Kollektiv ret over ressourcer og et liv i pagt med naturen
Accept af psykiatrien og mangel på indsigt.
Hvad mener jeg med ovenstående? Jo, lad mig først berette, at vi lever i en tid, hvor vi uanset mediets ideologiske beskaffenhed bliver bombarderet med budskabet: Mere psykiatri!
Sågar skriver Arbejderen, at Psykiatrifonden er en humanitær organisation.
Min opfordring er, at vi tager den berømte spade frem for at grave dybere for derved at opnå en mere reel og klar forståelse for, hvad psykiatrien er for en størrelse.
Lad mig dog først slå fast: Jeg ønsker det bedste for lidende mennesker – udvikling og fremgang, hvor disse lever et liv i overensstemmelse med håb og drømme. Min indvending er dog, at disse håb og drømme kan psykiatrien, som den er skruet sammen i dagens Danmark, ikke indfri. Lad mig forklare.
Det, der reelt sker i psykiatrien, er, at man medicinerer med præparater, der beviseligt skader mere, end de gavner, mod teoretiske sygdomme.
Lad mig starte med Psykiatrifonden og min sætten spørgsmålstegn ved denne fond som værende en humanitær organisation. Hvordan kan jeg tillade mig det? Psykiatrien vil jo hjælpe mennesker.
Jo, muligvis i sit udtryk og på overfladen, men vi må også dykke ned under facaden og kigge på, hvad der reelt foregår i psykiatrien, som flere gange har modtaget løftede pegefingre om brud på menneskerettigheder, og som ved at gentage disse brud viser en hånlig ligegyldighed over for patienter og selvsamme menneskerettigheder. De bliver så at sige brudt bevidst.
Er det humanistisk eller humanitært arbejde at bryde menneskerettigheder og fremme disse brud? I givet fald må Arbejderen forklare sig.
Og i kraft af denne tvang er der sket en ubehagelig dehumanisering af lidende mennesker, som vi også kalder patienter, fordi tvangen bliver anset som værende nødvendig. Det har udviklet psykiatrien til at være en Orwellsk eller Kafkask stat i staten, hvor der gælder nogle helt andre spilleregler for lidende, eller “syge”, end der gælder for “almindelige”: Overvågning, tvangsmedicinering, stigmatisering og så videre.
Ja, jeg er faktisk af den klare overbevisning, at det primært er psykiatrien, der stigmatiserer mennesker, der på den ene eller anden måde lider, ved at pege fingre ad lidelsen og kalde det sygdom. Mere end 80 procent af skizofrenipatienter har således haft traumatiske oplevelser i sit liv, og disse mennesker reagerer selvsagt på disse traumer. Er det sygdom, at sindet på den ene eller anden måde reagerer på traumer? Jeg synes ikke.
Denne sygdomsdefinition bunder også i et forældet, forsimplet menneskesyn, der ikke prøver at forstå lidelsen, men sætter en dyd i at sygeliggøre den.
Og lad os slå fast en gang for alle: Man kan ikke på pålidelig vis tage blodprøver, scanne hjernen eller på anden måde bevise “sygdomme” i hjernen, og det er et problem i sig selv for psykiatrien, da den har en biomedicinsk tilgang til behandling. Kort sagt, alle disse “sygdomme” er teoretiske størrelser, der ærligt talt ikke er særligt evidensbaserede.
Så det, der reelt sker i psykiatrien, er, at man medicinerer med præparater, der beviseligt skader mere, end de gavner, mod teoretiske sygdomme.
Denne logiske følge bør selvfølgelig få alarmklokkerne til at ringe.
Man kunne med fordel spørge retorisk: Ved psykiaterne i det hele taget, hvad de laver? Ergo: Psykiatrien dehumaniserer individet som patient.
Angående psykofarmakas effekt: Både engelske og danske forskere (Copenhagen Trial Unit el. CTU, uafhængige, vel at mærke, og sikkert også andre!) har påvist, så sent som i 2017, at SSRI-præparater (også kaldet lykkepiller?) har omtrent den samme virkning som placebo. Det betyder i praksis, at den ingen målbar virkning har, men vi ved dog, at de skader og er utrolig svære at komme ud af.
Meget bekymrende!
Afslutningsvis vil jeg sige, at vi lever i et forholdsvist frit samfund, hvor man må mene, hvad man vil, og det er godt! Derfor bør psykiatrien i fremtiden også eksistere som et tilvalg, men ikke som den eneste mulighed, da den udviser stærkt bekymrende tendenser.
Derfor vil jeg konkludere, at mennesker, der bevidstløst plæderer for psykiatrien og kun ser den som et gode, i den grad mangler indsigt.
Men så lad os, der selv har oplevet psykiatrien, fortælle ærligt om den, så folk bedre kan forstå.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
