Læserbrev
Krigen i Gaza definerer Vestens humanisme
Når Vestens ledere er passive over for palæstinensernes lidelser, er det fordi, palæstinenserne opfattes som laverestående individer, der ikke er en indsats værd.
|
Et citat fra FN’s generalsekretær Antonio Guterres er efter publicering blevet rettet i dette indlæg.
Der er begivenheder, der bidrager til at definere deres samtid. Som har dybtgående, varige politiske, sociale og psykologiske forandrende virkninger til følge. Definerende hændelser er eksempelvis Første og Anden Verdenskrig, Cuba-krisen, Murens fald, 11. september, afslutningen på apartheid i Sydafrika og – mere fredeligt – opfindelsen af internettet.
Palæstinenserne beder ikke om barmhjertighed; de kræver en afslutning på besættelsen og på overgrebene.
Krigen mod palæstinenserne er en sådan definerende begivenhed. Den afslører hulheden i Vestens regelbaserede verdensorden og tomheden i de mange festtaler om humanisme og internationalt sammenhold. Med Vestens accept af zionisternes folkemord i Gaza, på Vestbredden og nu i Libanon, da er nedsmeltningen af de vestlige værdier fuldendt.
Oplysningsfilosoffen Kant har sagt, “at det, du giver dig selv lov til, er med til at definere dig som menneske.”
Vi her i Vesten står ifølge vore ledere øverst i skabelsesprocessen, og vi vil ikke redde fordømte her på Jorden, for de kan jo true vores måde at leve på. Skæbnen har udset os til at bære den hvide mands byrde og til at have ansvaret for Jorden. Men også til – uden indblanding – at nyde Jordens frugter, sådan som det tilkommer de, der er øverst i hierarkiet.
Ingen siger dette tydeligere end amerikanerne og zionisterne, “at vi er det udvalgte folk. Gud har givet os landet og dets rigdomme.” Zionismen er den jødiske version af den amerikanske racistiske doktrin om troen på den hvide races overhøjhed.
Den europæiske folkedrabstradition
Israelernes krig mod palæstinenserne føjer et nyt kapitel til historien om europæernes folkedrab og svarer til, hvad spanierne foretog sig i Latinamerika, belgierne i Congo og tyskerne i Namibia.
Israels krig i Gaza rummer mange elementer fra den europæiske kolonialismes historie, skriver Hamid Dabashi, forsker i mellemøststudier ved Columbia Universitet, New York, i Middle East Eye den 29. december 2023.
Én af årsagerne til, at zionisterne støttes af Vestens ledere, er, at tilskyndelsen til at begå folkemord ligger dybt begravet i de vestlige lederes psyke.
Overalt, hvor de europæiske kolonister kom frem, efterlod de utallige beviser på deres ringeagt for de oprindelige folks liv og deres krav om frihed og selvstændighed. De blev set som laverestående væsener uden sjæl og ånd, barbariske og fordærvede.
“Udryd de sataner”, siger elfenbensjægeren Kurtz, der er udsendt af et belgisk firma til hjertet af Afrika, i Joseph Conrads roman fra 1899, “Mørkets hjerte”. En roman der om nogen rummer essensen af vestlig imperialisme og herrefolksmentalitet. Om den ret europæerne tiltog sig til at udrydde, mishandle, fordrive eller slavegøre de oprindelige folk. Om hvad mennesker giver sig selv lov til, når de enten ved, at der ingen vidner er, eller når de er sikret straffrihed. Ubundet af love, etik eller almindeligt hensyn til næsten. (Mørkets hjerte var Coppolas afsæt til filmen “Apocalypsen”).
De europæiske kolonimagter sidder fortsat på anklagebænken for deres fremfærd i kolonierne. Dokumentation findes i overflod. Lige siden de første europæere begyndte at kolonisere andre kontinenter, har europæerne vidst, hvad der foregik.
Den spanske præst Bartolome de Casas beskrev i 1552 spanske soldaters massakrer på “de vilde indianere” i Caribien, hvor soldaterne blev modtaget med blomster og frugt. Men da soldaterne opdagede alt det guld, caribierne havde, så tog blodbadet fat. Massakrer, tortur, nedbrændte landsbyer og tyveri af det, der var noget værd. De, der ikke blev dræbt, blev slaver. Soldaterne myrdede tre millioner på Hispanola, en halv million på Bahamas og næsten alle på Cuba og Jamaica.
Hvorfor dette blodbad? For dels at få fat på den frugtbare jord, men også for at ophøje sig selv til koloniherrer over øerne, mens slaverne dyrkede sukker og bomuld og gjorde både kolonisatorerne og den spanske konge svimlende rige.
Siden kom den transatlantiske slavehandel, hvor Danmark spillede en betydelig rolle, og som skønnes at have halveret den afrikanske befolkning.
