Der er brug for hurtigere og bedre hjælp til børn i psykisk mistrivsel
Det tager i dag alt for lang tid, før den rette hjælp er tilgængelig. Men jeg har store forventninger til det lettilgængelige behandlingstilbud til børn og unge, som kommer i alle kommuner som en del af 10-årsplanen for psykiatrien.Hvor ville jeg ønske, at vores system var meget bedre til at hjælpe børn, unge og deres familier, end det er i dag.
Når et barn begynder at mistrives psykisk, så er det hele familien, der bliver påvirket. Det er ofte forbundet med en sorg for forældrene, når deres barn ikke formår at deltage på lige fod med de andre børn i samme aldersgruppe. Mange andre følelser som magtesløshed og fortvivlelse følger med i kølevandet, da de fleste forældre oplever, at det er svært at finde og få den nødvendige hjælp til barnet.
Man kan simpelthen miste håbet for ens barns fremtid. Mange forældre bliver sygemeldt fra deres arbejde, fordi de selv bliver udfordret psykisk, på baggrund af den indgribende livssituation de står i.
Jeg oplever, at følelser sætter sig godt fast i ens nervesystem. Selv om ens barn er begyndt at få det bedre eller har fået det godt igen, så har de ofte mange års slid sat sig godt fast i kroppen.
Voldsomme følelser
Det er ikke lang tid siden, jeg selv var udfordret følelsesmæssigt. Min søn, som i dag er 23 år, skulle til svendeprøve, og alle de gamle minder fra dengang, han var barn og havde angst, væltede ind over mig i bølger, fordi min krop husker de gange, hvor jeg har været i frygt for, at han aldrig ville få et godt liv.
Dengang levede jeg med en frygt for, at han aldrig ville få det godt igen, og at han ville få et ulykkeligt liv, ensom og uden mening. Hver gang jeg syntes, det gik lidt bedre, så kom der udfordringer udefra, enten fra kommunen eller skolen.
Der var mange situationer, hvor det, som jeg troede var aftalt, viste sig ikke at være sådan alligevel. Det kunne for eksempel være, at en aftale blev aflyst i sidste øjeblik, eller at der kom nye personer indover. Det sidste skete dengang, han var startet i en god 10. klasse, men hvor læreren så stoppede. Den nye lærer var meget anderledes og mere konfronterende.
Hver gang føltes det som en kæmpe mavepuster, og jeg var bange for, at min søn helt skulle miste lysten til livet.
Det tager i dag alt for lang tid, før den rette hjælp er tilgængelig. Men jeg har store forventninger til det lettilgængelige behandlingstilbud til børn og unge, som kommer i alle kommuner.
Min søn klarede sin svendeprøve, men jeg var i mine følelses vold i perioden op til. Tårerne lå lige i randen af øjnene og var hele tiden ved at flyde over. Jeg var hunderæd på baggrund af alle de gamle følelser, men samtidig også megastolt over ham.
Jeg oplever, at de fleste forældre kender følelsen af, hvordan vi som forældre holder vejret i visse situationer af vores børns liv, mens vi hepper på dem fra sidelinjen. Vi ved, at nogle gange går det godt, andre gange ikke, det er helt normalt.
Men når man har haft (eller har) et barn, hvor der er store psykiske udfordringer under deres opvækst, så er ens nervesystem blevet flosset, og det kan reagere på en helt vild måde, hvor man oplever, at man ikke selv har kontrol over sine følelser.
Derfor er det vigtigt, at vi husker at fortælle de gode historier, hvor vi giver hinanden håb for fremtiden og støtter hinanden og viser, at der er lys forude, uanset hvor sort en livssituation er i nuet. Vi skal lytte og være nysgerrige på, hvordan vi bedst støtter den enkelte familie.
Vi skal fortælle, at der findes løsninger, at med den rette hjælp, som et tilpasset det enkelte barn, og i kraft af at barnet bliver ældre, så kan det lykkes for barnet at komme sig og finde sin plads i livet.
Håb til nyt tilbud
Men det er en hård tid uanset hvad. Derfor kunne det være så godt, hvis systemet og omgivelserne kunne sikre, at hele familien blev hjulpet hurtigt.
Det tager i dag alt for lang tid, før den rette hjælp er tilgængelig. Men jeg har store forventninger til det lettilgængelige behandlingstilbud til børn og unge, som kommer i alle kommuner som en del af 10-årsplanen for psykiatrien. Det er lige på trapperne, og jeg venter spændt på, hvornår og hvor det første tilbud åbner.
Hvis det kommer til at virke efter hensigten, så håber jeg på, at det vil være med til, at børn, unge og deres familier hurtigt kan få oplevelsen af, at der er noget at gøre, og at der er håb for fremtiden.
Jeg håber, at det vil mindske den sorg, man som forælder kan opleve, og at barnet får en lettere barndom med mange glade minder.
Indtil det bliver en realitet, vil jeg opfordre til, at vi alle støtter op om de familier, som har brug for hjælp, og forstår, at der er vilde følelser på spil, som helt naturligt viser sig, på grund af den livssituation man står i eller har stået i.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.