Underbetalt arbejdskraft
3F og CO-Industri i dårligt EU-selskab
Parallelt med EU-valgkampen er erhvervslivets folk ved at sætte en sort dagsorden for den nye periode, og de har fået overraskende støtte fra fagbevægelsen.
|
EU-valgkampen raser, og partierne toppes om, hvem der kan præstere de mest populære løfter om, hvad de vil have Europa-Parlamentet til at gøre. Og det er fint, at partierne markerer, hvad de vil arbejde for, når blot vi husker, at i sidste ende kommer Parlamentet kun til at tage beslutninger af betydning, hvis Kommissionen har fremlagt et forslag i den retning. Og det gør Kommissionen kun, hvis der er tale om forslag, der flugter med den strategi, Kommissionen selv forfølger.
I denne ombæring er udfærdigelsen af den næste EU-kommissions strategi kommet tidligt i gang, og fra flere perspektiver, især et klimaperspektiv, peger pilen stædigt i den gale retning. Erhvervslivet har råbt så højt på det seneste, at grønne hensyn rykker ned ad listen. Det er set før, men det ses heldigvis ikke så ofte, at de mest svinende industrier har fået den opbakning fra fagbevægelsen, de har fået i denne omgang.
Kommissionens planlægning
Det synes næsten givet, at formanden for Kommissionen bliver den samme som i de seneste fem år, nemlig tyske Ursula von der Leyen. Derfor kan hun allerede nu fundere over de næste fem år, nu og da gennem dialoger med vigtige medlemslandes regeringer og altid i tæt samkvem med erhvervslivet. Adskillige koalitioner af virksomheder og arbejdsgiverorganisationer har derfor udviklet omfattende og vidtgående planer for, hvordan EU kan hjælpe netop dem, og flere af dem er nået meget langt.
I de seneste år har kemiindustrien, agroindustrien og de store landmænd i EU gjort fælles front for at få sløjfet en række forslag om mere økologisk landbrug, reduceret brug af pesticider og en mere restriktiv kemikalielovgivning.
En af de koalitioner, som har held i sprøjten, er de mere end 1.000 virksomheder og arbejdsgiverforeninger, som har underskrevet den såkaldte Antwerpen-erklæring. Det er en erklæring med gods i, med vidtrækkende krav til EU om at lade industriens interesser styre foretagendet – og så rummer den en overraskelse: Blandt underskriverne er IndustriAll, der er den europæiske faglige paraply på industriområdet, som danske CO-Industri, herunder 3F, Dansk Metal, og HK Privat indgår i.
Vildt og vidtgående
Det er ikke småting, folkene bag Antwerpen-erklæringen vil i den kommende tid. Som det første punkt på deres liste finder vi for eksempel et forslag om at “løfte konkurrenceevnen som strategisk prioritet og skabe betingelserne for større indflydelse for erhvervslivet i Europa”. Det skal især gøres gennem vedtagelsen af en gennemgående regel, der skal bane vejen for “rettelser af al relevant EU-regulering” for at hjælpe industrien. Det bliver ikke gratis for os andre.
Da ’konkurrenceevne’ er det begreb, erhvervslivet altid finder frem, når de skal bekæmpe miljøregulering eller opgradering af sociale rettigheder, burde den slags altoverskyggende principper få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste. Det glade vanvid.
Vejen til Antwerpen
Historien bag Antwerpen-erklæringen sætter denne såkaldte “omnibus-regel” i perspektiv.
I de seneste år har kemiindustrien, agroindustrien og de store landmænd i EU gjort fælles front for at få sløjfet en række forslag om mere økologisk landbrug, reduceret brug af pesticider og en mere restriktiv kemikalielovgivning. I slutningen af 2023 stod det klart, at de havde vundet stort på alle fronter, også takket være bistand fra den konservative gruppe.
Det gav blod på tanden for erhvervsfolkene, og banen var ryddet til det næste skridt: At sikre at de ikke konfronteres med lignende udfordringer i de næste fem år. Kemiindustriens lobbyorganisation CEFIC satte sig i spidsen for udviklingen af Antwerpen-erklæringen – tænkt som en stopklods for ethvert klimainitiativ, der kunne koste på bundlinjen. Og da initiativet hurtigt fik opbakning fra hundredvis af virksomheder, primært fra de mest svinende industrier – papir, cement, gas, stål – var det ikke svært at tiltrække EU-kommissionen og Ministerrådets opmærksomhed. Den 19. februar i år arrangerede Rådets formandskab, den belgiske regering repræsenteret ved premierminister De Croo, et “European Industry Summit”, hvor Ursula von der Leyen kunne mødes med kemiindustriens repræsentanter bag lukkede døre på kemigiganten BASF’s område i Belgiens store havneby Antwerpen.
Hovedet på sømmet
At det ikke var en simpel høflighedsvisit, skulle de kommende måneder vise. I april stod det klart, at Antwerpen-erklæringen indgår i Kommissionens arbejde med netop den type strategi, som de svinende industrier plæderer for. Det centrale dokument “rammer hovedet på sømmet”, sagde CEFIC’s formand Marco Mensink til Politico den 16. maj. Alt er “på sin rette plads”, fortsatte han, “og det synes sikkert, at forsvar vil blive en vigtig prioritet, og at industripolitik og konkurrenceevne vil være vigtige prioriteter.”
Koalitionen bag Antwerpen-erklæringen er flyvende, og det kan man især takke kemiindustrien og deres vellykkede angreb på klimapolitikken for. Så det kan ikke undre, at CEFIC er henrykte for initiativet og gør sit til at udvikle det. I øjeblikket er organisationerne, som støtter initiativet, i fuld gang med at videreudvikle det.
Hvad laver fagbevægelsen dér?
Hér kommer så endnu en nedtur: Fagforbundsparaplyen IndustriAll er med i front. De reklamerer jævnligt for Antwerpen-erklæringen på Facebook, ligesom de optræder i biroller på koalitionens møder. Det gør de efter eget udsagn for at sikre, at “industripolitik og kvalitetsjobs” får en fremtrædende plads i den kommende periode. Der sidder de vel så i et hav af forretningsfolk, hvis hovedformål er at rulle klimapolitik og anden regulering tilbage. Det er en usædvanlig taktik, formentlig aldrig brugt før, for det hænger ikke sammen.
I forløbet har IndustriAlls repræsentanter pligtskyldigt nævnt, at de ser “den grønne omstilling” som et must. Men i denne sammenhæng kunne det ikke klinge mere hult. Formålet med CEFIC’s initiativ er at banke klimapolitikken endnu mere tilbage. Det bedste træk, de faglige organisationer, som har forvildet sig ind i dét selskab, kan foretage, er at trække sig ud.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
01. juni 2024 | 06:02