I kølvandet på Oplysningstiden og Den Franske Revolution sidst i 1700-tallet fik europæerne vrøvl med samvittigheden. Det fik kolonimagterne til at lede efter “videnskabelige” begrundelser, så de kunne fortsætte undertrykkelsen i kolonierne.
Det bidrog den engelske sociolog Benjamin Kidd gerne til, da han i 1894 skrev om “denne kamp mellem racerne, der indebærer, at den underlegne drives til underkastelse, ja, endog udslettelse, er ikke usandsynlig […] en kamp, der sker i ly af den angelsaksiske tradition, vi er så stolte over og gerne forbinder med de mest ophøjede idealer. For den race, der formår at fastholde sin position i konkurrencen, udgør udryddelsen af andre racer et strengt, uomtvisteligt krav. Vilkårene kan gøres mere humane, men vi kan ikke ændre dem.”
Den slags tanker var sidst i 1800-tallet almindelige i Europa, hvor nogle endda mente, at det ville være mest barmhjertigt at få det overstået så hurtigt som muligt.
Zionismen: Et barn af den europæiske kolonialisme
Derfor var den zionisme, der som mål havde skabelsen af et hjemsted for jøderne, og som opstod omkring 1880, da heller ikke fremmed for tidens tanker om erobring, fordrivelse og kolonisering.
Europas jøder ville væk fra et racistisk, overfyldt Europa, der ikke ville dem noget godt, og fra omkring 1880 slog de første østeuropæiske jøder sig ned i Palæstina.
I starten uden problemer. Palæstinenserne var jo vant til at leve sammen med jøderne, så lidt flere tog man sig ikke af. I 1860 boede der cirka 60.000 jøder i Palæstina. Men da tilstrømningen i årene før Første Verdenskrig blev massiv, og de indvandrende jøder brugte vold for at fordrive palæstinenserne, kom det til væbnede sammenstød. Ben Gurion, Israels første premierminister, skrev tidligt om, “at araberne skulle væk, men vi har brug for en lejlighed til, at det kan ske, for eksempel gennem en krig.”
Selv efter mere end hundrede års kamp for frihed og selvstændighed er Vesten stadig upåvirket af palæstinensernes lidelser. I stedet anklager de palæstinenserne for ikke at ville anerkende staten Israels eksistens. En anklage der kan opsummeres i, “at nu må palæstinenserne snart tilpasse sig og forstå, at Israel er kommet for at blive.”
Vesten kalder palæstinensernes frihedskamp for “terror” og de væbnede befrielsesorganisationer for “terrororganisationer”. Israels krænkelser af alle internationale regler og love og tilsidesættelse af utallige FN-resolutioner benævnes ikke som statsterrorisme. Trods omfattende dokumentation, undersøgelser, rapporter og forskning fra FN, Amnesty, Human Rights Watch med flere.
Israels krigsminister Yoav Gallant talte på mange vesterlændinges vegne, da han den 7. oktober omtalte Hamas og palæstinenserne som “menneskelige dyr, der skal bekæmpes som sådanne”. I tiden derefter har politikere og medier brugt ord og vendinger som “udyr”, “barbarer”, “terrorister”, “ondskabsfulde”, “vilde”, “et nyt Holocaust” eller “et nyt 11. september”.
Som det skete i Det Tredje Rige: Dehumaniseringen af mennesker er med til at berede vejen for den endelige udslettelse.
Den antiimperialistiske forfatter Frantz Fanon udtrykker det således:
“Kolonialismens ofre vil aldrig kunne overbevise de europæiske kolonisatorer om deres lidelser og deres dybe længsel efter frihed. I den europæiske tankeverden anses kun de, der identificeres som europæere, for at være i stand til at kunne lide og længes efter frihed.”
Da Vesten blev demaskeret
Palæstinensernes brøde består i, at de bliver ved med at dukke op; afviser at dø i stilhed, og nu har de så væltet det hegn, der omgiver deres fangelejr.
Selv om det næppe var intentionen, så var Hamas’ angreb den 7. oktober også et angreb på den vestlige elites magelighed. En elite der troede, at den verdensorden, de havde opbygget med magt, var permanent og ukrænkelig. At det globale syd ville acceptere at være indespærret og være slaver i det uendelige.
Hamas’ angreb afslørede den vestlige elites latente fascisme. De, der bildte sig selv og befolkningerne ind, at de vogtede den vestlige verdens oplyste, humanitære og frisindede civilisation.
Hamas’ angreb rev masken af Vestens bedrag. De divergenser, der fandtes mellem de politiske partier, forsvandt som dug for solen. Med ét samledes de alle i det samme krigsparti og støttede “Israels ret til at forsvare sig” – det vil sige Israels vedvarende “ret” til at undertrykke palæstinenserne.
