For en uges tid siden udsendte Beredskabsstyrelsen en pjece med titlen “Forberedt på kriser”. Det må siges, at pjecen, med dens råd om hvad man skal gøre her og nu for at kunne stå en krise igennem, i dén grad griber ind i rigtig mange menneskers liv.
I pjecen defineres det ikke, hvad det er for nogle kriser, vi skal forberede os på ved at sørge for at have købt ind og gjort klar til, at “du og din husstand kan klare jer i tre døgn, hvis en krise rammer”. Der tales kun om, at “det moderne samfund er sårbart”.
Siden har Nationalbanken fulgt op med anbefalinger om, at vi har fysiske betalingskort og et mindre kontantbeløb liggende, “hvis en krise rammer Danmark”. Ernæringseksperter har udtalt sig om, hvordan man spiser mest sundt i tre døgn under en krise. Foreninger for ældre er fulgt op med gode råd, for “er du senior, kan der være særlige behov, der kræver ekstra opmærksomhed”.
Sidder vi fast i den mentale skruestik, er der ingen kræfter til at sætte hælene i og sige: Nok er nok! Vi vil ikke den krigskurs!
Selvom Beredskabsstyrelsens pjece ikke siger noget eksplicit om, hvilke kriser vi står på tærsklen til, så levner den politiske kontekst, som den udgives i, ingen tvivl. Det handler om krig. Krig af en hvilken som helst form. Cyberkrig. Hybridkrig. Konventionel krig. Atomar krig. Og truslerne kommer ét sted fra, østfra. Fra Rusland. Og lidt mere diffust og længere ude i fremtiden fra Kina.
Supermarkeder, apoteker og andre relevante forretninger bestiller de eftertragtede varer som dåsemad, jod og lommelygter hjem, så de kan rives ned fra hylderne i en stemning af frygt og usikkerhed.
Udadtil skal det se ud, som om de danske myndigheder passer på danskerne. Men det er det modsatte, magthaverne gør. De pisker en stemning op, som skal hensætte os i frygt og bæven, og appellerer til, at vi instinktivt kryber ned i fysiske og mentale beskyttelsesrum og hytter os selv og vores nærmeste.
Dér passer det magthaverne og krigspolitikerne rigtig godt at have os. Holdt fast i en mental skruestik, som vi kun med meget stor møje kan vriste os fri af.
For sidder vi fast dér, er der ingen kræfter til at sætte hælene i og sige: Nok er nok! Vi vil ikke den krigskurs! I siger, at Rusland er en stor fare for os, men I gør intet for at stoppe Ukraine-krigen og dermed mindske farerne. Tværtimod. I nærer den. I svarer på atomraslen med mere atomraslen. I svarer på tilbagegang på slagmarken med vanvittige forslag om bombekrig fra NATO-lande. Ord som fred og forhandling og diplomati kan nu findes i synonymordbogen under ét og samme ord: optrapning, læs: acceleration af krig og konflikt.
Magthavernes intense og vedvarende bestræbelser på at cementere Danmarks position som en frontlinjestat for USA og co. ved Østersøen udgør den største trussel.
“Danmark og andre nordeuropæiske lande (er) blevet angrebet af akut krigspsykose i et selvforstærkende samspil mellem politikere og opinionsdannere”, skrev seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Hans Mouritzen meget præcist i et indlæg i Politiken 11. juni.
Det kan ikke nægtes, at vi lever i en farlig tid. At krigen ér i Europa. Magthavernes intense og vedvarende bestræbelser på at cementere Danmarks position som en frontlinjestat for USA og co. ved Østersøen udgør den største trussel.
Men vi bliver nødt til at insistere på fornuft frem for frygt. Kun når vi smider frygten over bord, vrister os fri af den mentale skruestik, kan vi tage magten over vores tanker tilbage og blive herrer over vores kollektive skæbne.
Det kræver modet til at stille spørgsmål. Det kræver, at frygten i sig selv adresseres i de fællesskaber, hvor vi færdes. Kun sådan bliver den ufarlig og kan fordufte som dug for solen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér