande i det globale syd at tage skridt, som Vesten senere fremhæver som udemokratiske. Disse lande kan ikke implementere moderne, vestligt-ideelle standarder uden at risikere, at de bliver kapret til fordel for Vestens interesser. Vesten bruger derfor alle midler – lovlige og ulovlige – for at fremme sine dagsordener. Når de forsøger at påvirke valg, medier og information i suveræne lande, skaber de samtidig behovet for, at disse lande begrænser denne indflydelse. Reaktionen på vestlig indblanding bruges dog ironisk nok som påskud for yderligere intervention og destabilisering i en endeløs cyklus, der retfærdiggør sig selv.
Selv når demokratiske principper opretholdes trods udenlandsk indblanding, søger Vesten at skabe forvirring i processen. USA’s anerkendelse af Juan Guaidó som Venezuelas præsident er blot ét eksempel på, hvordan Vesten underminerer et andet lands selvstændige valgprocesser. Medier finansieret af vestlige regeringer og virksomheder bidrager til at fremstille Venezuela som en stat i opløsning uden hensyntagen til andre kilder. Dette skaber en “imperialistkompatibel” venstrefløj, som ukritisk videreformidler misinformation.
Den imperialistkompatible “venstrefløj” er i stand til at se klasseinteresserne i protesterne i Venezuela, som er højreorienterede bander, der har brændt hospitaler ned og revet statuer til minde om indfødte folk ned, mens de forsøger at omstøde demokratiske valg, som potentielt “progressive”, men de er ikke i stand til at se klasseinteresserne i de kilder, de bruger til at retfærdiggøre denne holdning.
Det er den samme historie, der på tragisk vis gentager sig. Vi kan ikke fortsætte det kollektive hukommelsestab og hævde, at det er anderledes denne gang, fordi “American CheeseBurger Institute” er kommet med udokumenterede påstande om valgsvindel, mens de vestlige regeringer har brugt millioner af dollars på at forsøge at påvirke valget, bruge sanktioner til at påvirke befolkningen og bruge direkte militærkup til at fratage befolkningen deres magt.
Hvis vi fortsætter med at falde for det gamle trick i en verden med skiftende politisk magt, hvor det globale syd kommer stærkere ud i den anden ende, vil det give os et politisk piskesmæld og en kollektiv psykose, som vi ikke kan komme os over uden et betydeligt tab af dyrebar tid, tid vi ikke har.
Venstrefløjen må tage ansvar for at skabe en materialistisk forståelse af de skiftende globale magtstrukturer og handle ud fra en sådan analyse. Vi kan ikke længere lade idealerne om, hvordan verden burde være, diktere vores handlinger; vores handlinger må afspejle, hvordan verden faktisk er.
Det vigtigste knudepunkt, som enhver, der hævder at være på venstrefløjen, bør arbejde ud fra, er det system, der kvæler udviklingen i det globale syd, det vil sige imperialismen. De kræfter, der bekæmper dette, er materielt set en progressiv kraft, som skal støttes eller i det mindste ikke tillade os (venstreorienterede) på en indirekte måde at retfærdiggøre imperialistisk krig eller aggression mod disse nationer, fordi disse lande ikke passer til vores egne ideelle regeringsformer eller det faktum, at der findes modsætninger i disse nationer, som ikke passer til vores ideelle forestillinger om, hvordan tingene bør være.
For at undgå at blive medhjælpere til imperialistisk aggression må vi forholde os til den konkrete kontekst, som disse situationer udfolder sig i. I øjeblikket forsøger de vestlige medier at skabe enighed om en krig mod Iran, der primært ville tjene zionistiske interesser.
Venstrefløjen må rejse sig mod denne manipulation. Lad os lære af tidligere fejltagelser, som da venstreorienterede stemmer uforvarende bidrog til invasionen af Irak i 2003 og interventionen i Libyen og Syrien. Ingen af disse lande havde perfekte systemer, men under de givne omstændigheder blev selv berettiget kritik brugt til at retfærdiggøre vestlig aggression – med katastrofale konsekvenser for befolkningerne i disse lande.
Det er på tide, at venstrefløjen træder ind i en ny æra med en materialistisk forståelse af de globale magtforhold, der fokuserer på den reelle verdens struktur frem for idealer. Kun gennem en sådan pragmatisk analyse kan vi effektivt støtte de progressive kræfter, der kæmper mod imperialismen, og arbejde mod en retfærdigere verden.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