Partier og medier stod klar til at sønderrive internationale love og de understøttende institutioner. Hellere det end at sætte hårdt mod Israel. Det var folkemordet, der skulle fordømmes, og terrorstaten skulle sanktioneres og stilles til ansvar. I stedet blev protester og demonstrationer mod folkemordet stemplet som antisemitisme; i nogle lande endda kriminaliseret.
Den israelske propaganda har haft held til at bilde alverden ind, at krigen i Gaza begyndte den 7. oktober. Men sådan forholder det sig ikke. Som FN’s Antonio Guterres erklærede: “Det er også vigtigt at erkende, at Hamas’ angreb ikke skete i et vakuum. Det palæstinensiske folk har været udsat for 56 års kvælende besættelse.”
Netanyahus totalitære styre
I maj 2023 skrev Haaretz, “at Netanyahus regering ligner en totalitær karikatur. Der er næsten ikke det initiativ, der forbindes med det totalitære, som ikke er blevet foreslået af én af regeringens ekstremistiske medlemmer, og som siden er vedtaget […] der er en konkurrence om, hvem der er mest fascistisk […] En lavine af love og bestemmelser vendt mod palæstinenserne, og som minder om de love, der blev vedtaget i Hitlers første tid”.
Dette er ikke nyt, burde ikke være det. I 1948 skrev Hannah Arendt og Albert Einstein med flere et brev til New York Times, hvori de betegnede Herut (forløberen for Likud) som en organisation, hvis metoder, politiske filosofi og sociale appel lignede nazistiske og fascistiske parter.
Det er let at skyde på de partier og politikere som eksempelvis Israels finansminister Smotrich, der åbent vedgår, at de er fascister. Men det er Netanyahu, der har bragt dem til magten. Og det er Netanyahu, der i årevis har advokeret for en etnisk ren jødisk stat – fra Middelhavet til Jordan-floden (samt Eretz Israel – et Storisrael fra Nilen til Eufrat og Tigris i Irak).
Har FN spillet fallit?
Vil afstemningen i FN, hvor 128 lande vedtog, at Israel skal rømme de besatte områder inden 12 måneder, ændre noget for palæstinenserne? En vedtagelse der understøtter Den Internationale Domstols afgørelse, og som gør boykot af Israel til en moralsk og international forpligtigelse.
Palæstinensere er forståeligt nok skeptiske. Der skal mere til for at standse israelerne, der har fået fuld straffrihed af sine vestlige allierede. Palæstinenserne har ingen illusioner om, at de kan opnå retfærdighed ved hjælp fra Den Internationale Domstol eller FN. For FN var jo den instans, der vedtog delingsplanen i 1948, som oprettede staten Israel, hvilket førte til den etniske udrensning af det meste af Palæstina.
Flere FN-eksperter skriver 18. september 2024, at “systemet af internationale love balancerer på en knivsæg og kan bryde sammen. De fleste stater undlader at tage meningsfulde initiativer til at handle i overensstemmelse med de forpligtelser, der er genbekræftet af Den Internationale Domstols kendelser.”
Blandt de initiativer, der anbefales at tage i brug, er diplomatiske, økonomisk, handelsmæssige og militære sanktioner.
Palæstinenserne beder ikke om barmhjertighed; de kræver en afslutning på besættelsen og på overgrebene. De kræver retten for de fordrevne til at vende tilbage, og de kræver retfærdighed og meningsfuld solidaritet. Palæstinenserne anfører, at verdenssamfundet siden 1948 har affundet sig med den ulovlige israelske besættelse og ødelæggelse af palæstinensiske liv og ejendomme. Det påhviler verdenssamfundet at reparere den skete skade.
Den nye fascisme?
Colombias præsident Gustavo Petro holdt på COP28 i Doha en tale, hvori han beskrev folkemordet i Gaza som “det første eksperiment, der skal gøre beboerne i det globale syd overflødige […] vi går mod barbari, hvis vi ikke ændrer magten.”
Også Petro advarede mod den fascisme, der er på hastig fremmarch i Vesten, og hvor Gaza er forprøven på det, der er undervejs.
En forsmag på den globale fascisme, Petro taler om, leverede oligarkerne på World Economic Forum i januar, da forsamlingen hyldede den særligt indbudte gæst, Argentinas præsident Milei.
Han fortalte om de initiativer, han har taget for at bringe Argentinas økonomi på fode: Drastiske nedskæringer i statsbudgettet, fyringer af offentligt ansatte, fastfrysning af lønninger, deregulering af lovgivningen, arbejdsgiverne får carte blanche til at ignorere fagforeningernes krav, øget privatisering og så videre.
WEF’s chef Klaus Schwab hyldede Milei for “at have bragt en ny ånd ind i Argentina”. Fox News kaldte hans tale for “en sandhedsbombe af sund fornuft”, mens Wall Street Journal trykte Mileis tale og roste ham “for hans smittende entusiasme”.
Ikke overraskende at Milei er én af Israels vigtigste støtter i Latinamerika.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
02. oktober 2024 | 06:49
